Spirituel kunst kan godt have kant

Religiøse billeder med guld og glimmer

Som barn blev jeg katolsk opdraget, og det medførte rigtig mange kirkebesøg. Det var min mor, der havde besluttet at konvertere til katolicismen, og som hendes datter fulgte jeg automatisk med.

Jeg tror ikke, jeg var specielt religiøs, men nogle ting fangede mig. Det var bl.a. de små billeder, man kunne få med jomfru Maria og alle de forskellige helgener med glorier og masser af guld. Fælles for alle de personer på billederne var, at de så utroligt smukke og hellige ud. Jeg syntes, de var vanvittig flotte, og jeg brugte en del af kirketiden til at sidde og kigge på dem. Med alderen dalede min begejstring, og jeg opfattede dem som lige lovligt sødladne.

Malerier af engle i pastelfarver

Siden hen i livet har jeg set malerier af engle i pastelfarver og spirituelle malerier, hvor alt er yndigt, hvilket gav mig en ide om, at religiøs og spirituel kunst nok er lidt til den meget søde side, så det var ikke lige det, jeg skulle kaste mig ud i. Det var lige en fordom for fuld udblæsning.

Da jeg for mange år siden kastede mig ud som udøvende kunstner, var det bestemt heller ikke de spirituelle malerier, der stod øverst på listen. Men så måtte jeg jo sande, at det er nogle energier, der ikke lige lader sig styre, og spiritualiteten sneg sig lige så ubemærket ind i malerierne.

Det har jeg før skrevet om i andre blogindlæg

Spirituel kunst

Jeg må også indrømme, at mange fordomme kom i sving, når talen kom på spirituel kunst. Som sagt, at det er for sødladent men også for pænt, pastelagtigt, som regel symmetrisk og totalt uden skævhed og kant.

Men det passer jo ikke. Som med alle andre forstokkede fordomme må jeg også bide den her i mig. Faktisk kan jeg tilslutte mig udsagnet “Al god kunst er spirituel” som en artikel i kunsten.nu hedder.

Det udsagn kan jeg tilslutte mig, fordi selve den kunstneriske skaberproces er en meget spirituel oplevelse. Det har jeg selv mærket adskillige eksempler på.

Den spirituelle skaberproces

En af de første oplevelser, jeg havde i den retning, var engang, hvor jeg malede en masse hesteakvareller. De var levende og fyldt med energi, og det var legende let at male dem. Der var ingen særlige tanker og jeg befandt mig inde i en særlig boble fyldt med en speciel energi.

Disse malerier var så gode, at de hurtigt blev solgt. “Fedt” tænkte jeg “Så maler jeg da bare nogle flere”.

Der mærkede jeg med det samme fraværet af den energi, der var, mens jeg malede de første. Disse nye heste blev en flok døde sild – totalt uden energi. Så det var kun papirkurven, der blev beriget.

Da fandt jeg ud af, at det at skabe kunst, ikke kun drejede sig om at være en god håndværker. Der skal også noget andet og mere med. Og det andet og mere, mener jeg, er en meget mere spirituel ting.

Nogle gange når jeg kigger på et af mine færdige malerier, har jeg en følelse af, at det slet ikke er mig, der har malet det. Det er lidt som om, jeg bare har været formidler – lidt lige som et spiritistisk medie må have det.

Det er sådan noget, der er svært at forklare – som jeg bare må konstatere, at sådan er det.

Når kunden fanger budskabet

Og så kommer turen til beskueren. Når jeg får at vide, at et maleri er ramt lige ned et sted, hvor det kan give lindring i en svær situation, så er jeg så taknemmelig for, at jeg kan være den formidler.

Eller når en kunde skriver om et maleri:

Samme øjeblik jeg så mit maleri, fik jeg følelsen af at det var malet til mig.

Så bliver jeg også rigtig glad

Derfor er jeg faktisk meget glad for at skabe spirituel kunst, og at det ikke behøver at være pastelfarvet, sødt og pænt. Det er egentlig ikke så skidt at få smidt nogle af fordommene over bord.

Herunder kan du se de artikler, jeg også har skrevet om spirituel kunst:

Farverigt maleri af Totemdyr - Tiger, der kigger direkte på dig

Totemdyr – en kraftfuld hjælper

Flere og flere oplever at have en hjælper i form af et dyr – f.eks i healings-arbejde. Et såkaldt totemdyr eller et kraftdyr. Hvis du føler, du har et dyr som hjælper, kan det være fantastisk at manifestere det i et maleri. Det kan også være, jeg allerede har malet det, og det bare venter på dig.

maleri med kvinde der danser med en blå tiger

Hvad er kunst – og kan kunst bruges til noget?

Hvad er kunst? Et totalt fortærsket spørgsmål – og alligevel evig aktuelt uden noget endegyldigt svar.

Originale malerier spirituelt maleri af healende hest og danser

Spirituelle malerier – healingsmalerier

Spirituelle billeder. Faktisk har jeg slet ikke haft nogen intentioner om at male spirituelle malerier eller såkaldte healingsmalerier. Jeg har bare malet, hvad der er faldet mig ind. Det er først senere, at jeg har fået en feed back om, at der er en speciel energi i nogle af malerierne, og at nogle behandlere har følt, at den energi har hjulpet i deres healingsarbejde, og at de faktisk kan komme under betegnelsen spirituelle malerier.