Her vil jeg lukke dig ind i den oplevelse, jeg får ved at skabe et maleri
Maleprocessen – en speciel oplevelse
Duende – den ubestemmelige energi, der får det til at blive kunst
I denne video kan du se hele processen, fra jeg spænder lærredet op, til maleriet er færdigt – både det håndværksmæssige og det kunstneriske arbejde.
Her vil jeg fortælle dig lidt om, hvordan det er at være kunstmaler. Det er dels et håndværk, hvor det er nødvendigt at beherske nogle teknikker og at have en teknisk og teoretisk viden. Det er lige som en snedker, der behersker sit fag, så han kan lave de smukkeste møbler.
Men så er der også noget andet. Noget som man inden for flamenco kalder “duende”. Det betyder sådan noget som en nisse – en eller anden ubestemmelig energi, som skal være der, for at det kan svinge sig op i de kunstneriske højder.
Kender du det med, at du oplever et eller andet, som er fuldstændig perfekt udført, men det når ikke ind og rammer dit hjerte? Det er fordi, det mangler duenden – den ekstra energi, der går ind og leger med perfektionen og tilfører værket det ekstra, der gør at det kan benævnes som kunst.
Og det “noget” er ikke til at forklare med ord, men det fylder en meget stor del af det at være kunstmaler og ikke bare maler.
At få maleriet til at leve
Da jeg var ganske ung, holdt jeg meget af at tegne efter kunstbøger. Jeg tegnede en hest efter en tegning af Leonado da Vinci, og var ganske godt tilfreds med den. Jeg kunne da godt sammenligne mig lidt med kunstneren.
Så kom min mor og sagde, at selv om den var flot, kunne den ikke måle sig med originalen. Forskellen var, at Leonardos hest levede, og det gjorde min slet ikke i samme grad.
Nu kan man synes, at det var en noget barsk mor, der var sådan en hård kritiker.
Men faktisk har den kritik fulgt mig på en måde, at jeg fra starten af min kunstnerkarriere har stræbt efter at få mine malerier til at leve.
Før motivet – farver, lag og intuition
Jeg starter som lidt af en håndværker med at banke blindrammer sammen og spænde lærredet op.
Derefter lægger jeg de første lag farver med nogle fortyndede akrylfarver. Det er en meget intuitiv proces, hvor jeg ikke tænker ret meget, men holder min tekniske viden i baggrunden og lader farverne arbejde lidt på egen hånd.
Det er en skøn og helt præstations-fri proces, hvor det næsten er ren leg.
Inden jeg går i gang med de efterfølgende olie-lag, bliver jeg håndværker igen, hvis jeg skal fylde op i beholdningen af oliefarver. Dem laver jeg nemlig selv af rene farvepigmenter og linolie som bindemiddel.
Når motivet opstår i maleriet
Næste skridt er nogle fortyndede olielag, der sammen med de tidligere akryl-lag kommer til at danne baggrunden. Stadig en leg med farver, men lidt mere bevidst, og hvor min tekniske viden kommer lidt mere frem i rækkerne. Dog ikke mere, end at maleriet har rigeligt at skulle have sagt i processen, og mange tilfældigheder bliver taget imod med kyshånd.
I denne fase af maleriet er det farverne, der er det centrale. De former og relationer, der opstår mellem deres forskellige egenskaber.
Er de kolde og trækker sig i baggrunden, eller er de varme og kommer helt frem i forgrunden? Danner de kontraster eller glider de over i hinanden som bløde nuancer? Opstår der nogle former eller landskaber?
Det er nogle af de ting, jeg arbejder med inden jeg overhovedet tænker på maleriets motiv.
Et solidt kendskab til farvernes indbyrdes virkninger gør, at det kan blive til koloristiske og farverige malerier frem for bare kulørte billeder.
Når disse lag er færdige, har jeg en baggrund, som egentlig kunne være et færdigt abstrakt maleri. Men jeg kan godt lide at få nogle motiver ind over – motiver, der fortæller en historie, giver en stemning og har et stærkt udtryk.
