
Vilde dyr i kunsten – Totemdyr
Malerier af dyr
I disse malerier vil jeg give dyrene en stemme. De kigger direkte på dig, og måske kan du høre dem tale.
Finder du måske dit totemdyr her?
Ved salg donerer jeg 10% af prisen til forskellige dyre-organisationer


Malerier af dyr som hjælp til truede dyrearter
Dyr af enhver art har altid kunnet invadere mit hjerte, og jeg vil gerne bruge noget af mit talent til at lade dyrene – specielt de truede dyrearter – komme til orde.
10% af prisen går til de truede dyrearter, når du køber et af mine dyremalerier.
Indtil videre har jeg doneret
- Maleri til 11.000 kr. til Odsherrred zoo rescue
- 4000 kr. til Cheetah Conservation Fund via Sara Gepard
- 7.200 til Red orangutangen
Jeg har besluttet, at fremover går min støtte fast til Odsherred Rescue Zoo og så til Orangutangen Jossy, som jeg har adopteret.
Se også artiklen Kunst for dyrevelfærd
Dyremalerier i boligindretningen
Se hvad disse malerier kan gøre for et hjem
Malerier af dyr som en hjælp til naturen
Ind imellem har jeg en del dyremalerier udstillet i kursuslokalerne hos kinesiologen Anita Bakkegård.
Det var egentlig hende, som fik mig i gang med at male vilde dyr. Heste har der hele tiden været i mine malerier, men nu er der også isbjørne, tigere og andre kattedyr, elefanter, aber , delfiner og sågar slanger.
Jeg var i behandling hos Anita, da hun flere gange så en masse dyr omkring mig, og disse dyr ville have mig til at gøre noget.
Naturen og dyrearterne er ikke det, den menneskelige civilisation som sådan har været allerbedst til at tage vare på. Vores levevis med konstant vækst har kostet på den konto, og jeg tror ikke, det er nok bare at regne med, at politikerne gør noget ved det.
Det må være os hver især, der må gøre noget, for at der også skal være plads til andre og andet på jorden, end bare os mennesker og alle vores ting.
Når jeg maler disse malerier af vilde dyr, er det ikke specielt for at de skal være nuttede og søde. Jeg maler dem således at de kigger direkte på dig, og jeg håber på at få dig til at fornemme, hvad de siger.
Det er meget svært at beskrive med ord, men da billeder som bekendt siger mere end ord, og da dyrene ikke taler med så mange ord, lader jeg dem tale gennem billederne.
Malerier af elefanter
Når jeg går i gang med et dyremaleri, starter jeg med hele baggrunden, og så fornemmer jeg, hvilket dyr, jeg skal male på den. Jeg har mine favoritter, og en af dem er elefanten, så jeg har malet rigtig mange malerier af elefanter gennem tiden.
Siden jeg var ganske ung, samlede jeg på alt, hvad der havde med elefanter at gøre, og den passion går i dag videre i mine malerier med elefantmotiver.
Elefanten taler til mig, fordi den sammen med sin kæmpe krop udstråler en mildhed og en sårbarhed. Mange kan nok huske elefanten Tempo i Zoo, som stod ved siden af skiltet “Fodring forbudt” og tiggede jordnødder i stor stil. Han var så skøn, og samtidig blødte mit hjerte, fordi han var frataget sin naturlige værdighed.
Han havde det dog bedre end de massevis af elefanter, der blev nedslagtet pga elfenbenet – først lovligt og siden af krybskytter. Et så stort og prægtigt dyr, der bliver offer for et lille menneskes grådighed.
Når jeg maler elefanten, gør jeg det med stor respekt og vil udtrykke dens storhed og værdighed sammen med dens sårbarhed. Jeg er meget glad for, at der er så stor interesse for malerier af elefanter, så jeg er nok ikke den eneste, der har disse følelser for elefanterne. Derfor er også de fleste af mine elefantmalerier blevet solgt ret hurtigt. Men jeg bliver ved med at male dem. De fleste af malerierne af elefanter er malet i olie på lærred. Nogle enkelte på små træplader.
