Motivationen – den indre eller ydre
Efterhånden er jeg kommet i en alder, hvor det er nødvendigt at gøre lidt ekstra for, at min krop kan følge med til alle de ting, jeg gerne vil gøre. Dermed er jeg lige klar til at hoppe på tidens sundheds og motionsbølge, pudse glorien og føle mig frelst, hvis ellers jeg kan overholde alle de regler og krav til sund livsførelse, der farer rundt i æteren.
Bare tanken får enhver motivation til at dykke faretruende ned mod nulpunktet, og i bedste fald ville jeg kunne holde alle reglerne i måske tre dage.
Jamen hvorfor dog? Når jeg nu er motiveret og det hele? – Fordi motivationen er flyttet væk fra det indre behov, der fik mig til at mærke efter, hvad det var, jeg reelt havde behov for.
Missioneren
Rundt om i verden har der levet forskellige folkeslag med en livsform, som fik tilværelsen til at fungere i balance med det eksisterende miljø. Det blev til nogle kulturer, der var lige så afbalancerede og sårbare, som enhver anden biologisk balance i naturen.
Og så er det, jeg undrer mig over menneskets uhæmmede trang til at missionere. Vi må straks hjælpe disse stakkels primitive hedninge og komme busende med vores religion, teknik, økonomi, fremskridt, sygdomme, affald, hærgen af naturen mm.
Hvad er det for en bastant intolerance, der får folk til – i den bedste mening – at påføre andre deres ideologier, fordi de virkelig tror på, at det, de selv står for, er det eneste rigtige for alle? Måske for at få bekræftet, at det virkelig er så fortræffeligt?
Individualitet
I denne tid er det enkelte individ meget i fokus – endda i en sådan grad, at det får egoismen til at stortrives. Men der overlades ikke meget tillid og selvansvar til alle disse individer. Der hersker en mistillid, som er guf for flere og flere regler og kontroller, der skal holde alle disse uansvarlige uregerlige individer i ave. Med andre ord, der levnes ikke plads til den enkeltes ansvarsfølelse og egen bedømmelse af situationen.
Barnepige-regler
Som barn syntes jeg, det var ulideligt at skulle rette ind efter forældres, læreres og andre autoriteters fastsatte regler. Det levnede ingen plads til min egen vurdering af, hvad der var rigtigt.
Og nu hvor jeg som meget voksen skulle være sluppet for de regler, der udgjorde barnepige-overvågningen: Hvad jeg skal spise, om jeg må ryge, om jeg må ligge og stene hele dagen på sofaen og andre helt private ting – ja så har samfundet Gud hjælpe mig taget over.
Kirken og missionær-religionen har ikke mere det voldsomme tag i os, men en eller anden motions- og sundhedsreligion har taget over. Den giver os ret til at drive hetz alle mod dem, der overtræder de mange sundhedsbud: Rygere, overvægtige o.l. Der er dannet sekter, der missionerer om de rette spisevaner: veganere, vegetarer, stenalderkost-spisere,…… you name it. Og det er nærmest som om det medfører en helgenkåring at udføre mere og mere ekstreme sportspræstationer.
Det indre kompas
Og misforstå mig ikke. Jeg synes absolut, at enhver har sin fulde ret til at gøre, hvad pokker de vil, når bare det ikke er til skade for andre.
Og den skade mener jeg kommer, når man absolut skal pådutte andre sin egen livsform, fordi man – i den bedste mening – ikke mener de selv kan finde ud af at leve deres liv. Man påfører dem en ydre motivation, og fratager dem muligheden for at følge sit eget indre kompas.
Så er jeg tilbage til det med motivationen, og hvorfor det ikke dur for mig at hoppe med på en eller anden bølge. Det er fordi, at når jeg skal gøre noget for min krop, skal jeg også kunne mærke, hvad den har behov for. Det nytter ikke at lytte til alle mulige andres mening om, hvad de er sikre på er godt for min krop.
Det er sådan, det fungerer for mig, og hver af jer, der læser dette indlæg, har helt sikker jeres egen måde. Og jeg har ikke tænkt mig at missionere min livsførelse eller se ned på alle jer med en anden opfattelse. Og jeg vil rigtig gerne lære en hel masse af jer, men når det kommer til den endelige beslutning, er det kun mig, der kan afgøre, hvad der er rigtigt for mig, ligesom kun du kan vælge det rigtige for dig selv.
Trafikchikaner med ansvar og hensyn
Ude i trafikken er der nogle trafikchikaner, som ikke giver nogen forkørselsret, men lader det være op til trafikanternes vurdering at bedømme, hvornår man kører frem. Og tænk – jeg har ikke oplevet, at der er nogen, som er kørt sammen i de chikaner. Folk gør plads, viser hensyn og kører frem, når det er forsvarligt.
Jeg holder meget af disse chikaner, der lægger et ansvar ud til den enkelte trafikant. Hvor kunne det være dejligt, hvis den tillid og det ansvar til den enkelte kunne spredes ud til flere områder.
Det inderste jeg
I en periode har jeg arbejdet med at finde ind til min egen indre kerne, hvorfra jeg kan leve mit liv. Det er vanvittig svært, når det meste af vores samfund bygger på en mistillid til, at vi selv kan styre vores liv, med mindre alt er pakket ind i love og regler.
I min kreative proces som kunstner, har en stor del af opgaven været at holde fast i mit eget udtryk. Når kunsten bliver et levebrød, er det fristende at skele til, hvad der sælger godt, i stedet for at følge sit eget hjerte. Og så mister kunsten sin betydning. Det har jeg uddybet mere i artiklen om kunstnerens rolle.
Som menneske er det også lidt af en kunst at leve livet rigtigt. Rigtigt efter hvilken målestok? Og her er det, jeg er fortaler for, at man i højere grad lægger vægt på den enkeltes indre værdier, og har tillid til at vi faktisk godt kan finde ud af at leve på en ansvarlig måde uden at være spændt ind i urimeligt mange love og regler.
At vælge kunst
Når det drejer sig om den kunst, du vil have hængende på dine vægge, er der også rigtig mange, som har en mening. Er det et anerkendt navn? Er det god kunst? Har du overhovedet forstand på kunst, så du har forudsætningen for at vælge det rigtige?
Der har jeg det råd, som er: Lyt til dit hjerte, og stol på, hvad det siger. Oplever du, at et maleri taler til dig, så har det noget at give dig – uanset hvad andre så må mene om det.
Jeg håber, jeg med mine malerier kan formidle en energi, der er med til at styrke den kerne, der gør, at du tør stole på dig selv.
Det handler denne serie malerier om .”Det inderste jeg“
