Kunstnerens rolle

Art-Battle

Her i sommer deltog jeg i en art-battle – en kunst kamp, hvor jeg malede om kap med 5 andre kunstnere. Det var naturligvis kun for sjov, og alligevel gik jeg til den med alt, hvad jeg havde i mig, og blev vanvittig glad og stolt af at vinde.

Derudover var det en fantastisk god træning at skulle male et maleri på 10 minutter, mens publikum hujede, og kommentatoren snakkede i et væk.

Kunstnerens rolle – en kamp?

Dette var en kamp for sjov mellem flere kunstnere, men som kunstner er der også andre kampe at udkæmpe. Den væsentligste for mit vedkommende er den evige kamp for at være tro mod mit hjerte.

Kampen for ikke at køre med på en modetrend, fordi den sælger godt, og kampen for ikke at bare male det, som giver ros og anerkendelse frem for det, som er ægte for mig.

I mit liv som kunstner, støder jeg uvægerligt med mellemrum ind i en slags krise. Den kan gå ud på, at jeg ikke har lyst til at male, at jeg ikke synes, jeg gør det godt nok, at jeg ikke kan finde meningen med det og en masse andre ting. Det kan virkelig gøre mig nedtrykt, og de første gange, det skete, var det rædsomt.

Jeg kæmpede for at komme tilbage på sporet, men har efterhånden fundet ud af, at det er stilhed og afventen, der skal til. Jeg har fundet ud af, at sådan en krise er tegn på, at der er noget, jeg skal tage op til en nærmere revision, og at jeg er i gang med at udvikle mig et skridt videre. Hvis jeg lige så stille afventer og iagttager, så vil der dukke noget frem, som fører mig videre.

Succes som kunstner

Går du med tanker om selv at blive kunstner, så skal du vide, at der er rigtig mange måder, man kan have succes som kunstner.

• ved at sælge godt
• ved at blive et kendt navn
• ved at få en masse ros og anerkendelse

Det er nogle af de mere håndfaste succeskriterier. Men selv om de måske er opfyldt, kan det ikke afværge kriserne, som for mit vedkommende går ud på, at jeg føler, jeg er ved at miste det væsentlige i mit forhold til de ting, jeg maler.

Når maleriet bliver en form for samlebånd, og jeg kommer til at tænke mere på, hvad der kan sælge, end hvad der er vigtigt at formidle og udtrykke, så skal jeg tage krisen alvorligt. Den fortæller mig med meget store bogstaver, at det er på tide at stoppe op og lytte.

Heldigvis sker det ofte, efter en meget intens arbejdsperiode, hvor jeg holder lidt fri. Og netop den fritid er nødvendig for at kunne komme videre, uden bare at drøne afsted i samme spor.

Her efter en dejlig sommerferie, er jeg ved at samle sammen på mit kunstneriske virke, og jeg kan mærke, det er tid til at tage et skridt i en anden retning. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor det skridt skal føre mig hen, men det kommer nok.

Kunstnerens rolle

Og så kom hjælpen i form af en passage i en bog. Det er “Seeren fra Andalusien” – en bog om Calle Montsegur skrevet af Lars Muhl.

Det var denne passage, hvor Seeren taler om kunstnerens rolle:

“På et

Et skridt videre

Den passage ramte plet. Jeg fandt ud af, at min kunstner-krise opstår, når kunsten ikke længere bevæger og ikke bevæger sig. Jeg er kørt fast i rent personlige mål. Kan det sælge? – Får jeg ros? Hvad synes andre? osv. Jeg har mistet det autentiske – det ægte, der får selve maleprocessen til at fungere.

Netop det fantastiske ved at male er, når jeg står foran et af mine malerier med en fornemmelse af, at det ikke er mig, der har malet det. Når der er nogle ting i maleriet, som jeg ikke har haft noget at gøre med, men som viser sig meget betydningsfuldt for den, der ender med at købe maleriet.

Det vækkede noget til live at se denne proces uddybet på tryk. Og nu er jeg sikker på, at jeg bare skal holde personligheden i baggrunden og formidle det, som føles rigtigt.
Så førte min krise mig igen et skridt videre.

Et nyt maleri

På staffeliet har jeg længe haft et maleri stående som et markant symbol på, at det ikke gik særlig godt.

Det startede som  en ide tiltænkt en bestemt kunde – altså med et salg for øje og ikke for at følge en speciel inspiration. Samtidig prøvede jeg at føre en ide videre fra et af mine tidligere malerier. Det gik slet ikke godt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op.

Da jeg havde læst ovenstående citat, og tænkt lidt over det, droppede jeg alle krampagtige forsøg, tilbragte nogle timer med min hest, og mærkede den tilstand af ren væren, som netop en hest er ekspert i. Den fornemmelse tog jeg med hjem og malede maleriet næsten færdigt “Væren”. Der mangler lige et par små detaljer. Men krisen er forbi.

Der følte jeg mig tro mod kunstnerens rolle:

Herunder kan du se noget af maleriets tilblivelse:

Se alle mine malerier her

Læs flere tanker om liv og kunst: