2091 1866 hbh@hbh-art.dk

Copyright og magi

Ind imellem bliver jeg spurgt, om jeg vil kopiere et maleri, som en kunde har set på nettet. – Et maleri som en anden kunstner har malet.

Der er to grunde til, at jeg ikke vil.

  • Den ene er, at det er forbudt at kopiere andres værker og sælge eller udstille dem.
  • Den anden er, at maleriets magi forsvinder i en decideret kopiering. Og derfor vil jeg heller ikke kopiere mine egne værker.

Jeg har før skrevet om dette emne, men jeg har tænkt mere over det og fortsætter lidt endnu.

Jeg er ind imellem selv blevet kopieret af andre, og kopien indeholder ikke noget af det, som jeg ville udtrykke i det oprindelige billede.

Det er i øvrigt ikke rart at blive kopieret. Det føles som om nogen har taget en bid af min sjæl.
Det var værst med kvinden med sjalet, for der er det helt det samme motiv. De andre, der er det kun noget af motivet.

 

kopiere malerier       

kopiere spirituelle malerier

maleri af hest og kvinde

100 X 120 cm – SOLGT

 

Flydende kreativitet, som skaber noget autentisk

Jeg vil prøve at forklare forskellen i mellem fornemmelsen at kopiere og male autentisk.

Forestil dig, at du sidder og laver en masse tilfældige kruseduller på et stykke papir. Hvis du prøver at gå helt ind i processen,  så kan du lave nogle ret fantastiske former uden at du egentlig er bevidst om, hvad du laver.
Den tilstand, du kan komme i er ordløs og uden bevidste tanker. Det er en form for flydende kreativitet.

Når du er færdig, kan du begynde at kigge på resultatet med en anden opmærksomhed, end du havde, da du tegnede det.

Forestil dig så, at der kommer en og beder dig om at lave det samme igen. Hvordan vil det være? Det bliver en helt anden proces, hvor du ikke kommer i nærheden af den flydende bevidst-fri kreativitet, du følte før. Nu skal du forholde dig aktivt og bevidst til stregerne og formerne. Det kan godt være, kopien bliver ligeså fin som det første resultat. Men alligevel bliver det noget helt andet, fordi energien i skabelses-forløbet er så forskellige.

 

Maleprocessen – en hårfin balance

Selve det at male et billede er en konstant skiften rundt mellem hjernens måde at sanse på.

Der er den helt bevidst-fri måde som med de tilfældige blyantsstreger, hvor det er tilfældet, der råder.
Det er normalt den måde, jeg starter med de første farvelag.

Og selvom der ikke er noget bevidst i den proces, så alligevel. – Her kommer hele min viden om farver, deres virkning, deres forhold til hinanden, deres pigment-struktur osv…. ind i billedet.
Hele den viden er så grundliggende for mig, at den ligger på rygraden og kan indgå i denne ubevidste proces, mens jeg bruger øjnene.

Gevinsten ved at arbejde på denne måde er, at jeg får så meget forærende af materialerne. Der opstår nogle strukturer, som jeg aldrig ville kunne konstruere bevidst som i billedet herunder:

Stukturer i malerietOg så kommer bevidstheden ind over, når jeg skal vurdere, hvilke foræringer,  der er værd at bygge videre på.
Og sådan foregår der hele tiden de skift fra bevidst til ubevidst, hvor al min lagrede tekniske viden både huserer i det ubevidste og så sandelig også i det bevidste.

Det er det, der giver plads til magien i et maleri. Den magi, der gør det til noget specielt og nogle gange kan få mig til at træde et skridt tilbage og tænke: Er det virkelig mig, der har malet dette billede?

Det er hele tiden den hårfine balance, der skal være der, for at det fungerer. Og der skal så lidt til at forskubbe den.

For mange år siden var jeg i gang med et maleri, og min mor kom og kiggede på det. Så pegede hun på et område og sagde, at det var fantastisk godt lige der.
Det var jo pænt af hende at komme med noget anerkendelse, og jeg passede godt på ikke at ødelægge det område.

Det slog maleriet mere eller mindre i stykker, for lige det område frøs fast og spærrede for udviklingen i hele maleriet. Det er nok lidt kryptisk, men det korte af det lange er, at jeg som maler skal være åben overfor hele maleriet – for den udvikling der sker i maleriet som en helhed – for at processen skal lykkes. Det nytter ikke noget at lukke et helt område ned. Så bliver det dødt.
Lidt ligesom hvis du prøver at bevare det samme udtryk i ansigtet, fordi en eller anden har sagt, at du så vældig godt ud lige der. Så ville dit ansigt fryse fast, og al mimik og udtryk ville forsvinde.

 

Og så kommer vi til det at kopiere

Du kan næsten gætte det. Processen kommer til at mangle magien. Det som bare flød af sig selv, bliver nu en bevidst gennemtænkt og teknisk handling på linje med at følge en madopskrift slavisk.
Man taler jo også om madkunst, men jeg tror ikke, den opstår ved at følge en opskrift uden at sætte sit personlige præg på den.

Jeg  kan sagtens kopiere et maleri eller en tegning. Det gjorde jeg allerede som ganske ung, hvor jeg brugte timer på at kopiere fra kunstbøger. Det gjorde mig ikke til Leonardo eller van Gogh, men det var en fantastisk øvelse til at lære teknikken til at skabe mine egne værker.

Så for mig er kopiering vældig effektivt som øvelse i en uddannelses-situation. Det dur bare ikke til at skabe kunst.

 

Nyfortolkning af et motiv

Så er jeg ofte ude for, at en kunde falder for et maleri, der allerede er solgt, eller har den forkerte størrelse.
Det, jeg gør i de tilfælde, er at bygge maleriet op som et helt nyt maleri. Først til sidst lægger jeg motivet på, som jeg normalt gør, når jeg gennemarbejder det samme motiv i flere malerier.

Det bliver ikke det samme maleri, men en anden fortolkning. Som denne lille fyr, som jeg ikke kunne blive træt ad.

maleri af løveunge malerier med dyremotiver   Malerier af vilde dyreunger

Mange af mine malerier ligner hinanden, fordi jeg udforsker et motiv til bunds. Det gør jeg ud fra en indre nødvendighed, og ikke ud fra en ide om, at netop dette motiv sælger godt.

Jeg prøvede engang at male nogle bestemte hesteakvareller, som jeg næsten havde udsolgt. Dem ville jeg male for at have nogle flere at sælge af. Der fandt jeg hurtigt ud af, at det kunne jeg ikke. De kom ikke indefra, og jeg kunne slet ikke få dem levende.

For mig må kunsten komme ud fra en indre nødvendighed, flyde frit og være i dialog med mine sanser. Ellers bliver det bare et håndværk.

 

 

Call Now Button