På bronzestøber-kursus i Jens Galschiøts værksted

Ny udvikling med mine bronzeskulpturer

Da jeg elsker at modellere og sjældent lader en kreativ udfordring gå min næse forbi, har jeg gennem flere år haft bronze på programmet.

Jeg har modelleret i voks af forskellig art og fået figurerne støbt, mens jeg har deltaget i processen i større eller mindre grad. Men for første gang har jeg taget et regulært kursus og fået virkelig indblik i støbningens kunst. Det blev til en lille uge i Jens Galschiøts galleri og støberi

Det var ikke uden respekt og ærefrygt, at jeg trådte ind i det største og mest fantastiske støberi og galleri, jeg nogen sinde har set. Og så at få mulighed for at arbejde der med min kunst og lære hele den proces, jeg skal bruge.

Derfor synes jeg også, at mine bronzeskulpturer nu har taget et gevaldigt skridt fremad. Og jeg nyder at jeg har kunnet sætte mit præg på dem hele vejen igennem. Ikke mindst pga vores super dygtige lærer Niaz Bayati.

Jeg har tidligere arbejdet med bronzestøbning, men slet ikke på denne gennemførte måde. Nu har jeg fået en indgående forståelse for hele processen, der gør det fantastisk spændende at skabe disse skulpturer.

Har du ikke besøgt dette sted i Odense, har du noget til gode.

Her kommer en beskrivelse af hele arbejdsprocessen med at lave bronzeskulpturer

Klik på linket herover, og du kan se resultaterne af anstrengelserne

1 Modelleringen

Det første trin i processen er den mest kreative del. Det er nemlig her, hvor man skaber skulpturen ved at modellere den i voks.

Jeg har tidligere arbejdet med flere former for voks, hvor skulpturen som regel er svær at arbejde videre med, når voksen er størknet, fordi den bliver meget hård.

Denne voks er god, fordi du kan blive ved med at arbejde med den. Først når den kommer i køleskab, størkner den helt og kan alligevel blødes op igen.

Herefter bliver arbejdet mere af den håndværksmæssige art.

Skulpturen formes i voks

2 Sætte figurerne på støbekanaler

Når voksfigurerne er helt færdige, skal de sættes op til støbning. Dvs at de skal monteres på støbekanaler, hvor bronzen kan løbe igennem.

Disse støbekanaler er lavet af hård voks og sættes fast i en klump blød voks på en træplade.

Det er noget af et puslespil, da det hele skal passe ned i en cuvette ( en metalcylinder ). Samtidig skal man tage hensyn til, at alle emnerne skal kunne skæres fri med en vinkelsliber efter støbningen.

Voksmodellen sættes på støbekanaler
Mange små emner sættes på en støbekanal

3 Gøre cuvetten klar

For at gøre cuvetten klar til støbning, skal den dækkes med plastfilm og derefter med tape, så den er helt tæt. Derefter tætnes bunden og overgangen til træpladen med voks.

Jeg fandt ud af på den lidt hårde måde, hvorfor det er nødvendigt at gøre det grundigt. Da jeg fyldte gips i, begyndte den at lække og gipsen løb ud, hvor den absolut ikke gjorde nogen gavn. Så forstod jeg vigtigheden af denne proces.

4 Fylde gips i cuvetten

Næste skridt er at fylde gips i cuvetten. Gipsen skal være ret flydende, så den kommer ind i de mindste hulrum af voksmodellen. Både gips og vand bliver vejet nøje af, så konsistensen bliver helt rigtig. Derefter hældes gipsen i vandet – og endelig ikke omvendt, så der kommer vand i gipsspanden.

Herfra går det efter tid – nøjagtig 9 minutter. Æggeuret tændes og gipsen blandes i 1 minut. Derefter stilles gipsspanden på en plade med en beholder over, hvor der bliver dannet et vakuum. Det hedder at ekspandere gipsen, så alle luftbobler og ujævnheder kommer væk.

Det hele står på en vibrationsplade, som dog var ude af drift, så vi selv måtte klare vibrationen. Det foregår i nøjagtig 4 minutter, og det havde vi meget sjov ud af, som du kan se længere nede i en fjollet video.

Så hælder man gipsen i cuvetten, og den bliver også sat til ekspandering – dog uden helt så meget vibration i 3 minutter. Det var her, jeg lærte, hvorfor cuvetten skal være helt tæt.

Når gipsen er størknet og tape og film er taget af, sættes cuvetten ud i et dampbad, hvor første udsmeltning af voksen foregår.

5 Støbningen kan begynde

Efter den første udsmeltning i dampbadet, flyttes cuvetterne over i en varmere udsmeltningsovn – ca 600 grader – hvor gipsen tørres helt og andre materialer f.eks. træ, stof eller skind, brænder helt ud.

Efter flere timer flyttes cuvetterne over i de beholdere, hvor bronzen skal hældes i.

I mellemtiden er bronzen smeltet og har en temperatur på ca 1200 grader. Ovnen åbnes og diglen tages ud, sættes i en holder og eventuelle urenheder fjernes fra bronzens overflade.

Så er det nu den egentlige støbning foregår. Det er vakuumstøbning, hvor bronzen trækkes helt ud i de tyndeste kroge uden udluftningskanaler. Hjælperen bagved er der for at åbne ventilerne i det øjeblik bronzen hældes i formen

6 Gipsen fjernes fra den støbte skulptur

Når bronzen er kølet af, er det tid til at grave den frem af formen. Det er lidt som juleaften, da man er enormt spændt på, om støbningen er lykkedes. Der kan gå gevaldig meget galt undervejs, og alt det forudgående arbejde vil være spildt – lige bortset fra det man kan lære af alle sine fadæser.

På billede nr. 2 nedenunder kan du se skulpturerne, som de ser ud inden al efterbehandlingen.

Første punkt er højtryksspuling og derefter sandblæsning. Så er skulpturerne nogenlunde fri for gips og står råt på støbekanalerne.

Her er det, at man skulle have taget højde for denne proces, da man satte støbekanaler på. For hold da op, det er svært at save dem fri med en vinkelsliber uden at save i noget, der bestemt ikke skal saves i. Heldigvis kunne jeg nøjes med de nemme, og så var Niaz meget hjælpsom med at save resten af. Der kunne man godt nok se, hvad hans store erfaring betyde. Havde jeg selv gjort det, var mine skulpturer endt op i mindre stykker.

7 Skulpturerne slibes

Nu er støbekanalerne skåret af, og skulpturerne ser sådan ud. Den forrest i det første billede mangler endda en arm, som skal svejses på, fordi den var for høj til cuvetten.

Ellers er det om at fatte dremlen og slibe ujævnheder fra luftbobler mm samt rester af de afskårne støbekanaler.

På dette stadie kan en ekstra omgang sandblæsning også komme på tale, da der dukker hjørner frem, som man ikke kunne komme til, inden skulpturen var skåret fri.

8 Patinering og polering

Endelig kommer den sidste proces. Figurerne bliver patineret med svovllever, så de får en sort-brun farve. Derefter kommer det mest tilfredsstillende arbejde – nemlig at polere, så det endelige resultat dukker frem.

Den proces er som en slags belønning efter det forudgående arbejde. Nu kan jeg endelig se det færdige resultat.

9 Det færdige resultat

Og her er så et lille udvalg af de ca 20 skulpturer, jeg havde i gang på dette kursus.

Ørn på gren bronzeskulptur
Flamencodanser 2 bronzeskulptur
Bronzefigur Unika i massiv bronze. Væsen med næb og vinger. Altomfavnende - Jeg kan alt. Bronzeskulptur
Bronzeskulptur - flamencodanser