Ekspressionisme som tidsbillede
Ekspressionisme – et stilistisk begreb som tidsmæssigt opstod i starten af 1900-tallet og bredte sig ud over malerkunsten, musikken, litteraturen og arkitekturen.
En ekspressionist var en oprører mod den overfladiske pænhed og satte i stedet det indre i fokus – psyken og alt det, der lå under den polerede overflade. Kunsten blev nærmest en eksplosion af alle de indre kræfter, som ellers blev holdt i ave af borgerskabets pæne manerer.
Med første verdenskrig fik ekspressionismen for alvor vind i sejlene, da pænheden blev revet i stykker af krigens råhed.
Ekspressionismen i malerkunsten blev hos mange kunstnere en billedliggørelse af tilværelsens rædsomme vrangsider og det, som ikke passede ind på de bonede gulve.
Hvor impressionisten Edgar Degas skildrede de yndefulde og smukke balletdansere, tog post-impressionisten Toulouse Lautrec fat i det mere tvivlsomme forlystelsesliv med cabaretdansere, prostituerede og drankere mm, som en klar overgang til ekspressionismen.
Ekspressionismens kunstnere og deres udtryk
Selv om det med at skildre livets uendelige rædsel og tristesse ligger langt fra min intension, er flere af mine yndlingskunstnere expressionister eller postimpressionister lige på overgangen til ekspressionismen – bl.a van Gogh, Toulouse Lautrec, Emil Nolde og Edvard Munch.
Jeg elsker de stærke farver, de fanden-i-voldske penselstrøg, og den kraft, der lyser ud af malerierne. Og selv om mange af kunstnerne brugte denne maleform med vrede og oprør, kan den også i høj grad bruges til at udtrykke glæde, energi og livskraft.
At Vincent van Gogh var en person med en psyke og personlighed, der ofte tyngede ham helt ned, virker stærkt modsætningsfuldt til hans farveorgier af malerier. Han viste, at tungsind og psykisk ustabilitet også kunne udtrykkes med klare farver. Så havde han lige de sorte fugle, der optrådte som en påmindelse af de mørke kræfter.
Også i Edward Munchs malerier bliver grusomme motiver skildret i en stærk farvepalet.
At udtrykke livets mørke sider er ikke omdrejningspunktet i mine værker. Alligevel kan jeg ikke nægte, at ekspressionismen har fungeret som en stærk inspirationskilde til mine egne malerier. Dog kan jeg ikke kalde mig expressionist, selv om jeg har meget at udtrykke. Ordet ekspressionisme betyder jo udtryk. I modsætning til impressionisme, som er indtryk, hvor det ydre er inspirationskilden.
Ekspressionisme som stilart og som reaktion mod pænheden, hører en anden tid til. Dermed ikke sagt, at den ikke trækker brede spor frem til i dag – også via postekspressionismen, som var en forsigtig genopblomstring omkring 1970´erne.
I dag behøver man ikke at kravle ind i en -isme-kasse. Kunstens rammer er så vide, at de næsten ikke findes. Det er som om de fortidige strømninger og stilperioder er eksploderet i den store kunstneriske frihed.
Flamenco – musikkens ekspressionisme
Men kan man være expressionist i dag? I og med at jeg beskæftiger mig med flamenco – både som dans og som maleri – har jeg fat i det indre: Følelser, stemning, temperament mm. Det er drivkraften i både flamenco-musik, -dans og -sang. Nogle gange er det som om, det indre bliver krænget ud og er den direkte drivkraft i udførelsen. Man kan sige, at flamenco nok er en af de mest expressionistiske musikformer, der findes.
Og dermed – når jeg vil have denne musikform ned på lærredet, har jeg fat i det indre, som skal udtrykkes – altså ret meget ekspressionisme.
Videoer med Tarantas – flamencoens ekspressionisme
I denne video kan du se en af mine yndlingsdanse – Tarantas – en af flamencoens dybeste og mest ekspressionistiske stilarter. Det er dans direkte fra sjælen og hjertet.
Den forekommer i to versioner, da vi havde kamera fra to vinkler
Solea – Ensomhed
Endnu en af de mere ekspressionistiske flamenco-stilarter
Ekspressionismens farver og motiver
Med ekspressionisme tænker jeg klare rene og stærke farver som f.eks. Emil Noldes blomsterakvareller. Det er ikke bare pæne naturalistiske blomsterbilleder, men malerier hvor blomsterne taler – ja næsten skriger. Og hvor han får specielt den røde farve til at lyse og skinne. Ikke noget med douche pastelfarver, men fuld knald på.
Ekspressionisme er også van Goghs penselstrøg, der kan få en nattehimmel til at eksplodere som et fyrværkeri. Og ekspressionisme er Edward Munchs motiver, hvoraf Skriget nok er det kraftigste.
Der kan jeg trække en parallel til flamencoens ekspressive sang, som netop tager udgangspunkt i livets første skrig. Eller som digteren Federico Garcia Lorca siger: Det er skriget til de døde generationer, den smertefulde klagesang fra forgangne århundreder. Sangen er dyb, dybere end alle brønde.
Flamencosangeren sender alle sine dybeste følelser ud i sangens udtryk.
Ekspressionismen i mine egne malerier
Min tilgang til malerierne er absolut også, at de skal være udtryksfulde med en dybde, der hæver dem langt over den rene dekorations udvendighed. Jeg plejer at sige, at jeg maler fra hjertet.
Ikke at jeg altid ved præcis, hvad jeg udtrykker. Det er en ord- og meget tankeløs proces. Det vigtige er, at jeg kan mærke maleriet, og at det lever, mens jeg maler. Og ikke mindst at det går i hjertet på beskueren.
Jeg havde engang en lærer, der sagde, at det værste man kunne sige om hans malerier var, at de var pæne. Og jeg er så enig med ham. Pænheden er tandløs, kedelig og intetsigende. Så hellere alt muligt andet.
Det er en stilart, der opstod i slutningen af 1800 tallet efter impressionismen. I modsætning til impressionismen, som tager udgangspunkt i det ydre, går ekspressionismen ind og udtrykker det indre på en farverig og temperamentsfuld måde. Ekspressionismen er et opgør med pænheden hvad angår farver, penselstrøg, motivvalg og den måde motivet bliver skildret.
Ekspressionismen kommer til udtryk i både malerkunst, litteratur, musik og arkitektur.
Ekspressionisme er som stilartsbetegnelse knyttet til en bestemt periode. Men det forhindrer ikke nutidige kunstnere i at udtrykke sig ekspressionistisk.
Al kunst med et særkt udtyrk hentet fra det indre, vil jeg opfatte som ekspressionistisk.
Læs også: