2091 1866 hbh@hbh-art.dk

Behovet for at skabe billeder

En af de gode ting ved mennesket er, at det er i stand til at frembringe noget så unyttigt som fysiske billeder. Unyttigt i den forstand, at det ikke på nogen måde er nødvendigt for overlevelsen. Alligevel finder vi masser af billeder fra gamle folkeslag – hulemalerier, helleristninger mm, og så godt som ethvert barn frembringer billeder fra det øjeblik, det er i stand til at holde på en blyant.

Jeg gad vide, om der er forsket i dette behov for at skabe billeder. Når jeg søger på det, kommer der alle mulige praktiske ting frem med at bruge billeder i markedsføring og sociale medier. Eller det at skabe billeder for at forstå den verden, vi lever i. Men jeg tvivler på, at det er drivkraften for det lille barn.

For barnet gælder det om at lære at udtrykke sig, når det gennem lyde indlærer et sprog. Jeg tror også, det at skabe billeder er en vigtig udtryksform, som på en eller anden måde bare ikke bliver værdsat på sammen måde, som sproget.

Billeder i vores omgivelser – forurening?

Vi har masser af billeder i vores omgivelser – ja så mange, så jeg næsten vil betegne det som en forurening. Rigtig mange af dem er frembragt med henblik på at påvirke os til at mene og gøre et eller andet: reklamer, valgplakater, indsamlinger mm. Andre billeder er med henblik på at underholde og oplyse. Fælles for disse billeder er, at de bliver lavet af de få til at blive smidt i hovedet på de mange.

At tegne selv

De seneste år er der kommet en mere almen billedfrembringelse via de allestedsnærværende mobil-kameraer. Men det at tegne og male selv, er stadig ikke en almindelig beskæftigelse. Og desværre ser det ud til, at selv børnenes tegneaktiviteter er for nedadgående.

Naja Pedersen medarbejder og senere leder i 13 år i Lousianas Børnehus har udtalt:
»Jeg må sige rent ud, at unge menneskers kreative skaben såsom tegning og lignende er i krise. Både i skolen og i hjemmet er vi ved at miste den ro og det rum, der skal til, for at børn og unge mennesker har mulighed for at skabe kreative ting. Og den kreative virksomhed er en afgørende forudsætning for, at de udvikler sig til hele mennesker
Se hele artiklen her

Jeg kan finde massevis af ekspertudtalelser om, hvor god, vigtig og sund den kreative proces er, og alligevel bliver den ikke for alvor prioriteret.

Behovet for at udtrykke sig i billeder

At der ligger et latent behov i mennesket, er jeg ikke i tvivl om. Som kunstner, der tegner og maler dagligt, ikke alene mærker jeg den fantastiske virkning, processen har, men jeg møder også en længsel hos mange af dem, jeg taler med. En længsel om at udleve trangen til at skabe – at udtrykke sig i billeder og farver. Jeg møder også den mur af forhindringer, der adskiller dem, fra drømmen, og jeg får altid et stort ønske om at hjælpe med at fjerne den mur.

Det kreative rum

For der er ikke noget mere befriende, end at gå ind i sin helt egen boble af kreativ udfoldelse. Der hvor tiden mister sin dominans, og hvor der ikke stilles andre krav, end dem du beslutter sammen med maleriet. Det er et mentalt skift ind i en ordløs verden.

Og hvor nemt det måske lyder, så er det en tilstand, mange forlod med barneårene, og så er den vanvittig svær at finde tilbage til den dag langt senere i livet, hvor du får lyst til at genopleve den.

Selvom jeg først som voksen besluttede mig for at blive kunstner, så forlod jeg aldrig barnets kreativitet, da jeg lod mine billeder udvikle sig sideløbende med sproget. Med andre ord – jeg stoppede aldrig med at tegne, og da jeg fik behov for at gøre mere ved det, havde jeg beholdt evnen til at gå ind i mit kreative rum. Og jeg arbejdede til stadighed på at bevare den evne, og se bort fra de krav, man som kunstner kan blive forført af: Maler jeg i overensstemmelse med tidens trend? Kan jeg sælge mine malerier? Hvad siger kunderne? Hvilken stilart kan de bedst lide? osv osv – alt sammen noget, der kan forstyrre, når man prøver at gøre sine kreative udfoldelser til en levevej.

Men når det er lykkes mig at styre udenom alle disse faldgrupper, så er den kreative boble et fantastisk sted at være. Den er healende, kan fjerne enhver form for stress, kan hjælpe mig med at finde ind til min inderste ægte kerne og meget mere.

Se hvordan du kan finde ind i dit kreative rum

For ikke bare selv at nyde godt af den tilstand, så har jeg også spekuleret en del på, hvordan jeg kan hjælpe andre med at  finde ind i den.

Hvad jeg har fået ud af det, kan du læse mere om i dette indlæg: Kreativitet – en vigtig evne i vores liv

Den afstressende virkning skriver jeg om her: Stress af med kunst og kreativitet

Billeder

 

Call Now Button