Det svære farvel
Har du en hund, kat, hest, kanin, fugl eller et andet dyr, som du er tæt knyttet til? Så ved du også, hvor hårdt det er, når du skal sige farvel.
Det er så smerteligt, at dyrene ikke lever længere, end de gør, for afskeden er lige hård hver gang.
Da jeg var barn, havde jeg en undulat, som var så tam, at den næsten aldrig var i sit bur om dagen, men deltog i familiens daglige aktiviteter. Jeg elskede den fugl, og da den kom af dage ved at flyve ind i en dør, havde jeg vitterlig ikke lyst til at leve mere. Jeg tænkte kun på af blive forenet med min elskede undulat igen.
Helt så slemt har det ikke været med de dyr, jeg senere knyttede mig til og siden måtte tage afsked med, men hårdt var det hver eneste gang.
Maleri som et fysisk minde
Netop fordi jeg indgående kender smerten ved at miste et dyr, er det en fantastisk opgave, når jeg bliver betroet at skabe et varigt minde i et maleri, hvor jeg tager udgangspunkt i flere fotos.
Lige for tiden er jeg i gang med et maleri af en hest. Den var blevet så dårlig, så det ikke var etisk forsvarligt at lade den fortsætte. Jeg fik så mange fotos – foruden dem, jeg selv tog – så det var noget af en opgave at udvælge dem, jeg ville bruge i maleriet. Da gik det op for mig, at der også er en lindring i den proces at gennemgå fotos, mindes og udvælge de bedste.
Det er meget forskelligt, hvornår folk vælger at få portrætteret sit kæledyr. Men under alle omstændigheder vil maleriet være et minde længe efter afskeden.
Naturligvis har vi altid en masse fotos af vores dejlige dyr, og de er gode minder. Men et maleri kan noget andet og mere. Det er som om, de selv kommer til orde på en anden måde end i fotoet.
Kontakt med et dyr i maleprocessen
At male et dyr er en fantastisk proces, hvor jeg kommer til at kende det – også selvom jeg aldrig har mødt det i virkeligheden. Det er som om, jeg kan kontakte det på et ikke fysisk plan.
Der var en sjov episode, hvor jeg skulle male et portræt af en hund, og det skulle være en overraskelse til ejeren. Normalt falder det mig nemt at male dyrene, men det fungerede bare ikke med denne hund. Da kom jeg i tanker om, at hunden ikke vidste det, og ikke havde givet sin tilladelse.
Jeg kontaktede hunden mentalt og spurgte, om det var i orden at male ham som en overraskelse til hans far. Jeg mærkede en klar tilladelse, og derfra gik det let. Jeg fik så meget af hans personlighed med, så ejeren ikke var i tvivl om, at det var hans hund på lærredet.
Jeg går ikke særlig meget ind i det rationelle og logiske i sådanne oplevelser. Jeg ved bare, at sådan er det. Hunden levede flere år efter, og nu er ejeren meget glad for stadig at have dette fysiske minde.
En anden hund, jeg malede, var en grækerhund, som jeg vidste måtte have været ude for lidt af hvert, inden han kom til sit nye hjem. Der kom et mørk område i maleriet, og jeg tænkte, at jeg vist begyndte at overfortolke situationen, om at det var hans mørke fortid. Da jeg så vendte maleriet på hovedet kom en hund frem af mørket. Den lod jeg naturligvis blive. Hvad det er for en hund, ved jeg ikke, men den kom af sig selv.
Den mørke hund i baggrunden opstod, mens jeg havde maleriet omvendt, så jeg bemærkede den først, da jeg vendte det om.
På den måde får dyrene et eftermæle, hvor jeg er modtagelig for, hvad de kommer med som input i maleriet. Undertiden har jeg også en rent fysisk ting med som nogle hår eller lignende.
Gensyn med tidligere dyreportræt
At jeg overhovedet begyndte at skrive denne artikel, er fordi jeg fik et foto af en portræt, jeg malede flere år tilbage. Jeg glemte at tage et foto af det, så det var noget af en overraskelse at se det igen. Det fik mig til at tænke på alle de dejlige dyr, jeg gennem tiden har malet. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er blevet betroet disse opgaver.
Herunder er nogle af de hundeportrætter, jeg har malet. Og faktisk maler jeg gerne alle slags dyr.
Her kan du se mere om dyreportrætter – både heste, hund og katte
