Mød kunstneren bag malerierne

Om HBH-Art

Helle Borg Hansen som er billedkunstner, skulptør, flamencodanser og rytter, og omsætter det hele til malerier og skulpturer

Billedkunstner i Frederikssund kommune

Velkommen ind i mit kunst-univers

Der ligger i det smukke fjordland omkring Frederikssund.

Her vil jeg byde dig indenfor og præsentere mig ordentligt, så du ved, hvem det er, du besøger.

Mit navn er Helle Borg Hansen, og jeg er billedkunstner.

Før jeg præsenterer mig som menneske og kunstner, vil jeg lige give dig nogle kolde facts

Facts om firmaet HBH-Art

HBH-Art er et enkeltmandsfirma
v. dansk billedkunstner Helle Borg Hansen

CVR.:31844223

Kontakt:

tlf: +45 20911866 Mail: hbh@hbh-art.dk

Firmaet er beliggende i Skuldelev nær Skibby på Hornsherred i Frederikssund kommune på Sjælland, hvor jeg skaber og sælger egen kunst indenfor malerier og skulpturer

Google Places

• Oliemalerier
• Akvarel
• Skulpturer i bronze og stentøj

Tjek mit CV her

HBH-Art

• udfører bestillingsarbejder
• opsætter udstillinger
• evt med flamenco-optræden
• sælger Malerier og skulpturer direkte fra atelier.

Malerierne skabes med få undtagelser fra grunden med kraftige blindramme-lister og kvalitets-lærred, så de færdige malerier er holdbare og bevarer faconen.

Malingen fremstiller jeg af rene farvepigmenter og koldpresset linolie, hvilket giver en stor holdbarhed og en ekstra glød og dybde i farverne.

Video med tv-interview

Har du lyst og tid, så fortæller denne video en del om, hvad du kan forvente dig af mig som kunstner. Det er et interview, der blev lavet for nogle år siden til en lokal TV station KIP-tv

Kunstner og billedkunstner

Først og fremmest er jeg kunstner, men for mig begrænser kunst sig ikke kun til malerier og skulpturer. Kunsten er også i den måde kroppen udtrykker følelser og fortæller en historie i dansen.

Den er også i kommunikationen mellem hest og rytter, når de sammen udfører en række bevægelser i fuld harmoni. Og kunsten kan også bare være kunsten at leve livet på en autentisk måde.

Men disse kunstarter eksisterer kun i nuet. Maleriet og skulpturen gør det muligt at fastholde dem – og så er jeg billedkunstner, der bruger billeder og skulpturer til at fastholde nuet.

Billedkunstner og danser

Som du måske har gættet er jeg også både danser – flamencodanser – og rytter foruden at være billedkunstner

Flamencodansen mødte jeg – ikke i Spanien, men i Vestjylland.

Jeg var på kunsthøjskole, hvor der var et sideløbende flamenco-kursus. Jeg syntes, det virkede lidt skabet, at danskere skulle lege spanske sigøjnere, men nysgerrig som jeg er skulle jeg alligevel lige undersøge det nærmere.

Skulle lige låne et par sko – skulle lige prøve et par trin…. Og så var jeg solgt. Tænk at kunne trampe i gulvet af alle kræfter helt legalt.

Har man som jeg været gennem 50´ernes flinkeskole, hvor en pige/kvinde ikke kunne have et gedigent temperament uden at blive beskyldt for at være en hystade, så var denne oplevelse virkelig befriende.

Det blev starten på først en masse undervisning. Derefter begyndte jeg selv at undervise, og senere blev flere af eleverne til en pragtfuld dansegruppe “Flamenco de Colores”, som jeg tog ud og optrådte sammen med.

Nu er “Flamenco de Colores” en gruppe på to dansere og to guitarister, som ind imellem tager ud og optræder – specielt i forbindelse med mine udstillinger. Der kan jeg godt lide at præsentere kunsten fra forskellige vinkler.

Som man kan se i mange af mine billeder og skulpturer, er det netop flamencodanseren, der er motivet. Jeg skaber dem indefra, da jeg kan mærke kroppens bevægelse i dansen og fastfryse den i værket.

At afbilde danseren er også en måde at videregive den styrke og kvindelighed, jeg mærker og udtrykker, når jeg danser. Så smelter billedkunstner og danser sammen.

Hesten er et andet af mine motiver. Det er et fantastisk dyr. At ride alene i skoven i fysisk og psykisk harmoni med sin hest er for mig en af de smukkeste kunstarter.

En af de ting, der fascinerer mig ved kontakten til et dyr, er den hudløse ærlighed, jeg står overfor. Der er ikke nogen forstillelse eller tvetydighed i udtrykket, men kontakten er, hvad den er – lige her og nu.

Min hest har hjulpet mig med at være i nuet og komme i kontakt med den, jeg er lige nu.

Det er den ærlighed, styrke og blidhed, jeg vil fange, når jeg som billedkunstner bruger hesten i mine malerier.

Desværre mistede jeg min sidste hest for nogle år siden, men følelsen af denne specielle kontakt glemmer jeg aldrig.

Men nu kan det være lidt vanskeligt at gå rundt og være evig kreativ og kunstnerisk. Derfor har jeg som billedkunstner heldigvis også en praktisk håndværksmæssig side af maleriet.

Inden jeg overhovedet starter på at male, skal jeg tømre blindrammen sammen og spænde lærredet på. Når jeg kommer til malingen ligger der også et stykke arbejde, da jeg fremstiller den af rene pigmenter, som jeg river i koldpresset linolie.

På den måde får jeg nogle gode materialer at arbejde med. Lærrederne bliver kraftige, så de ikke vrider sig, og farverne bliver holdbare og får en helt særlig glød.

Da jeg også begyndte at støbe bronzeskulpturer, kom der endnu mere håndværk til. Det kreative er at modellere skulpturen i voks, og så er resten hårdt arbejde og håndværk.

Det er sådan, det ser ud i dag. Men jeg vil også gerne fortælle dig, hvordan jeg nåede hertil.

Gad vide, hvad et er, der gør, at man en dag kaster sig ud i at ernære sig som billedkunstner. Lå det allerede i kortene, da jeg var ganske lille, eller dukkede det op via miljøet?

Se også artiklen Hvordan bliver man kunstner.

Det er der sikkert mange svar på. Men nu hvor jeg er rundet de 7 årtier og har været fuldtidskunstner i næsten 14 år, kan det være interessant og se tilbage på, hvad det var for nogle begivenheder og oplevelser, der førte denne vej.

Det har også fået mig til at tænke over, hvor stor betydning virkelig kunst kan have for børns udvikling. Se også artiklen om børn og kunst.

At sanse verden som 2-årig

En af mine tidlige sanseoplevelser, jeg kan huske er en solrig morgen i sommerhuset i Dragør. Jeg har været omkring 2 – 3 år, og min mor hjalp mig med at komme i tøjet. Solen faldt ind ad vinduet, og en masse støvkorn svævede rundt og glimtede som guld. De var vanvittig smukke og lignede en gylden dans. Da jeg betaget gjorde min mor opmærksom på denne smukke oplevelse, så hun kun en masse støv, som ville kræve rengøring. Det var to meget forskellige oplevelser af det samme fænomen, og jeg fattede simpelthen ikke hendes måde at anskue det på.

Det er vældig interessant at kunne huske så langt tilbage, da verden var meget mere sanselig, end man normalt opfatter den som voksen. Muligvis er det en del af udviklingen til billedkunstner, at bevare fornemmelsen af denne sanselighed.

Det, jeg beskriver i artiklen om at se naturen med en kunstners øjne, er at gå ind i en tilstand, hvor du ser farver og former på en mere intens og direkte måde – ja som med barnets stærke sanselighed, men med en voksens reflektionsevne.

Flere af mine erindringer fra de år er meget stærke hvad angår farver, former, lyde og smag. Mit møde med planten japanske lygter nærmede sig en totaloplevelse. Deres smukke farve tiltrak mig, og noget så smukt måtte bestemt også smage godt.

Jeg plukkede en og mærkede dens pergamentagtige konsistens og måtte bare smage på den. Det var noget af det mest afskyelige bitre stads, der slet ikke stemte overens med skønheden. Der oplevede jeg en af naturens grelle kontraster på en meget direkte måde.

Jeg var i gang med afvænning fra min sut, men skønnede, at det var den eneste trøst, jeg kunne bruge.

Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke var populært hos min mor, at jeg sådan gik og spiste blomster. Så jeg kravlede op efter min sut, som var placeret på et meget højt skab – sikkert kun en kommode – for at jeg ikke skulle kunne få fat på den, og søgte trøst fra naturens grusomhed.

I øvrigt tror jeg, sådan en sut-afvænning må være noget nær så slem som et rygestop.

At møde den klassiske kunst i en alder af 5 – 10 år

Da jeg blev 5 og ca. 5 år frem, blev jeg præsenteret for nogle af de klassiske kunstnere gennem vores rejser til Italien om sommeren. Mine forældre var eminente til at formidle kunsten, så et barn syntes, det var spændende.

Jeg oplevede kunsten i Venedig, Rom og Firenze. Og selv om højdepunkterne var, når vi måtte købe is, så bundfældede noget af kulturen sig alligevel.

Specielt som 12-årig fik jeg den helt store oplevelse, som stadig har stor betydning for mig.

