2091 1866 hbh@hbh-art.dk

Hvorfor er livet nogen gange så svært?

Nogen gange kommer jeg i det filosofiske hjørne, og denne gang har jeg tænkt på, om det at være billedkunstner også kan forbedre rollen som livskunstner. På en eller anden måde synes jeg, kunsten har bragt noget godt ind i mit liv. Det er kunsten og modet til at holde fast på det, der føles virkelig rigtigt.

Vi kommer til verden og skal på et eller andet tidspunkt forlade den igen. Vi ved ikke hvornår eller hvordan. Derimellem har vi fået tildelt en portion liv, som vi skal forvalte efter bedste evne. At få skabt et meningsfuldt liv med de odds kræver en vis portion livskunst.

Der findes forskellige redskaber i form af religioner og diverse -ismer til at definere et værdisæt, som vi kan navigere efter. Vi kan få vejledning af forældre og andre livserfarne mennesker – men i bund og grund er vi helt alene om at tage ansvaret for vores eget liv.

Hvordan synes du selv, det går?

Når vi vokser op, bliver uddannet og skal finde en levevej, bygger vores udvikling meget på andres bedømmelser. Hele vores uddannelsessystem er bygget op om at nogen, som formodes at være klogere end os, skal bedømme vores præstationer.

Hvis vi endelig bliver spurgt: “Hvordan synes du selv, det går?” – ja så kender vi betydningen af den sætning.

Når jeg kigger ind i øjnene på et ganske nyfødt barn, så synes jeg altid at kunne spore en uendelig visdom. Kunne det tænkes at vi fødes med en visdom fra den anden side? En visdom, der som et indre kompas, kunne hjælpe os med at træffe de valg, som er de rigtige for os.

At lytte til intuitionen

Det er efterhånden blevet mere almindeligt at tale om en mavefornemmelse – også kaldet intuition. Det er blevet acceptabelt at lytte til det sted langt inde, som fortæller om noget er rigtigt eller forkert. Den dybe indre viden, som uafhængigt af andres vurderinger, kan guide os gennem nogle svære valg.

Da jeg voksede op, var intuition noget kvindeligt pjat, og tanken om at børn kunne have en fornuftig ide om, hvordan de ville udvikle deres liv, var absurd. Mange forældre guidede i den bedste mening deres børn i den “rigtige” retning. Sjovt nok har mange af min generation, som formåede virkelig at realisere deres livsdrømme, gjort det i mere eller mindre oprør mod autoriteterne.

Jeg havde en indre drivkraft, som var meget skabende og kreativ, men i en familie, hvor det akademiske stod meget højt, var den “bedste” gave, jeg kunne få til mit fremtidige liv, en akademisk uddannelse. Det brugte jeg mange år af mit liv på med en lidt forvirret udstråling, der indikerede, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ville.

Men det vidste jeg i høj grad godt – dybt inde. Det var bare så fuldstændig på tværs af forventningerne til mig, så det havde krævet et markant oprør fra min side at gå efter drømmen. Og det var jeg ikke i stand til på det tidspunkt. Så den viden blev gemt godt af vejen.

I stedet kom min kreativitet til udtryk i alt muligt fritidssyssel som lidt tegning, syning, filtning, strikning, vævning mmm. Jeg kunne blive helt salig i en garnforretning med alle de farver, der var på hylderne. Alt hvad jeg lavede skulle have en ekstra dimension med farver og dekorationer. Det var mit frirum.

Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor?

Og alligevel troede jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Jeg plejer at sige, at indtil jeg blev 60, så vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, når jeg blev stor.
Men det ved jeg nu. Jeg er blevet kunstner, og det føles så rigtigt.

Sjovt nok at noget, der har råbt og skreget på min opmærksomhed i så mange år, har været så svært at realisere.

Men når vi gør noget, og når vi træffer nogle valg, er der så mange ting, der spiller ind, og som i den grad kan overdøve vores dybe viden. En ting som billedskabningen har lært mig, det er at holde fast på mig selv.

At holde fast i sig selv

Mange mennesker ser disse billeder og har en mening om dem. Aller værst er det, hvis man forsøger sig med at komme ind i varmen som godkendt og censureret kunstner. Så skal billederne stilles for en dommerkomité, der skal vurdere og bestemme, om de er gode nok.

Der kunne det være fristende at male ud fra det, som man tror kunne være bedømmelseskriterierne – altså forlade sit eget udtryk og give slip på sig selv. Ligeledes kunne et øje i retning af de stilarter, der sælger godt for tiden komme ind og forvirre udtrykket.

At jeg ikke har været god til at holde fast i mig selv i de første mange år af mit liv, har gjort at jeg har taget revanche i min billedkunst. Jeg har hele tiden mærket efter, hvad jeg vil med mine malerier – fundet min stil, mit udtryk og min udvikling. Det gør at det føles rigtigt at male.

Havde jeg på samme måde været kunstner i mit eget liv, kunne jeg måske have navigeret noget sikrere og målbevidst, end jeg gjorde. Men bedre sent end aldrig, og jeg er heldigvis blevet klogere og mere kunstnerisk også mht. livet.

 

livskunstner - farverige malerier med røde damer

Om mig som billedkunstner

Call Now Button
Kunstkalender 2019

Download en kunstkalender

Med 14 billeder af malerier.

Jeg holder dig opdateret med nyheder,

tilbud og events fra Atelier HBH-Art

Tak for din tilmelding