fbpx

Hænge malerier på væggen

Her får du nogle nyttige tips, når du skal hænge malerier op i stuen

Her for tiden er de fleste af os mere hjemme, end vi plejer, og vi bliver mere opmærksomme på vores hjem. Måske er den tomme væg begyndt at irritere dig, og du overvejer, hvad du kan gøre ved den. Her vil jeg komme med lidt inspiration, når du skal finde malerier til stuen.

Jeg har sat flere af mine malerier på væggen i forskellige rum, og du kan se – dels hvordan rummene ændrer sig med de forskellige malerier, og hvordan malerier ser forskellige ud i forskellige stuer.

Du har måske hørt om mange regler i forbindelse med at hænge malerier på væggen, men det er ikke så svært. Først og fremmest skal du selv vurdere, om du kan lide ophængningen, for det er jo dig, der mest skal se på malerierne i din stue. Og hvis familien er enig, er det super godt.

Her kommer lige et par tommelfingerregler om malerier til væggen

Hæng maleriet, sådan at øjenhøjde er ca. midt på billedet, så du kigger ind i det, og hverken op eller ned.

Her er nogle eksempler, hvor det midterste anses for det rigtige, da midten af maleriet er ca i øjenhøjde, og du får fornemmelsen af at gå lige ind i billedet.

Men igen – hvis du nu kan lide at ligge på en madras på gulvet og kigge på dit maleri, så skal det hænge lavt. Tommelfingerreglen går ud fra, at du står foran maleriet, men i din stue vil du nok mest sidde og betragte det.

Skal vi slå søm i væggen eller hvad?

Det med højden fører mig over til, hvad du kan bruge som ophæng. Naturligvis kan du slå et søm i væggen, hvis du er sikker på, hvor maleriet skal hænge i rigtig lang tid.

En anden mere flexibel løsning er galleri-skinner. Det er en skinne, du en gang for alle sætter op lige under loftet. Der placerer du en glider, hvorfra du hænger en wire med en krog, der kan justeres op og ned. Så kan du ændre placeringen af malerierne på væggen i det uendelige uden at lave flere huller i væggen. Du skal dog leve med, at man kan se wiren, maleriet er hængt op med.

Sørg for, at der er luft om maleriet, så det ikke ser klemt ud

Herunder ser du den samme stue med fire forskellige størrelser malerier. så kan man have en mening om dem allesammen, og kåre en af løsningerne som den rigtige. Men i bund og grund er det din smag, der tæller, og hvad du vælger af malerier til væggen.

Klik på det første billede og se hvert billede enkeltvis, og vurder, hvad du bedst kan lide mht størrelse.

Hvis du vil høre min mening, Så synes jeg, at det fjerde maleri er lidt voldsomt til den lille væg. Det kommer ikke rigtig til sin ret. Det er bedre på en større væg, der giver luft omkring maleriet på væggen.

Stort maleri af dansere i stuen

På det første billede, er maleriet lidt småt til væggen, men motivet er så kraftfuldt, at det kan fylde en stor plads. Og så er det hængt sådan, at ørnens blik retter sig mod det tomme stykke væg og inddrager det i maleriet. Herunder har jeg hængt det på den anden side, så ørnen kigger væk fra væggen, og derved nærmest taber balancen og leder fokus væk fra væggen over sofaen.

Hænge malerier på væggen

Maleriet må heller ikke blive for småt til væggen

Herunder er der en væg, hvor jeg leger lidt med størrelserne. Det første maleri ser meget ensomt ud, og er klart for småt til den størrelse væg.
På det næste billede har jeg valgt et maleri med lidt kraftigere og varmere farver. Det klarer det lidt bedre – også fordi jeg har flyttet det længere ned, så det har forbindelse til møblet nedenunder.

Herunder hænger jeg lidt gradvist større malerier på væggen og eksperimenterer lidt med nogle rammer.

Herunder har jeg fundet nogle bedre pladser til de små malerier 30 X 30 cm

Flere malerier til stuen på samme væg

Det sjove ved mindre malerier er, at de kan kombineres på mange måder. Herunder er to variationer, hvor malerierne hænger i en skrå linje over sofaen eller flugter hinanden på underkanten.

Det tredje billede flugter de overkanten, og det fjerde bruger rummets linje.

Det kan måske virke for uroligt med flere malerier over sofaen med de mange puder, og jeg ville nok foretrække et enkelt maleri på den væg. Til gengæld er der så meget ro i møblementet med de to stole, at det er ret flot med en utraditionel ophængning.

Tænk på retningen i malerierne, når du hænger op

Meget ofte er der en retning i maleriet, enten ved bevægelsen, kropsholdningen, øjnene eller andet. I malerierne herunder er de først hængt op med bevægelse mod hinanden. Det samler malerierne til en helhed og fører dine øjne ind i begge malerier samlet.

I den anden ophængning har jeg ladet bevægelserne gå udad – væk fra hinanden. Du får svært ved at se på malerierne samler, uden at dine øjne kommer til at flakke. Prøv at mærke fornemmelsen i dine øjne, når du kigger på de to forskellige ophæng.

Passer farverne i malerierne til stuen

Til sidst vil jeg vise lidt med farverne – hvad der kan være godt at tænke på med malerierne til væggen.
I mine malerier er der så mange farver, at du næsten altid vil kunne finde en, der går igen i dine møbler, puder, tæpper, væggens farve mm.
Herunder i det første billede går den grønne pudes farve igen i maleriet, og den sofaens blå farve finder du også.

Maleriet af ulven passer lige godt over den blå sofa som over den brune med den gyldne pude, da maleriet har farver, der passer begge steder.

Har du et overvejende hvidt rum, er der næsten uendelige muligheder. Der er det bare et spørgsmål om, hvor meget maleriet skal dominere i rummet.

Og så er der lige malerierne på den farvede væg.

På det første billede indrammer den mørke farve maleriet og fremhæver det. Samtidig har væggen en farve, som også er i maleriet.

På næste billede fremhæver vægfarven maleriet ved at have en farve, der er modsat den blå. Væggens farve går alligevel igen på nogle meget små områder af maleriet.

Det tredje billede viser en vægfarve, som går lige ind i maleriet.

Vil du have hjælp med malerier til væggen i dit hjem?

Det var nogle tips, der kan være til hjælp, når du er i gang med at finde malerier til væggen.

Kunne du have lyst til at få vejledning med dine egne vægge, så send mig et foto af den pågældende væg taget lige på, og angiv et mål på 1 meter. Så laver jeg en lille fotoserie med et udvalg af malerier til dig.

Send foto til hbh@hbh-art.dk

Her ser du alle malerier, som du kan vælge imellem

Hvordan hænger man bedst malerier op på væggen?

Først og fremmest skal du gå efter, hvad du selv synes om. Det er dig, der skal se på de

Er der nogle regler for at hænge malerier op

Der er nogle regler, der kan være gode at kende. De kan gøre dig mere bevidst om, hvordan du hænger malerierne. Regler er også gode at kende, hvis man vil bryde dem for at få en anden virkning.

Hvor højt skal man hænge et maleri på væggen?

Som udgangspunkt maleriets midte i øjenhøjde

Hvad nu hvis jeg ikke vil slå søm i væggen?

Så er løsningen galleriskinner, der gør at du kan flytte rundt på billederne uden nogen søm.

Hvor stort skal maleriet være i forhold til væggen?

Som udgangspunkt skal der være luft omkring maleriet, men det må heller ikke være så lille, at det kommer til at se meget ensomt ud på væggen.
Det og meget mere kan du læse om i denne artikel.

Kan jeg få hjælp til min egen væg?

Ja – send mig et foto af den, og jeg laver en fotoserie til dig med nogle forslag.