You cannot copy content of this page - Du kan ikke kopiere fra denne side.
2091 1866 hbh@hbh-art.dk

Menneske og klodens økobalance

Mennesket er “the top of the world” – i hvert fald efter vores egen opfattelse. En eller anden ligegyldig spidssnudet frø kan da ikke komme på tværs, når vi vil have et byggeprojekt i gang på et stykke jord, som bare ligger hen til ingen nytte. Osv osv kunne vi blive ved. Ikke lige “America first”, men “Human first”.

Når jordkloden er bygget op med en hårfin øko-balance, hvor hvert levende væsen har sin vigtige rolle i dette system, ser jeg nogle gange mennesket som en elefant i en porcelæns-udstilling. Vi kommer tromlende med en overbevisning om, at alt er til for os, og alt skal rette ind efter vores ønsker og behov. Vi kan tillade os at formere os, ekspandere, forbruge, svine, efterlade affald i ubegrænsede mængder og udrydde det, som ikke passer os.

Og først indenfor de sidste antal årtier, er nogen begyndt at overveje, om vi nu også kan tillade os det, vi gør. Måske mest fordi vi er ved at ødelægge vores eget livsgrundlag på denne klode.

En mulighed for videre overlevelse er, som der allerede er gang i, at arbejde på at kolonisere Mars og fortsætte vores hærgen i det ydre rum. En anden mulighed kunne være, at vi ikke ødelagde denne planet.

 

Grådighed

At skulle dele denne klode med menneskearten må ikke bare være en udfordring, men et regulært problem – eller noget af et mareridt. For os kommer berigelse til enhver tid i første række, og vi tromler enhver respekt for natur – dyr og planter til side. Se resultaterne af guldgravning, olieboring, udvinding af råstoffer, kul, palmeolie, ædeltræ, jagten på elfenben, næsehornspotens-pulver og hvad der ellers kan tjenes penge på.

Alle disse fantastiske materialer naturen byder på, har vi aldrig været i stand til at bruge med måde i overensstemmelsen med øko-balancen. Et eller andet grådigheds-gen har totalt overmandet os, hver gang vi fandt noget nyt, så vi nærmest først kunne ånde lettet op, når det hele var udryddet – uanset om vi havde brug for det eller ej.

 

Dyre-elskere

I vores sprogbrug har vi udtryk som: De lever som dyr – De opfører sig som dyr – at være dyrisk – allesammen nedsættende udtryk. Det betegner vist meget godt, hvordan dyrene rangerer i hierarkiet. Og det retfærdiggør måske vores forbrug af dem: kød, pels, forsøg, luksus, husdyr til arbejde og fornøjelse mm.

Mange af os vil skrive under på, at vi er dyreelskere. Men der er mange måder at elske på – lige fra skødehunden med diamanthalsbånd, hovedretten som helstegt med et æble i munden, vores kæledyr, som vi overdænger med endeløse kælenavne og kys og kram, hesten som skal lægge krop til vores rideambitioner, og så til respekten for dyret, som det er – dets virkelige natur.

 

Kødspiser

Jeg synes, det er en vanvittig svær balance, hvor jeg nogle gange synes, der står hykler i panden på mig med store bogstaver. Nårrh hvor er den sød den lille kalv, hvorefter jeg spiser en bøf til middag.

Samme dilemma har jeg, når min søde lille kat kommer slæbende ind med fugle og mus, som den sætter til livs med stort velbehag, og mit hjerte bløder for det lille dyr, der udgør måltidet. Og hvorfor accepterer jeg det, når jeg kunne holde katten inde? Fordi her skal jeg ikke blande mig.

Jeg har et par katte boende. De er frie til at gå ud og ind, som de ønsker. De er domesticerede og er ikke i nærheden af at være vilde dyr, men jeg kan gøre mit til, at det ikke bliver mere forskruet, end højst nødvendigt. Det medfører bl.a. at jeg ikke blander mig i deres jagt-udfoldelser, men respekterer den del af deres natur.

Jeg ville også bedre kunne acceptere mit eget kødforbrug, hvis jeg vidste, at de dyr, jeg spiser, havde haft et ordentligt liv og en rimelig afslutning. Heldigvis er der masser af mennesker, der tænker i de baner, men der er vist lang vej endnu, så længe penge har så stor betydning for os.

 

Hvad har jeg og andre mennesker med naturen at gøre?

Vi skulle vel egentlig lade den være i fred, vise respekt og indtage den plads, der gør mindst skade. Vi skulle skrotte vores grådighed og forbruge det, vi virkelig har brug for og vise taknemmelighed for de ressourcer naturen giver os.

De vilde dyr er en del af naturen. Det er ikke et slaraffenland, hvor de allesammen er nuttede og lever lykkeligt til de dør af alderdom. De dræber eller bliver dræbt. De sulter, bliver syge og de svage bliver sorteret fra. Det er en del af dyrelivets gang.

Der hvor det bliver ubærligt er, når dyrenes lidelser skyldes menneskelig indblanding på den ene eller den anden måde.

 

Hvad er der at gøre?

Da hver af os kun er en lille bitte del af jordens befolkning, virker det umuligt at gøre noget. Men den eneste, vi kan have styr på, er os selv, så det må starte der.

Jeg håber gennem mine malerier, at jeg kan få dyrene til at tale til jeres hjerter. De dyr, jeg maler skal ikke være nuttede og kun tale til nåårrh følelserne. De skal være inderlige, direkte og dybe, mens de kigger på dig. De skal få dig til at tænke og føle samt indgyde dig en dyb respekt for naturen.

Derfor maler jeg dyr.

 

maleri med dyr - elefant og aber

 

 

 

 

Call Now Button