Hvad sker der, når jeg begynder at arbejde med motivet i et maleri?
Når jeg er tilfreds med baggrunden, sætter jeg mig og ser på, hvad der skal være af motiv.
Det afhænger meget af baggrunden, og ofte bliver det noget helt andet, end jeg måske havde bestemt mig fra starten.
Efterhånden er jeg holdt op med at tænke noget og lægge planer for et maleri, for det har sit eget liv, og er en vigtig stemme i processen.
Det lyder måske lidt mærkeligt, at jeg omtaler mine malerier som levende væsner, men det er nok her , duenden spiller ind.
Der er mange, som spørger mig, om jeg bruger projektor, når jeg tegner motiverne op.
Det gør jeg aldrig, for jeg synes, motivet mister sit liv, når det bliver spærret inde i et allerede færdigt billede.
Når jeg bruger mine øjne og tegner på fri hånd, så kan det samme motiv få helt forskellige udtryk, fordi der ligger en frihed i frihåndstegningen – en frihed, som jeg ikke ville kunne opnå via en projektor.
Rent bortset fra, at det er en vidunderlig træning at skulle bruge øjnene til at aflæse former, proportioner, afstande og linjer.
Det nød jeg godt af på et portrætkursus, jeg deltog i for nogen år siden.
Der lærte vi at tegne gitter op, så vi kunne kopiere et billede op i stor format. Det blev jeg hurtigt træt af, da jeg bare brugte øjnene og tegnede op i den ønskede størrelse.
Og igen oplevede jeg, at der kom meget mere liv i mit portræt, end hvis jeg skulle spærre det inde i et gitter. Jeg fik overskud til at fokusere på det udtryk, som jeg ville vise hos modellen.
Når skitsen begynder at leve
Når jeg skitser motivet løst op, begynder det også at få liv.
Hvis det er et dyr, kigger det på mig allerede ved de første ansatser til øjnene. Det kræver af mig, at jeg får det frem på lærredet, og efterhånden som øjnene bliver tydeligere, følger det mig med blikket. Det er en så magisk proces, at det virkelig bliver vidunderligt at male malerier.
Hvis det er dansere, hvor jeg som regel ikke har ansigter på, men kun kropssproget i bevægelsen, sker der noget andet.
Da jeg var 10 år, var jeg med mine forældre i Firenze. Vi var inde og se Michelangelos David, og han var fantastisk.
Men det der gjorde et endnu større indtryk på den 12-årige Helle, var de ufuldendte statuer, der stod linet op gennem salen, så de dannede en allé op mod Davidstatuen.
Det var som om, der var levende mennesker inden i de store marmorblokke, og at disse mennesker kæmpede for at komme ud i det fri. Det må have været sådan en befrielsesproces, Michelangelo oplevede, når han huggede stenen væk fra dem.
Og det er netop sådan, jeg oplever det, når jeg maler dansere. De begynder at bevæge sig ved de første skitsestreger, og maleprocessen bliver at få dem ud på lærredet, hvor de kan danse og leve.
Originale malerier og den frie skaberproces
I disse malerier er der en energi, som jeg ikke kan gøre rede for i ord.
Jeg ved bare, når den er der, og den opstår kun i originale malerier. Hvis jeg begynder at kopiere for at udnytte et populært motiv, så bliver magien væk, men jeg kan nyfortolke i det uendelige og bevare energien i malerierne.
Jeg kan bedst forklare det på denne måde:
Prøv at tegne noget ved bare at lade blyanten løbe på papiret. Det er originalen.
Prøv så at lave en figur magen til. Læg mærke til, hvordan tegneprocessen bliver helt anderledes. Det er kopien.
En fri skaber-proces contra en fastlåst.
Vil du se resultaterne af denne maleproces så besøg siden med
Jeg har også lavet en definition på, hvad et maleri egentlig er:
Endelig har jeg skrevet en udførlig side om, hvordan jeg blev kunstmaler:
Mange markedsfører malerier som unikke og originale.
Den energi, jeg beskriver her i artiklen, er præcis dét, der adskiller originale malerier fra “unikke” kopier: