Når lysten til at male er der – men modet mangler
De fleste af os er født med en naturlig lyst til at udtrykke os i farver og former. Som børn tegnede og malede vi uden at tænke over, om det var “rigtigt” eller “pænt”.
Alligevel er der mange voksne, som længes efter at male – men som ikke kan få sig selv til at begynde.
Hvorfor er det sådan?
I dette indlæg dykker jeg ned i de indre barrierer, der ofte opstår i voksenlivet: overdreven selvkritik, præstationsangst og forventningen om, at vi skal kunne noget, før vi må gå i gang.
Kreativitet som genvej til ro – derfor har vi brug for at male
I en hverdag fyldt med krav, tempo og tanker, der aldrig rigtig holder pause, længes mange efter noget, der kan skabe ro og nærvær. Noget, der ikke handler om at præstere – men om at være.
For mange voksne kan det at tegne og male netop være en sådan genvej. Ikke som kunstnerisk præstation, men som et stille rum, hvor vi kan give slip på ord, analyser og forventninger.
Her ser jeg også på, hvorfor kreativ udfoldelse har så stor betydning for vores trivsel – og hvorfor det ofte føles langt sværere at give sig selv lov til at male som voksen end som barn.
Hvad skal det gøre godt for at kunne tegne og male?
- Det er en genvej til det ubevidste
- Et effektivt middel mod stress
- Og så er det sjovt, dejligt, stærkt, vidunderligt og meget mere at kunne skabe
At tegne og male er ikke kun for børn og kunstnere, Det er også for dig, der er voksen og ikke nødvendigvis regner med at gøre kunstnerisk karriere.
Du kan sikkert skrive et eller andet, uden at du føler, du skal være forfatter af den grund. Det er i virkeligheden lige så naturligt at tegne og male, men ad en eller anden grund falder det ikke altid så nemt.
Det er synd, for der er meget værdifuldt i at udtrykke sig i billeder og farver.
Læs mere her om, hvor vigtig kreativiteten er for os.
Hvad forhindrer dig lige nu i at kunne male?
Den største forhindring er normalt en lidt for aktiv selvkritik samt præstationsangst.
Vi er allesammen født med evnen, behovet og lysten til at udtrykke os i billeder. Alligevel er det ikke en evne, som for alvor bliver styrket i vores opvækst.
Vi lærer at gå, løbe, tale, skrive, læse, regne mm. Til dels lærer vi at synge og danse, men underligt nok holder langt de fleste af os op med at tegne, når vi ikke er børn længere.
Hvad var der sket med vores evne til at tale, hvis vi var stoppet med det i samme alder?
Undrer du dig stadig over, at det ikke går så godt med malerierne, nu hvor du er blevet voksen?
Siden du er gået ind på denne side, er det nok fordi, du mærker behovet for at kunne male og tegne.
Er det svært at komme i gang?
Ja det er klart. Du har forventninger til dig selv som en voksen, men hvis du stoppede med at tegne som 8-årig, så er udviklingen gået i stå der, og præstationerne står ikke mål med forventningerne.
Her kan du se Nordmanden Tragetons oversigt over de enkelte udviklingstrin
Men fortvivl ikke, hvis du er stoppet på et af de tidlige udviklingstrin, for alt kan læres med en ihærdig indsats, som tilmed kan være rigtig sjov.
Tegning og maling hænger ikke nødvendigvis sammen. Du kan tegne uden farver, og du kan male uden motiv, som det ses i abstrakte billeder.
Og netop abstrakte billeder er en god måde at blive fortrolig med farverne.
Det billedlige udtryk er genvej til det ubevidste
Når du leger kreativt og intuitivt med farver og former, går du uden om sproget. Dvs at du kan hente noget frem fra det underbevidste, som på den måde bliver synligt. Det er det, man arbejder med i kunstterapi.
Her har Betty Edward en virkelig god bog: Kunsten at se
Der er så meget kraft i at udtrykke sig kreativt, enten i musik, dans, sang eller billeder.
Kreativiteten åbner for nogle områder i os selv, som vi ikke plejer at bruge. Det kan være fantastisk befriende og skabe både glæde, fred og en langt dybere indsigt, end den du kan få ved at gå og gruble over noget.
Et middel mod stress

At kunst og kreativitet er et fantastisk middel mod stress, har jeg vidst i mange år. Det, der kan stresse mig, er bestemt ikke de timer, jeg tilbringer i mit atelier. Selvom jeg kan have rygende travlt, er atelieret et sted, hvor tiden har en helt anden dimension. Den kan på samme tid forsvinde lynhurtigt og stå stille. Den er i hvert fald ikke en stressfaktor. Det er det, den kreative proces kan gøre for mig.
Det kan du læse mere om i denne artikel: Stress af med kunst og kreativitet
Hvis du også vil have en eksperts ord for, at kreativitet er et meget effektivt middel mod stress kan du læse den nedenstående artikel.
Se her hvad psykolog Birgitte Sølvstein med speciale i stress skriver om emnet: Kreativitet på recept
Og hvad med dig?
Hvis du kan genkende noget af det, jeg har beskrevet her – lysten til at male kombineret med usikkerhed og præstationsangst – så er du langt fra alene.
Jeg har lavet et online malekursus for voksne, der gerne vil i gang igen i et roligt tempo, uden krav og uden at skulle præstere.
Det kan du læse om her:
Lær at male med ro, glæde og selvtillid – uden præstationsangst
Du kan også starte med et lille online-kursus som smagsprøve ved at tilmelde dig nyhedsbrevet: