Oliemalerier – originale malerier i olie på lærred

Et oliemaleri er et maleri, hvor farvepigmenter er bundet i olie og malet på lærred. Det giver større farvedybde, længere holdbarhed og bedre mulighed for at arbejde i lag end akrylmaleri.

Hvad er et oliemaleri?

I et oliemaleri er farvepigmenterne bundet i olie – typisk linolie – og påført en malegrund.

Det er en teknik, der har været brugt i flere århundreder og er godt gennemprøvet hvad holdbarhed angår..

Se originale malerier malet i olie på lærred

Oliemalerier med intens rd farve
Oliemaleri med en intens rød farve

Hvad er et akrylmaleri

Først i midten af 1900-tallet kom der et reelt alternativ i form af akrylfarver. Det er pigmenter bundet i en syntetisk akrylbinder på vandbasis, som kan bruges som oliefarver på en malegrund – men med andre egenskaber

Derved opstod et valg for kunstnerne med opvejning af fordele og ulemper ved de to farvetyper: Oliemalerier på lærred eller akrylmalerier på lærred.

Begge materialer har deres fordele og ulemper, så hver kunstner har sit foretrukne materiale.

Denne side handler derfor ikke om, hvad der er “bedst”, men om at forstå forskellene – og hvorfor jeg selv har valgt oliemaleriet.

Oliemaleri eller akrylmaleri
Oliemaleri eller akryl – Her et af mine tidlige akrylmalerier

Oliemaleri eller akryl

Hvad er forskellen?

Her vil jeg komme med nogle (måske ikke helt upartiske) facts om oliemaleri på lærred og akrylmaleri på lærred.

Hvis jeg skal opsummere mine erfaringer, så er jeg klart til oliemaling, fordi det er meget lettere at lasere – male gennemsigtige lag.

Oliemalingen har en egenskab, der gør, at man kan lægge et ganske tyndt lag med en næsten tør pensel. Eller man kan tynde den med linolie, der gør farven gennemsigtig uden at være for flydende.

Lasering i oliemaleri
Lasering med oliefarver

Er det en fordel at maleriet er et oliemaleri?

Oliemalerier på lærred som er flere 100 år gamle eksisterer endnu, hvorimod den vandbaserede akrylmaling er et nyere fænomen. Vi ved ikke, hvor længe sådan et maleri kan holde, eller hvad der sker med det, når det runder de 100 år.

I princippet kan vi sige, at det er lige meget, da vi selv sjældent holder så længe. Men netop malerier er noget, som går i arv, så måske er det ikke så lige meget endda.

Derfor er det måske sikrere at holde sig til et oliemaleri på lærred. Og netop oliemaling på lærred er noget, jeg har arbejdet på at perfektionere.

Akrylmalingen tyndes mest ud med vand, og det giver en meget vandig farve, der er svær at arbejde med.

Oliemalingen er lang tid om at tørre, så man kan blive ved med at arbejde i den. Det er dejligt at kunne vende tilbage efter en længere tænkepause. Desuden kan den – selv efter tørring – opblødes lidt med linolie.

Akrylmalingen tørrer i løbet af en times tid – afhængig af farvelagets tykkelse. Den lukker for enhver rettelse eller fortrydelse, når først den er tør. Dermed er der kun muligheden at male over.

Den længere tørretid kan dog være en udfordring for tålmodigheden, så valget mellem de to materialer er meget et temperamentsspørgsmål.

Det skal lige siges, at der er kommet et mærke i akrylmaling, der hedder Golden. De har lavet alverdens malemedier og produkter, så akrylen nærmer sig oliens egenskaber.

Men uanset om der er tale om oliefarver eller akrylfarver, så er kvaliteten helt og holdent afhængig af mængden og kvaliteten af farvepigment i malingen.

Jo mere pigment des bedre kvalitet. Ellers får man et mat og farveløst resultat, der er domineret af farvernes billiggørende fyldstoffer.

Det vil jeg ikke skrive mere om her, men er du interesseret, så læs min artikel om farver og kunstnerfarver, der uddyber det emne mere.

Det er også derfor, kvalitet og materialer spiller en stor rolle, i mine originale malerier.

Min vej fra akrylmalerier på lærred til oliemalerier på lærred

I starten nægtede jeg tanken om at male oliemalerier, da jeg tænkte på opløsningsmidler og maler-hjerne.

Derfor var det akryl og akvarel, der var mine foretrukne materialer, og jeg holdt mig langt væk fra selv at male oliemalerier på lærred.

Imidlertid blev jeg tit skuffet. Når jeg havde opnået at male et

akrylmaleri med dybe intense farver, varede glæden kun, til det var tørret helt op. Så havde der bredt sig en mathed over billedet, og dybden var forsvundet.

Jeg prøvede at tilsætte noget mere power ved at klæbe stof på lærredet.

Det gav både noget til farver og struktur, og det lykkedes mig at skabe nogle forholdsvist kraftfulde billeder.

Akrylmaleri med stof Inspireret af tarotkortet Solen inden jeg begyndte at male oliemalerier
Akrylmaleri med stof - flamencodanser med løve inden jeg begyndte at male oliemalerier
Akrylmaleri med stof Inspireret af tarotkortet Styrke. Det var inden jeg malede oliemalerier

Materialer, pigmenter og farvens kvalitet

Oliemaleri på lærred

Mit forhold til akrylmaleriet var alligevel ikke det bedste, hvorfor jeg prøvede et nyt produkt, som var vandopløselig oliemaling.

Det blev heller ikke den store kærlighed, da det havde det med at krakelere i overfladen.

Der skete en vending i mit maleri, da jeg snakkede med en kunstner, i en forretning med kunstnerartikler.

“Du behøver da ikke at bruge terpentin! Du kan bare fortynde med olie – i dette tilfælde linolie.”

Selvfølgelig! Fra da af blev mine malerier til oliemalerier.

Meget hurtigt fandt jeg ud af, at oliefarver på tube var vældig dyre. Og jo mere farvepigment, der var i, des dyrere blev de. Og der er altså ikke noget ved at spare på farverne.

Farvepigmenter og linolie som bindemiddel – den bedste oliemaling til oliemalerier

Derfor skete der endnu en vending på materialefronten. Jeg begyndte at købe rene farvepigmenter og blande dem med linolie som bindemiddel.

Så kunne kvaliteten ikke blive bedre: 100% pigment i mine kunstnerfarver, og farverne blev meget billigere.

Med denne oliemaling har jeg opnået, at det oliemaleri, hvor jeg under maleprocessen har opnået både intensitet og dybde i farverne, stadig ser sådan ud, når det er tørt.

Det har givet mig en palet med en meget stor spændvidde: fra den tyndeste lyseste farve til den mest mættede dybe farve.

Og som en ekstra gevinst kan jeg blande forskellige ting i farverne.

Oliemalerier med jordfarver fra Andalusien

F.eks nød jeg de fantastiske farver, man kan se i de andalusiske bjerge. Derfor tog jeg nogle klippestykker i forskellige skønne jordfarver med hjem.

De fik en tur i morteren og blev blandet med linolie. Det gav den stærkeste grove struktur med disse jordfarver, som jeg forstærkede med  pigmenter i de samme farver.

Så var der virkelig noget ved at bruge oliefarver. Det gav nogle helt unikke, rustikke oliemalerier med et personligt udtryk.

Rustikke farvepigmenter i oliemalerier

Oliemalerier på lærred som skovmalerier i efterårsfarver

Skovenes efterårsfarver har altid inspireret mig. For nogle år siden ville jeg afprøve mine håndgjorte oliefarver og se, om de kunne yde naturens farver retfærdighed.

Jeg fandt en varm cadmiumgul og blandede den med noget skinnende grønlig kvarts. Det gav den glødende lysende gule, vi kan se, når træerne udfolder deres farver.

Computerskærmen kan ikke helt leve op til de virkelige farver, men her er et eksempel på oliemalerier i efterårsfarver med rene farvepigmenter.

oliemaleri på lærred i varme farver af et træ i efterårsfarver foran en sø. Oliemalerier som naturens glødende efterårsfarver

Håndgjorte kunstnerfarver

Når jeg viser mine oliemalerier frem, er den kommentar, jeg hører mest: Sikke nogle fantastiske farver!

Og jeg er sikker på, det hovedsageligt skyldes, at de består af 100% farvepigment. Det gør, at jeg kan arbejde med dem på en helt anden sikker måde, end hvis jeg skal regne med, at de ændrer sig, når de tørrer.

Det eksperiment, jeg gjorde for at gøre farverne lidt billigere, viste sig at højne kvaliteten betydeligt.

Det var også den måde de gamle mestre som Rembrandt, Leonardo da Vinci og Jan van Eyck fremstillede farverne til deres oliemalerier, som vi stadig kan glæde os over.

At man fandt på at massefremstille farverne og komme dem på tuber, var uden tvivl en lettelse for kunstnerne, men ikke nødvendigvis en forbedring af oliemaleriernes kvalitet.

Kvaliteten af kunstnerfarver defineres ved procentandelen af pigment. Ofte indeholder de både voks og kridt for at drøje på de dyre pigmenter, og netop disse ingredienser er med til at gøre resultatet dødt og mat.

Netop derfor arbejder jeg udelukkende med denne metode i mine malerier

Her er en artikel om at rive farver, som processen hedder

Du kan også kigge på denne video, hvor jeg viser, hvordan jeg fremstiller mine kunstnerfarver:

Farvepigmenter blå farve HBH Art

Akrylfarver

Ofte er det sådan, at jeg samler noget erfaring og tager det til mig, som jeg kan bruge. Derfor har jeg heller ikke helt droppet akrylfarverne.

Jeg bruger dem i bunden af et oliemaleri til at lægge nogle hurtige lag, da oliemaling er for længe om at tørre i den proces.

I undervisningssituationer er det også bedst med akryl, da den hurtige tørretid er nødvendig for at nå igennem flere teknikker i en lektion.

Ellers foretrækker jeg absolut at male oliemaleri på lærred.

Lær at male - At være kreativ ved at male

Hvorfor jeg maler i olie

Når jeg maler i olie får malerierne en langt større dybde i farverne, end når jeg maler i akryl. Med brugen af både rene farvepigmenter og olie, får mine oliemalerier en helt særlig glød. Den kommer kun rigtig til sin ret, når malerierne ses i virkeligheden.

Akrylfarver bruger jeg kun som de første par lag inden oliemalingen for at få en hurtig og varieret bund at arbejde videre på. Og så er det godt for lærredet at der er grundet med akryl, inden oliefarverne kommer på.

Se resultatet af mit arbejde med olie, pigmenter og lærred
Originale malerier på lærred

Oliemaleri
Udsnit af et af mine oliemalerier
Er det en fordel at købe oliemalerier frem for akrylmalerier?

Som kunstkøber er det en fordel at kigge efter oliemalerier, da materialet har stået sin prøve i flere århundreder. De vandbaserede akrylfarver har kun eksisteret fra omkring 1940´erne.
På mine egne hhv akryl og oliemalerier, kan jeg se, at oliemalerierne kan tåle meget mere. F.eks får de ikke nær så mange skrammer, når jeg har dem med på forskellige udstillinger. Derfor kan jeg også give livsvarig garanti på mine oliemalerier.
Selve farveintensiteten er også dybere i oliemalerier, end den jeg kan opnå i akrylmaleriet

Vil du have gratis billetter til
kunstmessen

ART Hillerød?

ARTHillerød stand 68 HBH-Art

Du modtager spændende artikler, nyheder om events og nye værker, gode tilbud mm
Du kan til enhver tid afmelde igen