Skulpturer i bronze og keramik
Mit arbejde med skulpturer – materialer, proces og formsprog
Mine materialer er bronze og stentøjsler – en undergruppe til keramik. Formsproget er råt og organisk både i skulpturer og bronzesmykker, som egentlig er små skulpturer.
Alle skulpturerne er unika
Skulpturer formet uden model
Mine skulpturer bliver ikke til ud fra en fysisk model.
Mine danseskulpturer bygger jeg op indefra med mine mange års kropsfornemmelse som professionel flamencodanser.
Jeg mærker balancen, musklernes spænding og bevægelsen, mens jeg modellerer. Samtidig har jeg en stærk fornemmelse for proportioner, så dansen i skulpturen bliver levende og troværdig.
I arbejdet med heste bygger mine skulpturer på en årelang livsstil med heste. Gennem ridning, håndtering og det daglige arbejde med hestekroppen har jeg fornemmelsen af dens former og bevægelser.
Det gør det let for mig at modellere uden hjælpemidler.
Det giver en troværdighed, som ikke kun handler om at se – men om at have mærket.
Mine skulpturer er ikke et sidespor fra maleriet – de er en forlængelse af det.
Hvor jeg i maleriet bruger penslen som redskab til at skabe et todimensionelt univers, får jeg i skulpturen hænderne helt ind i materialet mens jeg opbygger et tredimensionelt motiv.
På denne side kan du læse om mit arbejde med skulpturer i bronze og stentøj, materialerne, processen og forbindelsen til mine malerier.
Du kan:
- få indblik i mit formsprog og hvorfor jeg laver skulpturer
- læse om forskellen på bronze og stentøj
- forstå min arbejdsproces – fra idé til færdigt værk
- gå videre til skulpturerne opdelt efter materiale

Originale skulpturer – skabt i samme billedsprog som mine malerier
Mange af mine skulpturer udspringer af det samme formsprog, som du finder i mine malerier: Bevægelse, dans, kropssprog, energi og udtryk.
Flere af skulpturerne kan ses som tredimensionelle fortolkninger af mine malerier med motiver af flamencodansere, heste og fugle.
Men i modelleringen har der også sneget sig et andet udtryk ind: fantasi og humor. Fantasi i form af nogle engleagtige væsner med vinger og humoren præsenteres af nogle bamse-væsner, der både synger og danser.
Her i HBH-Art finder du originale skulpturer i bronze og stentøj, skabt som unika. Jeg modellerer dem i hånden i voks eller ler afhængig af,
om de skal støbes i bronze eller brændes som keramik.
Med begge typer skulpturer står jeg selv for hele processen.
Jeg arbejder primært i to materialer:
- Bronzeskulpturer, støbt som cire perdue.
- Stentøjsskulpturer, som jeg modellerer, glaserer og brænder.
Herfra kan du gå videre og se de færdige skulpturer opdelt efter materiale:
Vælg den type skulptur, du vil opleve nærmere:
Hvorfor begyndte jeg at lave skulpturer?
Som inkarneret maler holdt jeg længe stædigt fast ved, at jeg ikke skulle sprede mig til andre kunstarter.
Jeg har en veninde og kollega Susanne Kirså, som laver de skønneste og mest udtryksfulde bronze-skulpturer, som hun i stor udstrækning har støbt selv.
Hun var tit efter mig og ville have mig til at modellere, og jeg holdt heller ikke stand så længe.
Nej jeg fandt ud af, at jeg simpelthen elsker at modellere og tilmed har vanvittig nemt ved det. Det må være noget, jeg har gjort i et andet liv.
At have fingrene og hænderne direkte i materialet, var en meget givende og inspirerende oplevelse.
Herefter var jeg ikke kun kunstmaler, men også skulptør.
Se de malerier, hvor jeg nu også gør motiverne tredimensionelle
At modellere i voks – vejen til bronzeskulpturer
Det startede med ad jeg modellerede i støbevoks, som skal smeltes i en gryde. Derefter skal det køles ned, og når det opnår den helt rigtige konsistens, kan man begynde at forme i det, inden det størkner helt.
Jeg prøvede mig frem med, hvor blødt, jeg kunne arbejde i det for at få nogle meget organiske former som skulpturen herover.
Derefter prøvede jeg med en mere fast voks, som beholdt stort set samme konsistens alt efter lufttemperaturen.
I det materiale modellerede jeg min store bronzehest. Den skulle bearbejdes over længere tid, så derfor var smeltevoksen ikke en mulighed.
Se her, hvordan jeg støber nu: Bronzestøbning
Fra bronze til ler – hvorfor stentøj passede mig
I starten, hvor jeg lavede voksfigurer til støbning, var jeg med i meget af processen hos Susanne Kirså. Derefter fandt jeg ud af, at der var et metalstøberi i Dalby 3 km. fra mit hjem og atelier i Skuldelev. De støbte også for kunstnere.
Der kunne jeg også være med til meget af processen og have stor indflydelse på det færdige resultat. Det var utroligt spændende.
Desværre måtte de lukke ned, da meget af den industrielle støbning gik til østen, hvor priserne er lavere. Derfor overvejede jeg at lære støberifaget og gøre det hele selv. Meeen jeg er jo primært kunstmaler, og det ville tage alt for meget fra mine malerier.
Det blev derfor til et støberi, hvor jeg indleverede en voksfigur og fik de færdige bronzeskulpturer udleveret nogle dage efter.
Men det var altså lidt for automatisk, når jeg er sådan en, der helst vil have fingrene med i det hele.
Derfor kastede jeg mig over stentøjs-leret, som er fantastisk at modellere i . Jeg er kommmet med i et fælles værksted, hvor jeg selv kan glasere og brænde.
Så er jeg igen i hele skabelses-processen, og det passer mig godt.
Bronzeskulpturer og stentøjsskulpturer i dag
Senere har jeg igen fået mulighed for at gå helt ind i støbeprocessen, og jeg er vild med det.
Det foregår på Jens Galschiøts værksted i Odense.
Der tager jeg over ca en gang om året, når jeg har modelleret en ny portion voksfigurer, som er klar til støbning.
Så en gang om året har jeg nye bronzeskulpturer til salg.
Derfor har jeg nu skulpturer i to forskellige materialer, der hver for sig har sine egenskaber.

Bronze:
- Nærmest evigheds-holdbar
- Har en smuk glans som nordens “guld”
- Dejlig at røre ved
- Har en lækker tyngde
- Et dyrt materiale
Klik på billederne ovenover for at se skulpturer til salg.
Uanset om du vælger bronze eller stentøj, er hver skulptur skabt med samme intention: at gøre bevægelse, energi og udtryk håndgribeligt.
Ønsker du at se de færdige værker, kan du gå videre her:
Om forfatteren
Helle Borg Hansen er billedkunstner med over 18 års erfaring indenfor maleri og skulptur. Hun arbejder og sælger sine værker fra sit atelier i Skuldelev – 4050 Skibby. Læs mere om Helle Borg Hansen →