At en ørn er et fantastisk dyr, er jeg vist ikke ene om at synes.
Måske har du det også sådan?
Måske har du endda ørnen som totemdyr?
I hvert fald har jeg brugt ørnen meget som motiv – både i mine malerier og bronzeskulpturer
Derfor samler jeg det hele her på en side om ørne i kunsten

Ørnen som jeg bruger den i min kunst
Forestil dig at brede vingerne ud og svinge dig højt op over det hele. At få det store overblik over de små detaljer, som vi går rundt i til daglig.
Jeg kan huske at have læst historier om nogle folk, der skulle gennemgå et ritual. De indtog en hallucinerende drik, der fik dem til at opleve verden som en ørn. Det var en måde at løse problemer og finde svar.
Det er nok den oplevelse, jeg søger i mine mange malerier og skulpturer af ørne.
Når jeg bruger en ørn som motiv, går jeg ikke op i, hvilken slags ørn det er, da jeg ikke arbejder naturalistisk.
For mig er det en stærk fascination af et dyr, der er i stand til at flyve så højt og med en sådan kraft via sit gigantiske vingefang.
Samtidig med at den er hævet helt op til det store overblik, er den også i stand til at fokusere på et lille byttedyr dybt nede under den.
At svæve højt i skyerne og alligevel have jordforbindelsen – så kan man næsten ikke ønske sig mere.
Ikke underligt, at ørnen i mange kulturer har en fremtrædende rolle som symbol på visdom, overblik og endda som budbringer mellem den åndelige og fysiske verden.
Jeg har fundet nogle artikler, som belyser de emner noget mere, end jeg kan:
Ørnen i mytologi og kultur
Ørnen som totemdyr i shamanismen
Malerierne af ørne er malet over længere tid, og mange af dem er solgt.
Ligeledes er alle skulpturerne solgt, men da jeg elsker at modellere dem, kommer der flere til.
Følg med på siden, når der kommer ny kunst med ørne til