Herunder kan du se en del af de malerier af elefanter, jeg har malet:
Malerier af isbjørne
Et andet dyr, hvis levevilkår ikke er blevet nemmere, er isbjørnen. Den har ikke i samme grad været udsat for rovdrift som elefanten, men den må betale prisen for det varmere klima, og for at vi mennesker skal fylde mere og mere.
Når jeg maler isbjørne, indgår der en vis form for nuttetheds-faktor, da jeg får associationer til bandommens teddybjørn. Samtidig udstråler de naturens barske og rå brutalitet samt sårbarheden ved de ændrede levevilkår. Meget ofte maler jeg isbjørnen med en unge, hvor det farlige rovdyr kombineres med moderens ømhed. Jeg elsker det paradoks, som malerier af isbjørne kan indeholde.
Herunder kan du se de fleste af de malerier af isbjørne, jeg har malet.
Malerier af delfiner
Delfinen er et dyr, som vi betegner som meget intelligent. I virkeligheden er alle dyr intelligente nok til at være lige nøjagtig det dyr, de er. Og jeg tror ikke, der er nogle dyr, som er så uintelligente, at de spilder livet med at ønske, de var noget andet, end de er. Det kan vi mennesker vist ikke bryste sig af, selvom vi anser os for det mest intelligente væsen på hele jordkloden.
Men delfinen udmærker sig ved, at vi kan kommunikere med den, og den virker meget nuanceret i sin kommunikation. Når jeg maler malerier af delfiner, så er det dels den kontakt og dels min fascination af den undersøiske verden.
Et af mine delfin-malerier har vist sig at tale til rigtig mange mennesker. Det har hængt i en healers kursuslokaler, og flere gange følte kursisterne, at delfinen blandede sig i healingsprocessen. En af dem udbrød endda på et tidspunkt, at den flirtede med hende.
Jeg oplever delfiner som utroligt spirituelle, og den energi er også i høj grad til stede i mine delfin-malerier.
Herunder kan du se nogle af dem:
Malerier af tigre
Egentlig er jeg meget glad for, at jeg ikke bor i et land, hvor tigre lever vildt. Jeg er så betaget af dem, at jeg ikke er sikker på, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg mødte en tiger face to face.
Der findes hundemennesker og kattemennesker, og jeg er i høj grad et kattemenneske, og en tiger er bare det ypperste af et kattedyr. Med andre ord – jeg ville elske at kramme sådan en.
Men – et er krammedyr, som en tiger sikkert vil betakke sig for at være. Noget andet er den urkraft og vildskab, den repræsenterer. Derfor maler jeg også ofte tigre sammen med flamencodansere. Når jeg danser flamenco, så er det den kraft, jeg finder nede i dybet af mig selv – en vildskab og rå ufiltreret natur, som får dansen til at gløde – både på scenen og i maleriet.
Og samtidig med denne kraft indeholder tigeren også en uendelig dybde af ro. Der er ingen, der kan slappe af som et kattedyr. Malerier af tigre indeholder den kontrast, som jeg søger i maleriet. Bl-a. derfor er tigeren et af mine yndlingsmotiver.
Herunder kan du se de fleste af mine tiger-malerier:
Maleri af dit totem- eller kraftdyr
Der kan også være et eller flere dyr, der betyder noget helt specielt for dig. Her tænker jeg ikke kun på kæledyr, men også et åndeligt dyr som et totem- eller kraftdyr.
Jeg maler alle slags dyr – selv slanger, som jeg virkelig kom til at holde af under maleprocessen. Hvis du kender dit kraftdyr, kan der være meget styrke i at få det som et konkret maleri.
Overvejer du et maleri af dit totemdyr eller dit kæledyr, så kig ind på linket herunder