2091 1866 hbh@hbh-art.dk

Det er der nok mange bud på, men for mit eget vedkommende har det været en lang vej.

Da jeg var barn, lagde mine forældre vægt på, at jeg og min bror fik en kulturel opdragelse, og mange søndage blev tilbragt på diverse kunstmuseer.

Det kunne godt blive lidt voldsomt for en lille pige, og på et tidspunkt havde jeg det sådan med museer, at det var noget, man gik på om søndagen, når man alligevel kedede sig.

Michelangelo

Alligevel blev det et museumsbesøg i Firenze, som kom til at prente sig i mit sind og være en væsentlig faktor i min kunstneriske skaben.

Det var mødet med Michelangelo på Galleria dell’Accademia i Firenze.
Jeg var 10 år, og inden rejsen havde mine forældre fortalt grundigt om de ting, vi skulle se på turen, så det forekom ret spændende – selv for en 10 års pige.

Vi kom ind i salen, hvor David stod for enden og så totalt pragtfuld ud, og marmoren levede på en helt uforklarlig måde.

Alligevel blev det ikke ham, der blev min store kærlighed. Derimod var det de ufuldendte slaver, der flankerede ham som en allé på begge sider.
De kæmpede for at komme ud af deres stenblokke, og det liv og den kraft, de udtrykte, har haft en utrolig indflydelse på mit kunstneriske udtryk.

Hvis du klikker her Galleria dell’Accademia kan du se billeder fra museet.

At være kunstner

Jeg slugte senere en masse litteratur om Michelangelo, og for en person som ham var der ingen tvivl, om hvorvidt han skulle være kunstner eller ej. Han var det bare – og måtte skabe. Og sådan har det været for alle de kunstnere, jeg i den grad beundrer. De gik ikke på kompromis, og levede ofte må de mest fortvivlende måder, hvis de ikke blev anerkendt af samtiden.

Et klart eksempel er Van Gogh som kun fik solgt et enkelt maleri i sin levetid – til sin egen bror. Han levede i total fattigdom, men havde ikke noget valg. Han var kunstner og måtte leve efter det, selvom det var en yderst dårlig rentabel stilling i hans tilfælde – indtil han var død.

Kunsten

At gå så helhjertet ind for det, som man må gøre er et fantastisk mod, og siger ikke så lidt om kunstens styrke. At den kan få nogen til at dedikere hele sit liv til noget, som i mange tilfælde overhovedet ikke bliver anerkendt af omverdenen. Så taler vi ikke bare om dekoration eller brødkunst, men om noget, der ligger dybt i sjælen.

Hvordan bliver man kunstner?

Og så tilbage til mit udgangspunkt for denne artikel. Er det overhovedet noget, man bliver, eller er det noget, man er?

Ethvert menneske har noget at udtrykke, men hvert menneske har også sin egen måde at gøre det på.

Jeg har altid kredset om det kreative. Kunne som barn sidde i timevis og kopiere billeder fra kunstbøger. Mærkede frustrationen over børne-farveladernes og papirets dårlige kvalitet, der gjorde, at farverne var fesne og papiret bulede. Holdt mig derfor til tegning med blyant i mange år og udfoldede min farveglæde gennem forskellige håndarbejder.

Endelig – via en række kunsthøjskoleophold, min mor forærede mig, da jeg var blevet voksen – fik jeg farver og tegning til at forene sig både på noget godt papir og på lærred. Og så tog det fart.

Jeg vidste nu, at jeg er kunstner helt ind i sjælen. Det er min måde at udtrykke mig på, og en måde, hvor jeg mærker en direkte forbindelse til noget større udenfor mig selv.

Jeg har så totalt manglet det dedikerede mod, der gjorde, at jeg betingelsesløst fulgte min kunst. Jeg har gjort adskillige svinkeærinder undervejs, indtil jeg landede på hylden, hvor jeg ved, at jeg hører til.
Havde jeg gået den lige vej, var jeg sikkert blevet en bedre kunstner, men var nok blevet lidt mindre klog på livet.

Tegne- og maleteknik

Men det, jeg har gjort er, at jeg ikke stoppede med at tegne. Derfor vågnede jeg ikke op som 40 årig og kun kunne tegne børnetegninger, fordi jeg havde stoppet udviklingen. Jeg havde et fundament, som jeg kunne bygge videre på. Derfra udviklede jeg både tegne og maleteknik, og jeg er i stand til at udtrykke det, jeg vil, uden at gå på kompromis pga manglende teknik.

Derfor er jeg også i stand til nu at male hvad som helst, jeg vil. Og er der noget, jeg ikke kan – så kan jeg lære det.

Afvejning mellem ego og sjæl

Så er kunsten at holde fast i min egen kerne. Der er så mange ting, der kan komme ind og forstyrre balancen.

En ting er tidens trend. I flere år var det noget, jeg var totalt ude af trit med.
En galleriejer sagde til mig om et af mine malerier: “Hvor er det dog flot!! – Men jeg vil aldrig kunne sælge det til nogen af mine kunder.”

Her var kunsten at holde fast og ikke begynde at vakle rundt efter det, som jeg troede folk ville købe.
Det lykkedes heldigvis. Jeg fandt efterhånden frem til mit eget udtryk, og tidens trend kom også lidt nærmere til det.

I hvert fald begyndte jeg at sælge pænt. Og så stod faren for at falde i den grøft, hvor jeg skelede til, hvad det var for en stil, der gik mest af. Med andre ord: skulle jeg følge pengestrømmen og populariteten, eller mit eget indre?

Og her er det gået op for mig, at kunsten kræver en afvejning mellem ego og sjæl med en kraftig hældning mod sjælen.

Kommer egoet først ind og kører med klatten i form af en umættelig slubren af folks beundring, og hvor den egentlige inspiration udspringer af ønsket om at tjene penge, så dør udtrykket.Jeg har nærmet mig den tilstand nogle gange, og blev ude af stand til at skabe.

 

Inspiration – guddommelig eller hvad?

Når den kunstneriske proces føles rigtig, så har jeg noget, der skal kommunikeres. Jeg føler mig guidet i processen, og når maleriet er færdigt, er jeg klar over, at jeg ikke har været alene om det.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men har man ikke altid talt om den guddommelige inspiration?. Og det må være en tilstand i den stil, jeg befinder mig i, når jeg går ind i mit indre malerum.

Når jeg så sælger, bliver jeg oprigtig glad, fordi jeg ved, at jeg ikke er gået på kompromis med det egentlige formål med at skabe.

Sjældne gange er døren til malerummet lukket, og så er der heldigvis masser af andre ting at tage sig til. Sætte rammer sammen, rense pensler, rive maling, it-arbejde og meget mere. Hvis jeg forsøger at fremtvinge maleprocessen, så dur det ikke.

Kunsten gør mig ydmyg og taknemmelig. Den skal behandles med respekt, og har man et talent, har man pligt til at bruge det via sjælen. – Så kan egoet få lov til at hygge sig lidt med resultaterne.

Helle Borg Hansen

Se alle malerier her

 

kunstner - Maleri med kvinde og heste

Kunst – hvad skal den bruges til

CV for kunstner Helle Borg Hansen

Kontakt kunstner

 

 

 

Call Now Button