I de mange år, jeg allerede har levet, har ikke mange af dem været uden en eller flere dyrevenner. Hunde, undulater, katte og heste foruden dyr, som har krydset min vej på den ene eller anden måde.
I det hele taget indtager dyrene en stor plads i mit hjerte – om det så er en regnorm, der har forvildet sig ud på et stort asfalteret område. Den skal da hjælpes tilbage til jorden.
Det er også en af grundene til, at jeg maler dyremalerier af vilde dyr. Og da jeg ved, hvor forfærdeligt det er, at sige farvel til ens ven på fire ben eller med vinger, så maler jeg også dyreportrætter, som for mange har været en stor trøst.
Jeg har også forsøgt mig med at formidle budskaber fra dyreverdenen. Det er en historie jeg fortæller i denne artikel om dyrekort – Hvad siger dyrene om klodens tilstand?
Da jeg var barn, havde vi en stor hund – en boxer. Nogle gange sad den og kiggede på en med nogle meget udtryksfulde øjne, og min mor kiggede på ham og spurgte: “Hvad ville du sige, hvis du kunne snakke?”
Fra jeg fik mit eget hjem, har det været katte og heste, der har været mine følgesvende, men for et halvt år siden flyttede en skøn hund ind i menageriet. Det var skrumpet noget, da min sidste hest døde for nogle år tilbage, og min ene kat gik samme vej.
Chico og Sheeba
Det er altid vanvittig hårdt, at miste et dyr, som har taget grundigt ophold i ens hjerte. Men med katten var det dobbelt hårdt, da jeg også oplevede både sorg og savn hos den tilbageværende kat.
De havde et helt specielt forhold, da de var blevet efterladt som halvstore killinger i et sommerhusområde. Der havde de sammen måttet kæmpe for at overleve, indtil de kom ind på Inges kattehjem. Der fandt vi dem et par dage efter i et bur bag ved en dør.
Lige der havde jeg ikke problemer med at forstå, hvad der blev sagt. Hunkatten kaldte på mig, og bad mig give hende og hendes bror et trygt hjem. Han sad lidt skræmt bag hende, mens hun førte ordet. Der gik ikke et øjeblik, så havde jeg forstået hende, og de kom med os hjem.
Den forskræmte bror, som kom til at hedde Chico, fandt ro og tryghed – ikke mindst fordi Sheeba, som hun kom til at hedde, værnede om ham på den mest rørende måde.
Da de blev knap 10 år, måtte Chico forlade denne verden pga en stor, led og smertefuld knude. Sheeba mistede sin bedste ven, og det var næsten ikke til at bære.
Chica
At få en ny kat, ville aldrig kunne erstatte Chico. Da hun virkede meget glad for flere hunde, var det måske en mulighed for at udfylde et stort tomrum, og Chica – en ung blandingshund – flyttede ind.
Det var ikke bare sådan ligetil, og jeg fik et stort behov for at høre, hvad de begge havde at sige om situationen. Her tænkte jeg så på min mors ord: “Hvad ville du sige, hvis du kunne snakke?”
Det fandt jeg muligheden for at finde ud af, da jeg kontaktede den super dygtige dyretelepatør Mathilde Denning. Jeg havde hørt et af hendes foredrag og syntes, at hun virkede meget dygtig. Men hun var mere end dygtig, da hun ringede op og fungerede som tolk for mine to dyr.
Dyretelepati
Hun havde fået et par fotos af dem samt navne, alder og køn foruden en liste over de spørgsmål, jeg ville stille dem. Ellers vidste hun ingenting om dem. I det, hun formidlede, kunne jeg i den grad genkende dem begge, og i løbet at samtalen, var det simpelthen som at snakke med dem gennem en super kompetent tolk.
Da hun ringede op, satte jeg telefonen på medhør, så min mand kunne lytte med. Det var fantastisk at se katten ivrigt deltage i samtalen ved at puffe rundt med telefonen og komme med en masse lyde. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg kunne også se på hunden, at hun slappede tydeligt af, da hun fik afklaret nogle ting i forløbet.
Jeg var så imponeret af den lette måde, det hele forløb på, og på intet tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at det bare var almindeligheder, hun diskede op med. Jeg fik svar på de spørgsmål, jeg ville stille mine dyr, og jeg kunne fortælle dem nogle ting til gengæld. En samtale med mine skønne dyr.
Det var så god en oplevelse, at jeg lige måtte skrive om den. Det kunne være, der er nogen derude, som kunne bruge en samtale med deres firbenede eller vingede venner.
Fakta & links:
Mathilde Denning Dyretelepati

Kattene fik vi fra Inges Kattehjem – De er alle vaccinerede, chippede og neutraliserede
Hunden adopterede vi fra foreningen UFFAC – De er også chippede vaccinerede og neutraliserede
Mine to skønne heste