Originale og unikke malerier – farver, proces og det levende udtryk
Hvad er original kunst – og hvordan adskiller den sig fra kopier?
Original kunst er skabt som et selvstændigt værk.Det kun findes i ét eksemplar og er opstået som et kunstnerisk udtryk.
Kopier og samlebåndsværker kan være håndmalede, men vil altid mangle den autentiske drivkraft til at skabe et værk.
Forskellen mærkes specielt i energien, det levende udtryk og det ubestemmelige begreb, der gør kunst til kunst.
Denne tekst handler ikke om at vælge et maleri – men om hvorfor nogle malerier overhovedet er levende, mens andre forbliver rene dekorationer.
Håndmalede malerier – er det en kvalitet i sig selv?
Her vil jeg uddybe forklaringen om, hvad der definerer et originalt maleri. Det er der nemlig delte meninger om. Den kan være meget forskellig ud fra, hvem der laver definitionen.
Hvad er en malerifabrik?
Der er kommet en trend med at have rigtige malerier i hjemmet i stedet for kunsttryk. Samtidig er der kommet en hel maleri-industri i form af malerifabrikker.
De fungerer på den måde, at de ansætter nogle kunstnere, der leverer et originalt maleri, de siden kopierer i x antal eksemplarer ved at håndmale kopierne på samlebånd. De arbejder som regel under pseudonym, så fabrikationen ikke bliver blandet med deres øvrige kunstnerkarriere. Der er altså med lidt god vilje tale om håndmalede malerier malet af rigtige kunstnere.
Jeg ringede til et tilsvarende firma og spurgte om deres definition på unikke malerier. De fortalte, at bare der var et enkelt penselstrøg, der var anderledes, så kunne man betragte maleriet som unikt – også selvom dette penselstrøg blev malet på et print.Da de enkelte malerier i sagens natur ikke er 100% ens, kalder forhandleren dem unikke og originale.
Ud fra min definition er det kun det første, der kan gøre sig fortjent til den betegnelse. Det uddyber jeg også i artiklen om unikke malerier.
Disse malerifabrikker blev grundlagt, for at skabe billig kunst i form af “ægte håndmalede malerier”. I stedet for at give 10 – 15 tusind kr. for et maleri, kunne man klare sig med mellem 2000 og 2500 kr. for et pænt stort maleri.
Det satte liv i mine tilbagevendende overvejelser ang. kunst og hvad kunst er.
Hvad får du på væggen, når du køber sådan et maleri? du får et motiv, som fra starten var originalt. Du får et håndmalet maleri malet i akryl eller olie på lærred af en rigtig kunstner. Det bliver solgt som et unikt håndmalet maleri, da ikke 2 malerier er blevet 100% ens i kopieringen, og prisen er ca. 2500kr. i stedet for 10.000kr.
Den slags kan måske med meget god vilje kaldes unikke originale malerier, og bliver også solgt som sådan. Men min påstand er, at der er noget væsentligt, du ikke får – noget som reelt originale malerier har.
Virkelig originalt maleri kontra samlebåndsmaling
Det, du ikke får, er et virkelig unikt originalt maleri, som kunstneren står ved med sin reelle signatur. Du kan ikke være sikker på, at du ikke finder et næsten identisk håndmalet maleri inde hos naboen.
Og så er der det udefinerlige i et maleri, som kan være energi, sjæl, udstråling – det som opstår gennem kunstnerens dialog ved skabelsen af netop dette maleri. Det må nødvendigvis mangle.
Maleriet kan man næsten sige, er ikke det eneste ene for kunstneren – selvom det er et håndmalet maleri.
Når et maleri er levende
Der findes ingen facitliste til at vælge et ægte kunstværk.
Men når et maleri er skabt i en fri og levende proces, kan du mærke det.
Det er ikke noget, der skal forklares – men noget, der opleves.
Og det er netop dén forskel, der gør, at nogle malerier bliver ved med at tale til dig, mens andre forbliver stumme.
→ Se alle originale malerier og mærk forskellen
Hvad har du på dine vægge?
Tænker du nogen sinde over de vægge, der dagligt omgiver dig? Er de hvide? farvede? mønstrede? tomme? dækket med bogreoler eller andre store møbler? Hænger der nogle tilfældige ting, som du ikke lægger mærke til mere? Eller hænger der nogle ting, som virkelig betyder noget for dig?
Væggene i dit hjem udgør mange kvadratmeter og betyder meget for, hvordan det ser ud og føles. Derfor fortjener det, du hænger på dem, noget opmærksomhed.
De tomme vægge er pladsen til noget helt specielt og unikt. Det er der, du sætter det sidste præg på dit hjem – der hvor du evt kan gøre det helt unikt – eventuelt med nogle originale malerier, som ikke bare er håndmalede “unikke” malerier.
Det er blevet populært med håndmalede malerier på lærred. Derfor er det rentabelt for sådanne firmaer at lade kunstnere kopiere og male rigtige håndmalede malerier på samlebånd.
Hvad betyder “unik”, når vi taler om malerier?
Vil du gerne være unik?
Det er blevet mere og mere in at være unik. Vi vil alle sammen gerne skille os ud fra mængden og være noget specielt. Der er mange måder at gøre det på – et helt specielt navn – arkitekttegnet hus – overgå alle andre i en ekstrem sportsgren osv.
En måde at skille sig ud på, kan også være gennem unikke malerier i din boligindretning. Det er endda blevet mere og mere almindeligt at bestille sit helt eget maleri med et tema fra sit eget liv – nærmest et udvidet portræt, der omfatter langt flere ting end bare en person.
Jeg har efterhånden malet mange af den slags bestillinger, og Kristeligt Dagblad har skrevet lidt om det i denne artikel:
Klik på billedet og du kan læse hele artiklen
Dette maleri er et eksempel på en, der ville have et maleri af sine ferieminder.
Jeg fik tilsendt nogle udvalgte fotos, og så var det min opgave at sætte motiverne sammen i malerier.
På den måde bliver kunsten virkelig personlig for kunden.
At sætte et specielt præg på sit hjem med unikke malerier, er der også mange, der efterhånden går efter.
Fra 70´ernes mange reproduktioner ude i hjemmene, finder vi nu langt oftere rigtige malerier. Og den udvikling er ikke gået upåagtet hen som et middel til at tjene gode penge.
Unikke malerier og markedet
Kan man tjene penge på unikke malerier?
Mens det mere eller mindre har været en fastslået sandhed, at man ikke – med få undtagelser – kan leve af at være kunstner – så ser tilværelsen langt lysere ud for kunsthandlere.
Mens kunstneren er optaget af at skabe kunst og sjældent har lyst eller evner til at beskæftige sig med det forretningsmæssige, så er netop det forretningsmæssige selve udgangspunktet for en kunsthandler.
Det har været almindeligt, at kunstnere har overladt al markedsføringen til et galleri mod at erlægge ca halvdelen af prisen i provision. Det var ofte den eneste mulighed for at få afsat sine værker.
Den digitale tidsalder
Med den digitale tidsalder ser tingene noget anderledes ud, og de enkelte kunstnere har i princippet mulighed for selv at markedsføre på nettet. Der er bare det ved det, at det også kræver meget arbejde og viden, som kunstneren kan have svært ved at kombinere med kunst-erhvervet. På den måde er der mange kunstnere, som kun har en halvdårlig hjemmeside uden ordentlig seo-opdatering.
Så er det til gengæld kronede dage for kunsthandlere, der har helt anderledes ressourcer til at føre sig frem på nettet. Derfor er det dem, der stryger ind på de forreste pladser i søgemaskinerne.
At sælge unikke malerier og “unikke” malerier
Flere af disse kunsthandlere sælger virkelig unikke malerier for selvstændige kunstnere, mens andre har fundet en billigere genvej.
Den genvej går ud på at få nogle kunstmalere til at arbejde på samlebånd i en malerifabrik. Disse kunstmalere bliver sat til at male det samme motiv om og om igen.
Du får altså et håndmalet maleri malet af en rigtig kunstmaler. Og ja det er på sin vis originalt og unikt, da det ikke lader sig gøre at kopiere fuldstændig identisk. Du kan endda selv vælge størrelsen på maleriet.
Det du ikke får, er et maleri med sjæl. Et maleri der er malet ud fra kunstnerens hjerte. Et unikt maleri, som du ikke kan finde næsten magen til inde hos naboen.
Det er ikke lige til at gennemskue, når man bliver præsenteret for en masse flotte malerier, du kan få i lige den størrelse, du ønsker.
Det er heller ikke noget problem, at et maleri er solgt, for så maler man da bare et nyt. Det kan man så kalde et unikt maleri, fordi det ikke er helt identisk med alle de andre. Jeg vil kalde det “unikt”
Hvordan vælger man et ægte kunstværk?
Et ægte kunstværk er ikke noget, du vælger med forstanden alene. Det er noget, du mærker.
Du kan se forskel på teknik, materialer og motiv, men det afgørende ligger et andet sted.
Når et maleri er skabt som en gentagelse – på samlebånd eller med et fastlagt facit – kan det være flot, korrekt og veludført. Men det mangler ofte det, der gør, at værket bliver ved med at tale til dig. Det, der giver fornemmelsen af liv.
Et originalt kunstværk opstår i en levende proces, hvor kunstneren er i dialog med materialerne, tilfældighederne og sin egen erfaring. Der findes ikke et facit på forhånd. Derfor vil værket rumme meget mere end bare motivet: energi, nærvær og sjæl.
Når du er på udkig efter et ægte kunstværk, er det værd at spørge dig selv:
- Bliver jeg ved med at opdage noget nyt i det?
- Giver det mig en fornemmelse, jeg ikke helt kan forklare?
- Taler det til mig – også uden at jeg kan sætte ord på hvorfor?
Hvis svaret er ja, har du sandsynligvis fundet et værk, der er skabt for sin egen skyld – og som du også vil elske om mange år.
Når du køber unikke malerier hos en kunstner
Der kan du ikke få helt den samme service som hos de store malerihandlere. Ofte har jeg kunder, der må skuffes, fordi det maleri, de havde forelsket sig i, er blevet solgt, inden de tog beslutningen.
Jeg har også kunder, der falder for et maleri, men gerne ville have det på den anden led eller i en anden størrelse. Det kan jeg ikke honorere, da det ikke er dekorationer, jeg maler, men virkelig unikke malerier, der er malet fra hjertet.
Jeg kopierer aldrig mig selv eller andre, da der så ikke længere er tale om unikke malerier.
Vi er alle sammen unikke
Og med al den snak om at være unikke, så behøver vi i virkeligheden ikke at anstrenge os så meget i den retning. For hvert menneske er helt basalt unikt. Når vi så begynder at sammenligne os med andre, forsøger at være alle tilpas, forsøger at imponere osv i stedet for at følge vores eget hjerte, så er det, det kan gå helt skævt.
Når jeg maler mine unikke malerier, så kan jeg kun gøre det helhjertet, hvis jeg lukker af for alle ydre vurderinger og i stedet følger mit hjerte.
Der er mange tilnærmelsesvis unikke malerier, som påberåber sig at være unikke, fordi der er en lille afvigelse fra de andre, det er malet på samlebånd sammen med. Men et virkeligt unikt maleri er et maleri, der absolut kun findes ét af i hele verden og ikke er en del af en kommerciel samlebåndsproduktion.
Flydende kreativitet, som skaber noget autentisk
Jeg vil prøve at forklare forskellen i mellem fornemmelsen af at kopiere og male autentisk originale malerier.
Forestil dig, at du sidder og laver en masse tilfældige kruseduller på et stykke papir. Hvis du prøver at gå helt ind i processen, så kan du lave nogle ret fantastiske former uden at du egentlig er bevidst om, hvad du laver.
Den tilstand, du kan komme i er ordløs og uden bevidste tanker. Det er en form for flydende kreativitet.
Når du er færdig, kan du begynde at kigge på resultatet med en anden opmærksomhed, end du havde, da du tegnede det.
Forestil dig så, at der kommer en og beder dig om at lave det samme igen. Hvordan vil det være? Det bliver en helt anden proces, hvor du ikke kommer i nærheden af den flydende bevidst-fri kreativitet, du følte før.
Nu skal du forholde dig aktivt og bevidst til stregerne og formerne. Det kan godt være, kopien bliver ligeså fin som det første resultat. Men alligevel bliver det noget helt andet, fordi energien i de to skabelses-forløb er så forskellige.
Maleprocessen – en hårfin balance
Selve det at male et billede er en konstant skiften rundt mellem hjernens måde at sanse på.
Der er den helt bevidst-fri måde som med de tilfældige blyantsstreger, hvor det er tilfældet, der råder.
Det er normalt den måde, jeg starter med de første farvelag.
Og selvom der ikke er noget bevidst i den proces, så alligevel. – Her kommer hele min viden om farver, deres virkning, deres forhold til hinanden, deres pigment-struktur osv…. ind i billedet.
Hele den viden er så grundliggende for mig, at den ligger på rygraden og kan indgå i denne ubevidste proces, mens jeg bruger øjnene.
Gevinsten ved at arbejde på denne måde er, at jeg får så meget forærende af materialerne. Der opstår nogle strukturer, som jeg aldrig ville kunne konstruere bevidst som i billederne herunder:
Derefter kommer bevidstheden ind over, når jeg skal vurdere, hvilke foræringer, der er værd at bygge videre på.
Og sådan foregår der hele tiden de skift fra bevidst til ubevidst, hvor al min lagrede tekniske viden både huserer i det ubevidste og så sandelig også i det bevidste.
Det er det, der giver plads til magien i et maleri. Den magi, der gør det til noget specielt og nogle gange kan få mig til at træde et skridt tilbage og tænke: Er det virkelig mig, der har malet dette billede?
Det er hele tiden den hårfine balance, der skal være der, for at det fungerer. Og der skal så lidt til at forskubbe den.
Kill your Darlings
For mange år siden var jeg i gang med et maleri, som min mor kom og kiggede på. Hun pegede på et område og sagde, at det var fantastisk godt lige der.
Det var jo pænt af hende at komme med noget anerkendelse, og jeg passede godt på ikke at ødelægge det område.
Men faktisk slog det maleriet mere eller mindre i stykker, for lige det område frøs fast og spærrede for udviklingen i hele maleriet.
Det er nok lidt kryptisk, men det korte af det lange er, at jeg som maler skal være åben overfor hele maleriet – for den udvikling der sker som en helhed – for at processen skal lykkes.
Det nytter ikke noget at lukke et helt område ned. Så bliver det dødt.
Lidt ligesom hvis du prøver at bevare det samme udtryk i ansigtet, fordi en eller anden har sagt, at du så vældig godt ud lige der. Så ville dit ansigt fryse fast, og al mimik og udtryk ville forsvinde.
Her kommer udtrykket “Kill your Darlings” på sin plads. Ligegyldigt hvor godt du synes om et område i billedet, skal du være i stand til at male det over til hver en tid. Ellers stivner processen.
Læs mere om maleprocessen i Hvordan bliver et maleri til?
Hvorfor jeg ikke kopierer
Ind imellem bliver jeg spurgt, om jeg vil kopiere et maleri, som en kunde har set på nettet. – Et maleri som en anden kunstner har malet.
Der er to grunde til, at jeg ikke vil.
Den ene er, at det er forbudt at kopiere andres værker og sælge eller udstille dem.
Den anden kan du næsten gætte dig til. Processen kommer til at mangle magien. Det som bare flød af sig selv, bliver nu en bevidst gennemtænkt og teknisk handling på linje med at følge en madopskrift slavisk.
Man taler jo også om madkunst, men jeg tror ikke, den opstår ved at følge en opskrift uden at sætte sit personlige præg på den.
Jeg kan sagtens kopiere et maleri eller en tegning. Det gjorde jeg allerede som ganske ung, hvor jeg brugte timer på at kopiere fra kunstbøger. Det gjorde mig ikke til en Leonardo da Vinci eller van Gogh. Men det var en fantastisk måde at lære teknikken til at skabe mine egne originale malerier.
Så for mig er kopiering vældig effektivt som øvelse i en uddannelses-situation. Det dur bare ikke til at skabe kunst.
Det er lidt som en udstoppet tiger. Selvom den egentlig er en tiger med den rigtige pels og det hele, så mangler den det, der gør den levende.
Når mine malerier bliver kopieret
Jeg er ind imellem selv blevet kopieret af andre, og kopien indeholder ikke noget af det, som jeg ville udtrykke i det oprindelige billede.
Det er i øvrigt ikke rart at blive kopieret. Det føles som om nogen har
taget en bid af min sjæl.
Det var værst med kvinden med sjalet, for der er det helt det samme motiv. I de andre malerier, havde de de kun brugt en del af motivet.
Her er mit originale maleri – Engel eller dæmon – og en kopi.


Herunder mit originale maleri – Ud af det blå – ved siden af en kopi, jeg fandt på en udstilling

Herunder er kopien
Herunder mit originale maleri – Animal healing – ved siden af en kopi, jeg fandt på en udstilling

Nyfortolkning er ikke kopiering
Ofte er jeg ude for, at en kunde falder for et maleri, der allerede er solgt, eller har den forkerte størrelse.
Det, jeg gør i de tilfælde, er at bygge maleriet op som et helt nyt maleri. Først til sidst lægger jeg motivet på, som jeg normalt gør, når
jeg gennemarbejder det samme motiv i flere malerier.
Det bliver ikke det samme maleri, men en anden fortolkning. Som denne lille fyr, jeg ikke kunne blive træt af.




Fire originale malerier med samme motiv. Men de er hver for sig ægte unikke
Mange af mine malerier ligner hinanden, fordi jeg udforsker et motiv til bunds. Det gør jeg ud fra en indre nødvendighed, og ikke ud fra en ide om, at netop dette motiv sælger godt.
Jeg prøvede engang at male nogle bestemte hesteakvareller, som jeg næsten havde udsolgt.
Dem ville jeg male for at have nogle flere at sælge af. Det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne. De kom ikke indefra, og jeg kunne slet ikke få dem levende.
For mig må kunsten komme ud fra en indre nødvendighed, flyde frit og være i dialog med mine sanser. Ellers bliver det bare et håndværk.
Dekoration eller originale malerier med sjæl?
Så kan vi vende tilbage til de tomme vægge, og hvad der skal ske med dem. Skal de bare dekoreres, eller skal de også noget mere?
Jeg ved, at det rigtige originale maleri for dig kan bringe utrolig meget glæde og energi. Og det maleri, der er rigtigt for dig, er det, der taler til dig på en eller anden måde.
Jeg har fået så mange tilbagemeldinger fra glade kunder, hvor deres originale malerier er en anskaffelse for livet, og hvor de igen og igen får nye oplevelser med dem.
Der var sågar nogle, som måtte ommøblere hele stuen, fordi deres maleri egentlig var for stort. Men det var blevet en del af familien, og de ville ikke af med det igen, selvom de nemt kunne have byttet det til et andet.
I går fik jeg en mail fra en kvinde, som havde fået et maleri, hendes kæreste havde bestilt. Det var en fantastisk mail, fordi den udstrålede så meget glæde, kærlighed og taknemmelighed. Hun mærkede sjælen i maleriet, og det talte til hende.
Jeg var så spændt på, hvad hun ville synes om det, når det skulle overrækkes på hendes fødselsdag. Og jeg blev ikke skuffet.
At give noget videre gennem originalt malerier
Så er det, jeg elsker at være kunstner. Jeg elsker at have fået et talent, der kan give noget specielt videre til andre. Det talent har jeg pligt til værne om og aldrig misbruge.
Kommer jeg nogen sinde derud, hvor jeg fjerner sjælen fra mine malerier ad den ene eller anden grund, så må jeg stoppe med at male. Så der vil jeg aldrig ud.
Hvert eneste billede jeg maler, skal være originalt og med sjæl.
Hvis du vil vide mere om det at male, og hvor inspirationen kommer fra så læs også dette indlæg om inspiration
Hvad kan du få af original kunst hos mig for 2500 kr.?
To originale akvareller malet med 100% rene pigmenter i størrelsen 30 X 40 cm. – og der har du endda penge til overs
Et oliemaleri str. 40 X 40 cm
For ikke at tale om 5 artmoney, som kan indrammes på en spændende måde –
en stor keramikskulptur, tre små bronzedyr og meget mere.
Originale unikke malerier behøver ikke at koste en formue. Jeg er ikke en vanvittig kendt kunstner, og jeg sælger hovedsagelig uden mellemled. Derfor kan jeg holde priserne nede og alligevel bruge super gode materialer.
Vil du vide mere om maleripriser, har jeg skrevet mere om det her: Hvad koster et godt maleri?
Denne tekst er skrevet af billedkunstner Helle Borg Hansen, som i over 18 år har arbejdet professionelt med originale malerier og skulpturer og sælger sine værker direkte fra sit atelier.
Vil du se alle de originale malerier, jeg har til salg, så gå videre til Malerier