Malerier med farver

Indholdsfortegnelse

Er du til sort/hvide billeder eller vil du have malerier med farver?

En af de væsentligste grunde til, at jeg maler, er min kærlighed til farver – malerier med farver – masser af farver.

Farver har en stor betydning for os, og der er endda noget, der hedder Farvepsykologi. I dette link er der en interessant artikel om, hvordan farverne kan påvirke os. Desuden kan du finde en masse på nettet om farveterapi mm

Så at farver har en stor betydning, er der vist ingen tvivl om. Men jeg vil holde mig til at skrive om malerier med farver, for det ved jeg noget om.

Da jeg fik styr på farverne

Da jeg var på mit første malekursus, havde jeg ingen anelse om farvernes indbyrdes forhold, eller farvelære i det hele taget. Min glæde over at skabe malerier med masser af farver kom til udtryk, ved at jeg stort set brugte alle farver, og øjet blev kastet rundt i et maleri med farver, der ikke var i balance eller havde rolige fikspunkter.

Undervisningen gjorde, at jeg fik styr på balancen mellem komplementærfarverne, simultan-kontrast og andre fagord. Kort sagt, jeg fik en teknisk viden om farverne, som jeg kunne have i baghovedet, når jeg ellers boltrede mig i min farveglæde. Det har gjort, at der er balance i min måde at bruge farver på, selvom du næsten kan finde alle farver i mine malerier.

Kigger du godt efter i disse to malerier med farver, så er der masser af nuancer, selv om nogle af dem er meget afdæmpede. Alle nuancerne kommer, fordi jeg ikke bruger en palet, men blander farverne direkte på lærredet. Derved får jeg alle mellemnuancerne med på maleriet, når jeg blander mig frem til den ønskede farve.

Jeg maler også med mange gennemsigtige lag af farver. På den måde kan du kigge ned til de første lag farver, samtidig med at jeg har bygget flere lag på. Med denne teknik kan jeg boltre mig i malerier med farver, uden at de bliver kulørte, men forbliver koloristiske.

Og her har jeg brugt en del fagudtryk, som du kan finde forklaring på i ordlisten

Maleri med farver
Maleri med farver

Brug af farver i vores hverdag

Nogle gange undrer jeg mig over vores brug af farver – eller mangel på samme i vores hverdag: boligindretning, tøj mm. Her i Danmark lever vi i flere måneder af året i en meget grå verden, og man kunne forestille sig, at det ville være forfriskende at sætte farver på de ting, vi har omkring os eller på det tøj, vi tager på.

Men sådan er det sjældent. Når jeg kigger mig omkring, er de fleste klædt i sort, gråt afdæmpet blå osv. Det er jeg også selv, da det er meget svært at finde tøj i de farver, jeg virkelig godt kunne tænke mig at gå i.

Vores hjem er for det meste med hvide vægge og afdæmpede tekstiler.

Malerier med farver som et lyspunkt

Så er jeg meget glad for, at jeg i den grad arbejder med farver i mine malerier.

Jeg har en service, hvor jeg tager ud til kunders hjem med et udvalg af malerier, så de kan se, om de passer ind hos dem. Her betyder farverne utroligt meget – at de kan harmonere med de øvrige ting.

Engang kom jeg med et maleri af et par røde dansere. Der var ikke andre farver i hjemmet end hvidt gråt og sort. Det var så fantastisk at hænge dette maleri med røde farver op midt i denne mangel på farver. Der kom det virkelig til sin ret. Et maleri med farver omgivet af hvidt, gråt og sort.

Der er også nogle hjem, der er mere farverige, hvor tekstiler mm er afstemt i farver. Der er det selvfølgelig vigtigt, at farverne i maleriet kan fungere der.

Engang fik jeg en bestilling på et maleri med forudbestilte farver: Mint, varm gul og blå, for det var de farver, de holdt deres hjem i. Det blev til dette maleri, hvor jeg alligevel fik lusket lidt ekstra farver ind for at skabe noget spænding og dynamik. Men det var de ønskede farver, der var de dominerende.

Bestillingsmalerier - landskabsmaleri i farverne gul, blå og mintgrøn Maleri med farver

Wow – sikke nogle farver

En dejlig bemærkning jeg meget ofte får fra folk, der ser mine malerier med farver, er: Wow – sikke nogle farver

Det er så ikke kun min farvesans, jeg kan takke for det. Det er også mine materialer.

Da jeg var barn, fik jeg ofte farver som farvelade, farvekridt, fedtfarver mm. Jeg elskede at tegne, og ville også gerne lave malerier med farver.

Jeg kan stadig mærke den skuffelse og frustration, det var at male på noget papir, der bulede af vandet, og nogle farver, der tørrede blege og matte op pga et meget sparsomt pigmentindhold i farveladen. Det resulterede faktisk, at jeg i mange år kun holdt mig til at tegne med blyant.

Farveglæden fik jeg til gengæld afløb for igennem andre farverige kreative processer med at strikke, væve, sy og filte.

Men den begrænsning, der var i materialet, i brugen af farverne, fik mig alligevel til at søge over mod maleriet. Der kunne jeg bruge farverne mere frit, som jeg ville, og det føltes som at komme ind på en kæmpe legeplads.

Men så skete der det, at jeg i min iver fik blandet alle mulige farver, og det hele blev grå-brunt. Det krævede altså ikke bare nogle ordentlige kunstnerfarver, men også noget teknik og viden at begå sig på den legeplads. Så fik jeg lært noget om komplementærfarver, som man lige skal undlade at blande med hinanden.

Fra akryl-maleri til rene farvepigmenter i jagten på de gode kunstnerfarver

Dog syntes jeg stadig, at de farver, jeg brugte, var lidt skuffende. De så fantastiske ud i våd tilstand, men matheden gjorde sit indtog, når de tørrede. Det medførte at jeg en lang tid brugte stofrester i billederne for at skabe noget power og kontrast i dem.

På et tidspunkt gik jeg så væk fra akrylfarverne for at se, om der kom mere glød i malerierne med oliefarver. Det blev dog først helt godt, da jeg begyndte at eksperimentere med rene farvepigmenter. Da er det efterhånden lykkedes mig at få en dyb glød i farverne, som også er der, når de er tørre, og som ikke falmer i lyset.

Så efterhånden er jeg kommet frem til at kunne skabe nogle malerier med farver, som holder.

Det er derfor, jeg selv fremstiller mine kunstnerfarver af rene kvalitetspigmenter og linolie. På den måde kan jeg male nogle malerier med farver, der ikke tørrer mat op, og som ikke mister gløden med tiden.

Det med disse farver er et helt kapitel for sig,

At skabe malerier med farver er altså også et spørgsmål om materialer

Farvepigmenter der blandes med linolie til farver i høj kvalitet. Her er det grundfarverne der bearbejdes med en glasløber. Et godt grundlag for farverige malerier
Rent farvepigment til maling
Farvepigmenter i atelieret. De bruges til at lave kunstnerfarver. Farver  i høj kvalitet
Mere farvepigment til kvalitets kunstnerfarver

Sådan laver jeg mine farver af rene farvepigmenter

Der er mange, der gerne vil vide mere om, hvordan jeg gør det med at male med rene farve-pigmenter, hvorfor jeg gør det, og hvad det betyder for mine malerier.

Det startede med, at jeg malede sammen med en kollega Susanne Kirså i hendes atelier. Vi brugte frygtelig meget maling, som kostede kassen for en lille tube.
Det måtte kunne gøres bedre og billigere. – Og det kunne det.

Vi fandt frem til en fabrik i Tyskland, som har alt, hvad hjertet kan begære indenfor farve pigmenter, og vi startede med at eksperimentere – både med at lave oliefarver og akvarelfarver.

En spareøvelse med farvepigmenter, der gav meget bedre kvalitet til farverige malerier

Fra at det skulle være en økonomisk fordel, viste det sig også hurtigt, at det var en langt bedre løsning.

Når jeg maler med mine egne farver, beholder de gløden og styrken – ikke alene når de er tørre, men de er også meget mere holdbare på lang sigt.

Jeg fandt også ud af, at når jeg selv laver mine akvarelfarver, kommer pigmenternes forskellige struktur til udtryk i maleprocessen, og jeg kan lave nogle virkelig farvemættede akvareller.

Derfor er de rene farve pigmenter kommet ind i mit atelier for at blive.

Her er en lille billedserie om, hvordan processen er, når jeg fremstiller mine farver – eller river dem, som det egentlig hedder på fagsprog.

Se mere om olie-malerier her

Hvad er forskellen på de forskellige kunstnerfarver? – Farvepigment

Jo mere farvepigment des bedre kvalitet

Efterhånden har jeg fundet ud af meget mere om kvalitetsforskelle på kunstnerfarver.

Hvis du køber færdige tubefarver, så kan du få dem i flere kvaliteter bl.a studiekvalitet og kunstnerkvalitet. Det, der er forskellen, er mængden af farvepigmentet og kvaliteten af det. Jo billigere en farve – des mindre pigment.

Mine farver må siges at ligge i den absolut bedste klasse, da de simpelthen udelukkende består af pigment og det, der binder dem sammen. Og de farve-pigmenter, jeg vælger, er nøje udvalgt, så de er rene, holdbare og farvestærke.

Der er meget forskel på kvaliteten af selve pigmentet. Nogle af farverne sort, hvid og jordfarver er billige i sig selv, men når det drejer sig om primærfarverne – rød, blå og gul, er der en utrolig forskel, hvilket du kan se, hvis du tager en rundtur hos Kremer fabrikken, hvor jeg køber de fleste pigmenter. F.eks kan du få den røde farve som pulveriserede rubiner, hvis det skal være ekstra kostbart.

Så vidt vil jeg dog ikke gå, men har valgt de meget farvestærke cadmiumfarver inden for rød og gul.

Når du ser mine malerier i virkeligheden, kommer farverne til deres fulde ret.

Sikke nogle fantastiske farver

Det er den mest hyppige kommenter, jeg får for mine malerier. Og det viser kun, at mit projekt med at lave mine egne kunstnerfarver at kvalitets-farvepigmenter lønner sig. Og det bedste af det hele er, at jeg ikke længere bliver skuffet over resultatet, fordi materialerne ikke var gode nok.

Se også videoen om hvordan jeg fremstiller mine kunstnerfarver:

Det er den slags lækre farver, jeg maler alle mine malerier med. Det er på den måde, jeg får de intense farver, der holder år efter år.

Se resultaterne når jeg maler malerier med farver, der er høj kvalitet

Nu har jeg skrevet en masse om min måde at bruge farver på, og hvis du ikke allerede har set mine malerier, så gå ind på siden med alle mine malerier og se hvad det er blevet til.

Maleri af ørn - oliemaleri. Malerier med farver