Det var i Firenze, hvor vi skulle se Michelangelos David. Han stod kæmpestor og smuk for enden af en stor sal. Men det, som fangede mig, var de skulpturer, der var linet op langs sidevæggene. Det var ufuldendte skulpturer, hvor de rå marmorblokke stod med begyndelsen til de færdige værker.

Som 12-årig oplevede jeg de halvfærdige menneskeskikkelser som næsten levende mennesker, der kæmpede for at komme fri af stenblokken. Måske var det sådan Michelangelo oplevede skabelsesprocessen: at hente figurerne ud af stenen. Det var betagende, at noget så dødt som sten kunne virke så levende.

Den oplevelse lever videre i min maleproces.

Når jeg har skitseret de første streger til nogle dansere på et maleri, begynder de at bevæge sig, og min opgave er at få dem fri af lærredet, så de kan danse.

På samme måde med dyremalerierne. Når jeg har antydet øjnene, kigger de på mig og beder mig om at vække dem til live.

Dårlige materialer og en ærlig mor

Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at male og tegne. Som alle andre børn fik jeg en farvelade og noget papir til at udfolde mig på.

Men da oplevede jeg vigtigheden af ordentlige materialer. Mine frustrationer over farver med for lidt og for dårligt pigment samt papir, der bulede ved mødet med den våde maling, gjorde at jeg mistede lysten til at male.

Til gengæld var jeg vild med at tegne. Jeg kunne bruge timer på at sidde og kopiere værker fra diverse kunstbøger.

En dag hvor jeg havde tegnet en af Leonardo da Vincis heste, viste jeg den stolt til min mor. Jeg syntes virkelig den lignede til forveksling.

Så havde jeg heldigvis en mor, der ikke bare slog hænderne sammen og sagde, at den var rigtig flot. Hun kiggede på den og sagde, jeg havde tegnet den godt, men forskellen på min hest og da Vincis var, at hans hest var levende, og det var min ikke.

Når jeg fortæller den historie til nogen, synes de, at jeg havde en forfærdelig mor. Men det, hun sagde, har gjort, at jeg altid arbejder på at få mine motiver til at leve.

Den kommentar var i virkeligheden en stor langtidsvirkende gave fremfor en kortvarig ros.

Kunsthåndværk og andre kunstarter

Da jeg blev ældre udforskede jeg forskellige håndarbejder, hvor jeg kunne bruge farver i garner og stoffer. Jeg strikkede, syede, filtede, vævede, spandt og plantefarvede garn, og hvad jeg ellers kunne komme i tanker om.

Jeg drømte om at komme på kunsthåndværkerskolen, men blev presset ind i en akademisk løbebane, for – som min far sagde – at kunne leve af kunst og kunsthåndværk, skal man jo have talent.

Det var der ikke nogen, der troede, jeg havde. Så det var gymnasiet, den lille latinprøve og videre på universitetet.

I gymnasiet havde jeg heldigvis en dansk- og musiklærer, som var fantastisk inspirerende. Litteratur og musik lugtede lidt af kunst, og mit universitetsvalg blev dansk litteratur.

Inden jeg blev færdig med det, begyndte jeg at undervise i en musikskole, da jeg i mellemtiden også var blevet grebet af musikken.

Visionen om at blive billedkunstner

Flere år senere fik min mor øjnene op for, at jeg måske havde lidt talent, så hun forærede mig gennem flere år et sommerophold på kunsthøjskoler efter eget valg.

Det fik mig omsider i gang med at male med farver, da jeg blev i besiddelse af nogle rimelige materialer og blev undervist i brugen af dem.

Fra da af gik det hurtigt, men jeg havde stadig ikke nogen ide om, at jeg skulle være billedkunstner.

Først en dag, hvor jeg var på den Frie Udstilling og sad i et af udstillingslokalerne. Så kom der en helt klar følelse af, at det var det, jeg skulle.

Jeg skulle være billedkunstner og udstille. At udstille på den Frie har jeg stadig til gode, men ellers er det til fulde gået i opfyldelse.

Som billedkunstner er det et stort privilegium at bo i nogle meget maleriske omgivelser, og at jeg kan have mit atelier i baghaven.

Da vi købte huset, spurgte ejendomsmægleren, om vi havde mange børn, siden vi ville have så meget plads. Det har vi ikke, men derimod mange aktiviteter.

Foruden atelier har jeg et danserum, hvor vi øver med gruppen “Flamenco de Colores”. Jeg har kontor på øverste etage, hvor min

mand, som er en af guitaristerne i flamencogruppen, også har øverum og kontor.

Han er også den dygtige fotograf, som tager fotos af af alle mine malerier mm.

I disse videoer tager jeg dig med en tur rundt i Skuldelev og det smukke landskab