Dyr i kunsten

Når dyrene bliver brugt i kunsten

Når dyr bliver brugt i billeder, så kan der være rigtig mange intentioner med det. Ofte må dyrene lægge krop til de særeste ting, hvor de menneskeliggøres, bliver til morsom underholdning, får en nuttethedseffekt i toppen af skalaen eller andet.

Dyr har også været et flittigt brugt motiv i kunsten, og der får en del andre roller – mere eller mindre respektfulde. Af de mere afskyelige kan jeg nævne: Guldfisk i blender, udstoppede hundehvalpe, regulær dyremishandling som at sulte en hund ihjel i kunstens navn. Og hvad med Bjørn Nørgaard, som puttede en parteret hest på syltetøjsglas.

Hvorfor dyremishandling i kunsten?

Det har der været mange grunde til. En af dem er at udstille menneskene med f.eks: Hvordan kan vi forholde os passivt til krige og tage sådan på vej over en hest, der bliver slagtet? Og hver kunstner har en god forklaring på deres brug af dyr i kunsten på den måde.

Men et er sikkert. Det får medieomtale, og er en effektiv måde at få sit navn kendt på. Så kan man filosofere lidt over grundene til at gøre det.

Dyr i kunsten som protest

Hvor kunstneren skaber – i stedet for at misbruge dyrene

Ja dyrene kan også bruges til at få vores øjne op og få os til at tænke. Det er tilfældet i et af Jens Galschøits værker: Unbearable fra 2015

Det er et fantastisk værk, hvor han har skabt en isbjørn i naturlig størrelse i kobber og spiddet den på en rørledning. Han har rent faktisk kunnet skabe noget selv, og ikke lukreret på dyret.

Dyr og mennesker – Hvem har første-ret?

At bruge dyr i kunsten ved at mishandle dem og udstille dem på en måde, man aldrig ville drømme om med mennesker, understreger kun menneskets disrespekt. At bruge døde dyr som protest mod en menneskeskabt krig er at blande dyrene ind i noget, de ikke har nogen andel i. Det er “kunst” som bare cementerer mennesket som Top of the World.

Og så at bruge selve dyret i stedet for at skabe noget kunst selv. Det finder jeg dybt uetisk.

P.T har Arken en udstilling, der hedder Dyr i Kunsten – heldigvis uden døde dyr. Den tager fat på menneskets forhold til dyr, og på alle de sære måder, vi bruger dem på.

Og der er ingen tvivl om, at langt de fleste mennesker mener, at jordkloden primært er til for os mennesker. Ja så kan vi godt respektere dyrene og naturen i det hele taget – bare vi får lov at bestemme og styre.

Hvad nu hvis dyrene i virkeligheden har større visdom end mennesker?

For mig ser det ud som om, dyrene har en større evne end os mennesker til at indgå i balance med det miljø, de bebor. Med mindre vi blander os og omplacerer nogle dyrearter, så de pludselige bliver invasive og forrykker balancen.

Vi vil vældig gerne styre og kontrollere det hele i en grad, så det nok lykkes os på et tidspunkt at få kloden til at kollapse. Så måske er det os, som er den største invasive art, der forrykker hele økobalancen.

Jeg har et stort hjerte for alle dyrearter, og det piner mig, hvor meget de skal lide ved at dele klode med os. Ud fra min omgang med både tamdyr og vildtlevende dyr, opfatter jeg en utrolig fin energi og en visdom, der ligger hinsides ord.

Og her kommer jeg ind på noget, hvor netop ordene ikke rækker, men hvor jeg må tage fat i penslen og billedsproget. Det er denne både stærke og fine energi, jeg vil beskrive i mine dyremalerier ud fra min uendelige respekt for naturen og alle dyrearter.