Vil du gerne være unik?
Det er blevet mere og mere in at være unik. Vi vil alle sammen gerne skille os ud fra mængden og være noget specielt. Der er mange måder at gøre det på – et helt specielt navn – arkitekttegnet hus – overgå alle andre i en ekstrem sportsgren osv.
En måde at skille sig ud på, kan også være gennem unikke malerier i din boligindretning. Det er endda blevet mere og mere almindeligt at bestille sit helt eget maleri med et tema fra sit eget liv – nærmest et udviddet portræt, der omfatter langt flere ting end bare en person.

At sætte et specielt præg på sit hjem med unikke malerier, er der også mange, der efterhånden går efter. Fra 70´ernes mange reproduktioner ude i hjemmene, finder vi nu langt oftere rigtige malerier. Og den udvikling er ikke gået upåagtet hen som et middel til at tjene gode penge.
Kan man tjene penge på unikke malerier?
Mens det mere eller mindre har været en fastslået sandhed, at man ikke – med få undtagelser – kan leve af at være kunstner – så ser tilværelsen langt lysere ud for kunsthandlere. Mens kunstneren er optaget af at skabe kunst og sjældent har lyst eller evner til at beskæftige sig med det forretningsmæssige, så er netop det forretningsmæssige selve udgangspunktet for en kunsthandler.
Det har været almindeligt, at kunstnere har overladt al markedsføringen til et galleri mod at erlægge ca halvdelen af prisen i provision. Det var ofte den eneste mulighed for at få afsat sine værker.
Den digitale tidsalder
Med den digitale tidsalder ser tingene noget anderledes ud, og de enkelte kunstnere har i princippet mulighed for selv at markedsføre på nettet. Der er bare det ved det, at det også kræver meget arbejde og viden, som kunstneren kan have svært ved at kombinere med kunst-erhvervet. På den måde er der mange kunstnere, som kun har en halvdårlig hjemmeside uden ordentlig seo-opdatering.
Så er det til gengæld kronede dage for kunsthandlere, der har helt anderledes ressourcer til at føre sig frem på nettet. Derfor er det dem, der stryger ind på de forreste pladser i søgemaskinerne.
At sælge unikke malerier og “unikke” malerier
Flere af disse kunsthandlere sælger virkelig unikke malerier for selvstændige kunstnere, mens andre har fundet en billigere genvej. Den genvej går ud på at få nogle kunstmalere til at arbejde på samlebånd i en malerifabrik. Disse kunstmalere bliver sat til at male det samme motiv om og om igen. Du får så et håndmalet maleri malet af en rigtig kunstmaler. Og ja det er på sin vis originalt og unikt, da det ikke lader sig gøre at kopiere fuldstændig identisk. Du kan endda selv vælge størrelsen på maleriet.
Det du ikke får, er et maleri med sjæl. Et maleri der er malet ud fra kunstnerens hjerte. Et unikt maleri, som du ikke kan finde næsten magen til inde hos naboen. Det er ikke lige til at gennemskue, når man bliver præsenteret for en masse flotte malerier, du kan få i lige den størrelse, du ønsker. Det er heller ikke noget problem, at et maleri er solgt, for så maler man da bare et nyt. Det kan man så kalde et unikt maleri, fordi det ikke er helt identisk med alle de andre. Jeg vil kalde det “unikt”
Når du køber unikke malerier hos en kunstner
Der kan du ikke få helt den samme service som hos de store malerihandlere. Ofte har jeg kunder, der må skuffes, fordi det maleri, de havde forelsket sig i, er blevet solgt, inden de tog beslutningen. Jeg har også kunder, der falder for et maleri, men gerne ville have det på den anden led eller i en anden størrelse. Det kan jeg ikke honorere, da det ikke er dekorationer, jeg maler, men virkelig unikke malerier, der er malet fra hjertet.
Jeg kopierer aldrig mig selv eller andre, da der så ikke længere er tale om unikke malerier.
Vi er alle sammen unikke
Og med al den snak om at være unikke, så behøver vi i virkeligheden ikke at anstrenge os så meget i den retning. For hvert menneske er helt basalt unikt. Når vi så begynder at sammenligne os med andre, forsøger at være alle tilpas, forsøger at imponere osv i stedet for at følge vores eget hjerte, så er det, det kan gå helt skævt.
Når jeg maler mine unikke malerier, så kan jeg kun gøre det helhjertet, hvis jeg lukker af for alle ydre vurderinger og i stedet følger mit hjerte.
Der er mange tilnærmelsesvis unikke malerier, som påberåber sig at være unikke, fordi der er en lille afvigelse fra de andre, det er malet på samlebånd sammen med. Men et virkeligt unikt maleri er et maleri, der absolut kun findes ét af i hele verden og ikke er en del af en kommerciel samlebåndsproduktion.

Se alle malerier her
Læs flere artikler om at købe kunst: