Hvordan ved jeg om maleriet er godt?

En guide som hjælp til at vurdere malerier
KontaktAlle malerier
 

En lille guide som hjælp, når du køber malerier

Som regel så ved du godt, om du kan lide et maleri eller ej. Alligevel er der nogle ting, som er gode at vide, hvis du skal ud og købe et eller flere malerier.

 

Hvad kan det være, der gør et maleri godt?

Når du ser på et maleri, der gør indtryk på dig, og det taler til dig, så er det i dine øjne et godt maleri.

Alligevel kan du måske komme i tvivl, hvis du ikke føler, du har forstand på kunst.

Nu plejer jeg at sige, at det heller ikke er forstanden, jeg taler til i mine malerier. Alligevel vil jeg godt komme med nogle tip til, hvordan du kan se, om der er tale om malerier af en vis kvalitet.

 

Se på, hvordan farverne er lagt på

Hvis du sammenligner disse to udsnit, så er der i det første tale om en gennemarbejdet maleteknik, hvor du gennem det øverste lag oliefarver kan skimte de underliggende lag, som er med til at give maleriet dybde og struktur. Der er en vis sikkerhed over penselstrøgene, og de virker gennemarbejdede.

oliemaleri udsnit

I det andet udsnit ser du et enkelt lag fortyndet akrylfarver, som er sjasket mere eller mindre tilfældigt på. Det kan ved første øjekast se ganske interessant ud, men der er ikke andet end tilfældighed i det.

Og lige for en ordens skyld, så hænger jeg ikke nogen ud, da det er mig selv, der har malet begge dele. Nr to udsnit er bare et billede af det allerførste lag, som jeg lige dækker lærredet med, inden jeg arbejder videre i mange flere lag.

 

 

Se på udformningen af motivet

En anden ting du kan lægge mærke til, er de motiver, der er i maleriet. Hvis det er mennesker – er de så troværdige i proportioner og balance? Eller ser de lidt ubehjælpsomme ud?

Og her bliver det så lidt svært. For hvis du ser på et maleri af Picasso, hvor øjnene sidder forskudt i panden og næsen er grøn, så holder den præmis ikke helt.

Men forskellen ligger i at Picasso kunne tegne hvad som helst fuldstændig korrekt i overensstemmelse med virkeligheden, men valgte bevidst nogle gange i sit kunstneriske udtryk at gå ud over de grænser.

Jeg ville gerne vise et par billedeksempler her, men pga copyright må du nøjes med at klikke på linket her: Picasso

Havde han malet sine modeller sådan, FORDI han ikke var i stand til at gøre det bedre, så havde det været en anden snak.

maleri flamenco dansereDa jeg nu ikke bare må bruge et af Picassos malerier til at illustrere, så bliver det et af mine egne i stedet – i al ydmyghed over for mit store forbillede.

Men ser du på dette maleri, så ser det umiddelbart meget let og lidt sjusket ud. Men tro mig, der er tænkt over proportioner og linjer.

Hvis du ser på føddernes placering, så er den altafgørende for om kvinderne er i balance – også i forhold til den næste bevægelse, de vil foretage ud fra den måde, de står på nu.

At fødderne så bare er nogle klatter – dog i den helt rigtige størrelse – det er underordnet.

På den forreste kvinde er der en streg bag hendes ryg, som måske – måske ikke er hendes venstre arm. Hvis den streg ikke er placeret rigtigt, kan hun se helt forkert ud, fordi den er placeret, så øjet evt opfatter den som hendes arm.

Og sådan er der vanvittig mange detaljer, der skal være på plads i den “ubehjælpelige” og “sjuskede” tegning

 

 

Kunsten at klovne

Når du ser på malerier af vor tids kunstnere, så er der virkelig mange forskellige udtryk, og det er ikke altid populært, at de skal være teknisk gode. Men det er lidt i malekunsten som med klovnen, der skal se ud som om, han slet ikke kan gå på line, men snubler og falder hele tiden.

Den klovn skal være en vanvittig dygtig linedanser for ikke virkelig at falde ned. Det er langt sværere at klovne rundt på en line, end at gå pænt og korrekt.

Den kunstner, som til fulde behersker teknikken, og bevidst overskrider grænserne, vil bedre kunne skabe et stærkt udtryk i sine billeder, end den, som bare er styret af tilfældigheder og ikke kan andet.

Nu er det ikke altid lige til at vurdere kunstnerens tekniske evner, og nogen formår også at have så stærkt et udtryk, at en manglende teknisk formåen ikke har den store betydning.

 

Hvad er det, der skaber spænding i et billede?

Selvom du ikke lige kan svare på ovenstående spørgsmål, så vil du alligevel i mange tilfælde kunne se, hvis det mangler – nemlig ved at maleriet simpelthen virker kedeligt.

Det ultimativt spændingsløse maleri må være en fuldstændig ensartet farveflade. Der er dog flere malere, som har leveret sådanne malerier – og endda meget dyre malerier.

Så er det måske, du tænker, at hvis det er kunst, så har du bestemt ikke forstand på kunst.
Da må jeg indrømme, at jeg også er stået af. Men jeg respekterer, at en kunstner har en mening med at udtrykke netop denne ensartede flade i den farve, han nu har valgt.

Ellers er der mange midler, man kan bruge til at skabe spænding og få maleriet til at leve.

 

Kontraster

Et middel er brugen af kontraster.

Kontrast vil sige en form for modsætning:  Lys  –  mørke, stort – småt, roligt – uroligt mm

Der er også nogle farver, som er modsætninger – komplementær-farver. Det er ikke noget du nødvendigvis kender til, men igen vil du helt sikkert opleve virkningen.

Det er grøn – rød, blå – orange, gul  – violet.

De farver står meget stærkt mod hinanden og fremhæver også hinanden.

Hvis du ser på maleriet her, vil du se den grønne farve i baggrunden, som får de røde kjoler til at virke ekstra stærke i farven. Der er også den blå, som fremhæver den orange, jeg bruger som lys på kjolerne.

 

 

Derudover er der også modsætningen mellem de helt lyse områder og de helt mørke. Prøv at forestille dig maleriet, hvis der ikke havde været den store forskel på lys og mørke.

Spændingen i motivet har jeg skabt ved relationen mellem de to kvinder. Den fortæller en historie, som ikke er helt entydig. De kommunikerer – men om hvad?

De er placeret forskudt i forhold til hinanden og forskudt i forhold til midterlinien. Det giver også en spænding i forhold til, hvis de var placeret helt symmetrisk i billedet.

Sådan er der utrolig mange virkemidler, kunstneren bruger bevidst eller ubevidst for at rykke billedet en smule ud af balance – lige nok til at skabe spændingen uden at det tipper helt over.

Igen som den klovnende linedanser, jeg nævnte tidligere, som tipper balancen så meget, at publikum tror, han falder. Og her er det, han skal være ekstra dygtig, så han føler sig fuldstændig sikker, selvom alle andre tror, han falder.

Holder maleriet i det lange løb?

Stadig er det svært at vurdere, hvor god en kunstner eller et maleri er. Men en god tommelfingerregel er, om maleriet holder i det lange løb. Det maleri, som var kærlighed ved første blik, er det også noget, du gider se på om et år eller ti? Hvis det er sådan, og hvis du tilmed bliver mere og mere glad for det med tiden, så kan du roligt gå ud fra, at det har været et godt valg.

Derfor har jeg det sådan, at hvis du bliver træt af et maleri, du har købt af mig, så kan du bytte det indenfor et år. Og jeg kan sikkert også overtales, selvom der er gået lidt over et år. Når du investerer i et originalt maleri, så skal det gerne være en livslang kærlighed.

 

Hvis jeg har fanget din interesse for de små detaljer,

så kig videre i mine malerier

 

kunst

Mit store forbillede, når det gælder maleri

 

 

 

 
error: Content is protected !!

Pin It on Pinterest