fbpx

Hvad kan du bruge kunst til?

Hvorfor skulle du tage ud og se på kunst?

Hvordan bliver man kunstner - mal, mal , mal

I pinsen går det løs, hvor vi er flere 100 kunstnere, der gør klar til at byde gæster indenfor i arbejdsrummet for at vise vores kunst frem. Vi gør de sidste ting færdige, rydder op i det ellers normale arbejdskaos, arrangerer udstilling i huset eller haven, hvor det kan lade sig gøre, køber ind af vin, vand og snacks, laver kaffe og sætter os så ned og håber.

Vi håber, at rigtig mange af jer kigger forbi, og at I køber nogle af vores værker. For det er trods alt vores levebrød, eller en del af det. Og hermed er kunst blevet til en vare, vi kan sælge og tjene til dagen og vejen.

But what´s in it for you?

Hvad er det, du får, når du anskaffer et maleri, en skulptur eller et andet stykke kunst? Kan du overhovedet være sikker på, at det er kunst? Her kan du læse om, hvordan jeg definerer kunst i artiklen Hvad er kunst? Der skriver jeg om, hvad kunst er for mig, men spørgsmålet er: Hvad er kunst for dig?

Der er en masse kloge mennesker, der sikkert gerne vil fortælle dig, hvad kunst er, og ikke mindst, hvad god og dårlig kunst er.

Men der er ingen, der har patent på kunsten. Jeg opfatter den lidt som et sprog: Hvad der er volapyk og intetsigende for nogen, kan være fuldt forståeligt og meningsfuldt for andre.

Nogle værker, der taler til dig, og nogle, der ikke gør

Der var en, som fortalte mig, at han havde været på et fint museum i New York. Der havde han set to malerier, som kostede noget i millionklassen. Det ene var sort – som i helt sort. Det andet var rødt på samme måde. Da han vidste, jeg var kunstner, spurgte han mig, om det var noget, jeg forstod.

Rent umiddelbart måtte jeg sige, at jeg fattede lige så lidt, som, hvis nogen talte kinesisk til mig. Men så må jeg også sige, at det sagtens kunne give mening for andre – måske endda en dyb mening. Nu havde jeg så heller ikke set det selv, men kun fået fortalt hans oplevelse af det.

Jeg har det sådan med meget kunst – også af anerkendte kunstnere, at jeg kigger på det og tænker: Nå. Det har du sikkert også. Så kan vi til gengæld stå foran et maleri eller en skulptur, som på en eller anden måde går lige i hjertet på os. Det er noget kunst, som taler vores sprog – en ordløs dialog på sjælsplan. Og så er det fuldstændig lige gyldigt, om kunstneren er anerkendt eller ej.

Og det er, hvad der er i det for dig. Møder du på en tur rundt for at se på kunst lige det værk, der taler til dig, så er det kunst for dig. Du får ikke bare noget pænt på en tom væg, men du får så meget mere, som jeg ikke kan udtrykke med talesproget. Der må jeg ty til mit billedsprog, som du måske forstår – og måske ikke.

Kunst der behager alle

Det tror jeg ikke findes – lige så lidt som et sprog, alle forstår. Nogle sprog f.ks Engelsk forstås af langt flere, end en afsides beboende stammes dialekt. Men det gør ikke det, der bliver sagt på den dialekt mindre vigtigt, end det, der bliver sagt på et verdenssprog.

Derfor vil jeg heller ikke være den, der dømmer for mig uforståelig kunst ude. Det gør den ikke nødvendigvis ringere, bare fordi jeg ikke fatter en meter.

At have forstand på kunst

Så er jeg tilbage til en af mine kæpheste. At tale om at have forstand på kunst giver ingen mening, da det ikke er forstanden, kunsten taler til, men noget langt dybere. Jeg mener heller ikke, at nogen kan have patent på den gode kunst.

Selvfølgelig kan man vide en masse om kunst: kunsthistorie, kunstnere og deres metoder, billedanalyse mht komposition, det gyldne snit, farver, kontraster og meget mere. Men står du over for “dit kunstværk” så er du mesteren. Det er dit sprog værket taler på, og det er dig, det taler til. Og så får du langt mere, end bare et dekorativt billede.

Billedkunstens vide rammer har gjort den svær at bedømme.

Jeg fandt en ret interessant artikel om dette emne:

Hvorfor er det åbenbart vanskeligt at fastlægge, hvad der er kunstnerisk kvalitet? Eller så vanskeligt at finde fælles kriterier for, hvad der bestemmer kunstnerisk kvalitet

I modsætning til andre kunstarter, så er billedkunstens rammer så flydende, og alt er tilladt. Derfor kan der ligge så meget uvedkommende for selve den kunstneriske proces til grund for at skabe billedkunst. Bl.a er det ikke sjældent at en kendis, der udnytter sit navn til at blive en kendt maler, slipper forbavsende godt fra det. For hvem kan skelne skidt fra kanel, når alt er tilladt?

Hvordan kan jeg skabe god kunst til dig?

Det ved jeg ikke, om jeg kan, for måske taler jeg ikke dit billedsprog. Men for at jeg skal have en chance, skal jeg forvalte mit talent med respekt og varsomhed. D.v.s. at jeg må se bort fra det med levebrødet, og jeg må se bort fra alle andre ting, som ikke har at gøre med at gå ind i en oprigtig kunstnerisk proces.

Hvis jeg ikke arbejder inde fra efter en nødvendighed for at udtrykke mig, og hvis jeg ikke gør plads til det underbevidste, til inspirationen, til det som bare kommer, og det som maleriet eller skulpturen tilbyder, så bliver det ikke ægte. Og den proces er så uendelig skrøbelig og flygtig, at den kræver stor varsomhed at fastholde.

Lægger jeg den vinkel, at jeg skal male et maleri, som jeg regner med kan blive solgt, og som jeg skal lave, så jeg tror, andre kan lide det, ja så forsvinder livet og udtrykket fra maleriet. Alle de tanker skal simpelthen væk, for at jeg kan skabe noget seriøst.

Først når det er færdigt, og jeg er tilfreds med det, uanset hvad andre finder på at synes, først der kan jeg begynde at tænke på salg og evt omtale. Og her er det, jeg håber, at du kommer forbi. Dig som mit værk taler til og giver en helt speciel værdi.

Maleri af tiger der kigger lige på dig. Er det kunst for dig?
Dette maleri taler måske til dig – måske ikke. Det er malet i dialog mellem mig og maleriet, og jeg har følt tigeren kigge intenst på mig gennem hele processen fra jeg lavede den første lette markering af øjnene