Unika malerier og skulpturer af elefanter
Alle elefant malerier er pt solgt
Der er noget helt specielt ved elefanter
Derfor maler jeg så mange elefant malerier
Når jeg går i gang med et dyremaleri, starter jeg med hele baggrunden, og så fornemmer jeg, hvilket dyr, jeg skal male på den.
Jeg har mine favoritter, og en af dem er elefanten, så jeg har malet rigtig mange elefant malerier gennem tiden.
Siden jeg var ganske ung har jeg haft en speciel ting med elefanter. Jeg samlede jeg på alt, hvad der havde med elefanter at gøre, og jeg måtte selvfølgelig også eje en plakat med en af Scherfigs elefanter.
Den passion går i dag videre i mine elefant malerier. Elefanten taler til mig, fordi den sammen med sin kæmpe krop udstråler en mildhed og en sårbarhed.
Mange kan nok huske elefanten Tembo i Zoo, som stod ved siden af skiltet “Fodring forbudt” og tiggede jordnødder i stor stil. Han var så skøn, og samtidig blødte mit hjerte, fordi han var frataget sin naturlige værdighed.
Han havde det dog bedre end de massevis af elefanter, der blev nedslagtet pga elfenbenet – først lovligt og siden af krybskytter. Et så stort og prægtigt dyr, der bliver offer for et lille menneskes grådighed.
En magisk oplevelse, der næsten blev farlig
Mange år senere havde jeg en anden kontakt med en levende hanelefant. Det var en af dem fra Cirkus Arena, som havde slået lejr et sted på Amager, hvor jeg tilfældigt kom forbi.
Der gik tre elefanter bag et minimalt hegn, som bare var en tråd mellem nogle små flytbare hegnspæle. De virkede som en magnet på mig og hanelefanten stillede sig lige foran mig. Jeg mærkede en fuldstændig magisk kontakt og stod bare der og var nærmest forelsket.
Min kære mand var også med og havde slet ingen situationsfornemmelse, da han kom trampende og ville fotografere os. Det brød magien, og elefanten blev så rasende, at det så ud som om, han havde tænkt sig at overfalde min i det øjeblik rædselsslagne mand.
Han fik dog trykket på kameraudløseren og fik taget dette fantastiske foto.
Elefant på vejen i Sydafrika
Jeg har malet virkelig mange elefanter og modelleret dem både i ler til brænding og i voks til bronzestøbning.
En af dem jeg malede er fra en video, som jeg fik af en kvinde, der bruger meget af sin tid i Afrika for at redde vilde dyr fra krybskytteri.
Det var en elefant, som stillede sig ud foran den bil, hun kørte i, og han var ret utilfreds med deres tilstedeværelse. Det viste sig, at de var kommet alt for tæt på hans flok, og det ville han ikke undlade at gøre opmærksom på.
Se videoen og de to malerier det blev til.
Elefanten som totemdyr
Der er mange, som har valgt elefanten som totemdyr, og da jeg undersøgte, hvad den står for kom dette bl.a frem:
visdom, styrke, loyalitet, spirituel ro, tålmodighed, livslang læring, stærke familiebånd og evnen til at overvinde forhindringer med rolig magt.
Det fandt jeg på en side om Elefantens symbolik
Dette elefant maleri hedder værdifuld.
Det synes jeg, udtrykker noget af den værdifulde energi, som er i totemdyret. Samtidig henviser titlen også til det værdifulde elfenben, som gennem tiderne har været deres forbandelse.
Når jeg maler elefanten, gør jeg det med stor respekt og vil udtrykke dens storhed og værdighed sammen med dens sårbarhed.
Jeg er meget glad for, at der er så stor interesse for malerier af elefanter, så jeg er nok ikke den eneste, der har disse følelser for elefanterne.
Derfor er også alle mine elefant malerier blevet solgt ret hurtigt. Men jeg bliver ved med at male dem, så hvis du ønsker dig sådan et værk, er det bare at følge med på siden, hvor jeg offentliggør alle mine nye malerier
De fleste af elefant malerierne er malet i olie på lærred. Nogle enkelte på små træplader.

Se også siden med malerier af vilde dyr











