2091 1866 hbh@hbh-art.dk

Kommunikation mellem kunstner og kunde via maleriet

 

De sidste dage har jeg fået nogle fantastiske tilbagemeldinger på mine malerier – både fra tidligere og nye kunder. Jeg kan se, hvor meget jeg giver videre, når jeg sender malerier ud i verden. Og det gør mig virkelig glad.

Det har også fået mig til at tænke på, hvad der sker i kommunikationen mellem kunstner og kunde. Jeg står og maler et maleri uden at vide, hvor det senere kommer hen. Jeg maler det ud fra en inspiration – en energi, som kommer til mig et eller andet sted fra.

Det er meget sjældent, jeg på forhånd har en ide om, hvordan maleriet skal ende med at blive. Det dukker sådan frem efterhånden.

Starten på en række malerier kan se sådan ud:

 

arbejdsrod i maler atetelier

Malerier i forskellige faser af processen

 

Magien i maleprocessen

 

Der er ikke meget af det på de ufærdige billeder, jeg endnu har forholdt mig rigtig bevidst til. Det er opstået ved at jeg følger nogle impulser og fornemmelser – samtidig med at min fornemmelse for farverne selvfølgelig er med hele vejen igennem.

Når jeg så kommer til selve motivet, sker der noget andet. Jeg kigger længe på baggrunden, når jeg synes den er færdig, og vælger det motiv, jeg synes passer til den baggrund. Når jeg så starter med at tegne motivet op, kommer det til live allerede ved de første streger.

Det er en meget speciel oplevelse. Danserne begynder at bevæge sig, og nærmest arbejder sig ud fra baggrunden.

 

dansemalerier

 

Er det dyr, jeg maler, så kigger de på mig så snart, jeg har skitseret øjnene. Der er altså et eller andet magisk i den maleproces. Nogle gange føles det lidt som om, det ikke kun er mig, der maler, men at jeg har nogle hjælpere. Det er også derfor, jeg ikke synes, jeg kan tage al æren for resultaterne, og alle de dejlige tilbagemeldinger, jeg får. Men det gør mig ikke mindre glad for dem.

 

Magien når maleriet møder kunden

 

Men magien begrænser sig ikke til skabelsen af billedet. Den opstår også, når det taler til en, som kigger på det. Det er der, jeg hører de mest fantastiske historier, hvor et maleri nærmest har valgt en kunde.

Og der er jeg så glad for, at det er mig, der sælger malerierne direkte, og at det ikke sker gennem en tredje person. Kunden ved, hvem der er bag maleriet, og jeg hører ofte nogle skønne historier tilbage. På den måde er en kunde for mig ikke bare en, der har købt noget. Det bliver en person, som jeg har udvekslet noget magi med.

 

malerier vilde dyr

Disse øjne kiggede direkte på mig allerede ved den første skitse. Hvis du kigger ind i dem, siger de så noget til dig?

 

Alle malerier

.

Call Now Button