Rulletrappesamfund
I dag søndag d. 23. okt 2022 læste jeg en artikel i Politiken. Den hedder “Mistrivsel skyldes en idiotisk samfundsmodel” og er skrevet af den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa. Den artikel fik noget til at falde på plads inden i mig, og det noget vil jeg gøre mit til, at det kan brede sig som ringe i vandet, så vi sammen kan skabe en forandring.
Essensen i artiklen er, at begrebet mistrivsel lægges ud til den enkelte, som dermed har brug for psykologisk/psykiatrisk behandling. Det er det enkelte menneske, der skal passe sig ind i det omliggende samfund.
Men hvad nu hvis samfundet er umenneskeligt? Han kalder det et rulletrappe-samfund, hvor vi løber op ad en rulletrappe, der konstant trækker nedad, så vi hele tiden skal løbe hurtigere og hurtigere for ikke at styrte i afgrunden. Kan det ikke kaldes umenneskeligt?
Man skal vist ikke være professor for at se, at noget er rivende galt omkring os (Jeg behøver nok ikke at remse problemerne op), og de fleste er enige om, at der må gøres noget.
Grænser for vækst
Da jeg læste denne artikel, kom jeg til at tænke på den bog, der udkom i 1972 – for 50 år siden!!! – “Grænser for vækst” af Romklubben, en international tænketank bestående af fremtrædende erhvervsfolk og videnskabsmænd.
Den advarede rent faktisk om den suppedas, vi sidder i i dag, og vi kunne have bremset op i tide. Men hvem skulle træde på bremsen? Det må der vel være nogen, som tager sig af. Lille jeg kan i hvert fald ikke gøre nogen forskel osv osv……. En masse gode undskyldninger for at lade tingene ske.
Forestil dig, at jorden er et stort rum. Vi er en blandet flok af forskellige arter – mennesker, dyr, planter og andre livsformer. Tilsammen danner vi en enhed, hvor der er plads nok til alle, og tingene fungerer.
Så begynder den ene art at udvide sig. Der kommer flere og flere, og hvert individ vil have mere plads en større og større del af ressourcerne. En tid går det “kun” ud over de andre arter, men på et tidspunkt er der ikke mere plads. Ressourcerne er brugt op, og vi kan ikke flytte væggene.
Ligner det ikke lidt den situation, vi står i nu? Vi er nået grænserne for vækst.
Så er det måske tidspunktet, hvor vi skal gå den anden vej. Stoppe rulletrappen og prøve at indskrænke i stedet for at vækste.
Det er der frygtelig mange argumenter for, at vi ikke skal gøre: økonomien, arbejdspladser, velfærd ……..
Men vil disse argumenter redde verden?
Så vidt, jeg kan se, står vi og maser på nogle solide vægge, mens vi opretholder illusionen om det gode liv. Men som bogen “Grænser for vækst” i 1972 gjorde os opmærksom på: DER ER IKKE PLADS TIL, AT VI KAN BLIVE VED MED VORES NUVÆRENDE SAMFUNDSMODEL!!!!!!
Hvad kan jeg gøre?
Jamen hvad kan jeg som enkelt menneske gøre? Det er der heldigvis allerede mange, der har fundet ud af. Jeg googlede “Simple living” og kom bl.a. ind på denne side: 39 ideer til simple living
Mange higer efter et enklere liv, hvor man så at sige lever efter en mindre målestok, og finder frem til de virkelige værdier. Og du behøver ikke engang at tage det helt store drastiske skridt med at droppe alt for at finde det enklere liv.
Start i det små:
Behøver jeg at skifte min mobil ud nu, fordi der er kommet en nyere model?
Kan jeg bruge mit tøj, til det er slidt, eller skal det skiftes ud, så snart det er gået af mode?
Skal jeg have et nyt køkken, fordi der findes noget smartere, end det jeg allerede har?
Og her kunne jeg blive ved. Men ingen tvivl om, at det kunne gøre underværker, hvis vi alle skruede ned for forbruget. Alle vores ting og sager, kræver ressourcer – både at fremstille og skille os af med.
Heldigvis er der mange – specielt unge mennesker, der helst skulle kunne se en fremtid på denne jord – der allerede har taget fat på den side af sagen. Og det er da noget hver enkelt menneske kan gøre noget ved.
Jeg ville frygtelig gerne redde hele verden. Derfor overvejede jeg, hvad min rolle kunne være.
Jeg er kunstner og har længe sat fokus på vilde dyr – truede dyrearter, som efterhånden snart omfatter de fleste arter. Jeg har i årevis begrænset mit forbrug, da jeg allerede som ung besluttede, at jeg ikke ville bruge hele mit liv på at arbejde for at jagte materielle goder.
Deltag i debatten
Dette blogindlæg er mit seneste tiltag, hvor jeg gerne vil deltage i debatten og få de gode initiativer til at brede sig. Jeg syntes ikke, jeg kunne stille noget op i 1972, hvor jeg var 22 og ikke særlig selvstændig. Nu er jeg 72 og kunne måske være lige glad, da jorden nok holder min tid ud, og jeg ikke har nogle børn, der skal være her efter mig.
Men jeg er ikke lige glad. Vi mennesker må da for pokker sammen kunne udrette noget, så ethvert fremskridt ikke bare fører os nærmere afgrunden.
Her er flere tanker om liv og kunst:
Hvad er kunst? Et totalt fortærsket spørgsmål – og alligevel evig aktuelt uden noget endegyldigt svar.
Ideologien og meningen bag et firma. For nogen tid siden snakkede jeg med en veninde, som er iværksætter med nogle fantastiske bomløse dressursadler, som virkelig gør livet en hel del behageligere for mange heste. Ideologien og meningen med hendes firma er til at få øje på.
Stress kan være ganske alvorlig, og man kan næsten kalde den en folkesygdom. Når der for alvor kommer gang i … Læs mere
Når kunstneren holder ferie Som kunstner med atelier i baghaven er det virkelig svært at koble arbejdet helt af, når … Læs mere
Art-Battle. Her i sommer deltog jeg i en art-battle – en kunst kamp, hvor jeg malede om kap med 5 andre kunstnere. Det var naturligvis kun for sjov, og alligevel gik jeg til den med alt, hvad jeg havde i mig, og blev vanvittig glad og stolt af at vinde.