Kvinder og kunst

Malerier og kvinder – kunsthistorisk set

Eller man kunne sige kunst og kvinder.

Set med kunsthistoriske øjne, spiller kvinder en meget lille rolle, selvom nogle enkelte har sat varige spor.

Ad en eller anden grund er kvinder gennem tiden blevet placeret i en kasse, hvor der stod:

  • Husarbejde
  • Børnepasning
  • Servicefag til lavere løn
  • Ikke så klog og dygtig som manden
  • Ikke så stærk og robust som manden

Og listen kunne fortsætte meget længere.

Halvdelen af jordens befolkning blev stemplet ukvalificeret til lødigt arbejde, og vi troede på det i vid udstrækning.

Det vil sige, at når det kom til malerier og kvinder, så var vilkårene langt hårdere, fordi kvinderne skulle opfylde alle de andre forpligtelser først, før de kunne hellige sig maleriet.

Også mht kunstuddannelsen så det skidt ud. Først i 1908 fik danske Kvinder adgang til Kunstakademiet, og først i 1924 kunne de deltage i modelklasserne på lige vilkår med mændene.

maleri har spillet en rolle hos overklassens kvinder som led i den almene dannelse, men var ikke noget, der blev taget seriøst.

Man kunne tro, at det havde ændret sig markant med tiden, men balancen er fortsat skæv hvilket en søgning på “Balancen mellem mandlige og kvindelige kunstnere” hurtigt kan afsløre.

Vil du dykke mere ned i kvinder og malerier i kunsthistorien, faldt jeg over en spændende artikel, jeg kan anbefale:

Kvinder og vindere i Kunsthistorien

Kvinder og kunst i flamenco dansemalerier

Kvindens kraft og samfundets ubalance

Lyt til artiklen som pod-cast

En dag, hvor jeg kørte i min bil, stødte jeg i radioen ind i flere udsendelser om ligeberettigelse mellem mænd og kvinder.

I Saudi Arabien havde kvinderne lige fået stemmeret, men måtte stadig ikke køre bil.

En kvinde var blevet straffet for at køre alligevel, men kunne ikke komme i rigtigt fængsel, da hun stadig blev betragtet som en teenager og umyndig – hun var nemlig ikke fyldt 30 endnu.

Den næste udsendelse handlede om balancen mellem mænd og kvinder i arbejdet med kunst og kultur samt i ledende magtfulde stillinger.

Det så temmelig sløjt ud med en klar overvægt af mænd. Går vi så til de dårligt betalte servicejob, der ikke genererer penge, finder vi til gengæld ikke mange mænd.

Og sådan kunne jeg blive ved hele verden rundt.

Så er det, jeg undrer mig over, hvad det er, der berettiger til, at ca halvdelen af jordens befolkning befinder sig i en lavere rangklasse.

 Nogle steder så meget, at de aldrig får nogen medbestemmelse i deres egne liv.

Andre steder, hvor det ikke er helt så synligt, men absolut afslører sig i statistikkerne, og hvor kvindens kraft i den grad trænger til at blive opdateret.

Se også en spændende artikel om kvindens kraft skrevet af en kvindelig psykolog Ditte Haulrik

Maleri af kvinder. to i røde kjoler, en med slør

Hvordan står det til med diskriminationen i dag?

Jeg synes egentlig ikke, jeg har været voldsomt plaget af kønsdiskrimination. Jeg er både veluddannet og synes, jeg har haft nogenlunde indflydelse på min livsudvikling.

Og alligevel sidder der en eller anden implanteret opfattelse af, at mænd nok er både klogere og dygtigere samt har ret til nogle flere privilegier end os kvinder.

Det kan måske være en slags personlig mindreværdsfølelse, som intet har med køn at gøre. Det kan også være, at det menneskesyn blev  grundlagt i min opdragelse, da jeg var barn i 50´erne.

Et menneskesyn, som jeg ikke var alene om at få ind med modermælken og skolemadpakkerne. Og sådan forblev vi i troen på, at det reelt forholdt sig sådan.

Hvad så med de piger og kvinder, som er vokset op i tider, hvor ligeberettigelsen havde vundet mere indpas?

Jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg ser piger og unge kvinder gå i stykker af stress, fordi de har et krav til sig selv om at være perfekte på alle områder. – Et krav, som jeg ikke i samme grad ser hos drenge og unge mænd.

Er det sådan, at vi kvinder kun har en berettigelse, hvis vi er smukke, kloge, succesrige, gode mødre, hustruer, kærester og døtre. Holder alt omkring os rent og ryddeligt – i det hele taget oser af succes på alle planer, samtidig med at vi er totalt afslappede og har styr på tingene?

Og er det sådan, at vi virkelig tror på, det forholder sig sådan i større eller mindre grad?

Dansemaleri af fire flamencodansere i røde kjoler. Kvindens kraft

At være kvindelig kunstner i dag

Efter mange mange år med lønarbejde har jeg turdet kaste mig ud som professionel kunstner.

Det kan vel være lige meget, om en kunstner er mand eller kvinde – bare man kan male. At de berømte kunstnere gennem tiderne i langt overvejende grad var mænd, behøvede da ikke at have nogen betydning i dag.

Der fik jeg så noget andet at vide en dag, jeg gik ind i et galleri og spurgte, hvad der skulle til for at udstille der.

“Ja først og fremmest skal du være en mand” sagde galleriejeren Gud hjælpe mig.
“Og hvorfor i alverden skulle jeg det” var min modreplik.

En længere forklaring lød på, at mænd havde et stærkere udtryk og noget i den retning.

OK kvindelig kunstner blev pludselig et selvmodsigende begreb i år 2000 og et eller andet.

Jeg tror, det var der, jeg lagde grunden til mine kraftfulde malerier af kvinder som flamencodansere. Jeg skulle give ham kraft og udtryk!

Udtalelsen fik mig altså ikke til at stoppe som kunstner, men har været medvirkende til, at jeg ikke alene fortsatte med at være kvindelig kunstner, men også begyndte al male en frygtelig masse malerier af kvinder. – Stærke, kraftfulde, sensuelle, selvstændige mm.

Jeg ville billedliggøre kvindens kraft i mine malerier af kvinder. Finde den dybt inde i mig selv og i alle andre kvinder og sende den ud i en verden, hvor der hersker den opfattelse, at kvinder vist ikke er så værdifulde som mænd. Jeg ville sende mine malerier af kvinder ud i verden.

Der er ingen som er tjent med en verdensopfattelse i ubalance, og jeg forstår ikke, hvorfor den kvindelige energi har været så nedvurderet.

Der er blevet debatteret, nedsat ligestillingsråd, demonstreret, kæmpet, råbt højt og meget mere. Meget er nået, men det er stadig overhovedet ikke en selvfølge, at mænd og kvinder er ligeværdige.

dansemalerier af flamencodansere i røde kjoler og blå og gule farver
Originalt oliemaleri af flamencodansere – abstrakt figurativ kunst

Kan kunsten ændre balancen?

Derfor har jeg sat mig for på min måde at synliggøre kvindekraften og sende den ud i en verden, der på så mange områder er domineret af den maskuline energi.

Det gør jeg med de føromtalte malerier af kvinder, som er inspireret af den kraft, jeg som flamencodanser henter fra nogle ressourcer, jeg ikke tidligere anede, jeg havde.

Det er en kraft, der gør mig stolt af at være kvinde, og som jeg vil bruge som hjælp til at skabe balance mellem det maskuline og feminine i verden.

Det er noget, som er svært at udtrykke i ord, så gå videre med at læse mit billedsprog i mine malerier af kvinder med kraft og styrke.

Hvis jeg kan ændre bare en lille smule til det bedre, vil jeg blive ved med at styrke kvindens kraft med mine malerier af kvinder, i stedet for at gå og føle mig magtesløs.

maleri af flamencosangeren Cameron de la isla og en flamencodanser. Kvinder og kunst
Portrætmaleri af flamencosangeren Cameron de la Isla. Kvinder og kunst

Hvorfor flamenco er mit billedsprog

For mange år siden blev jeg præsenteret for flamenco-dansen, og da jeg trampede de første trin i gulvet, følte jeg, at noget faldt på plads inden i mig. – det var lidt af et vendepunkt.

Som barn i 50´erne blev jeg opdraget til at være en pæn stille pige. Det var ikke power, selvsikkerhed eller noget i den stil, der blev styrket hos denne pæne pige. Tværtimod, når jeg luftede mit indbyggede heftige temperament og stampede i gulvet, blev jeg skældt ud og kaldt en hystade.

Derfor blev det noget af et vendepunkt at kunne trampe helt legalt i gulvet – bruge mit temperament på en konstruktiv måde og finde en kvindeskikkelse med styrke og kraft.

En fantastisk kombination, der til stadighed er en gensidig inspiration, når jeg transformerer dansen til dansemalerier og omvendt.

Derfor fra “kun” at være kunstner blev jeg både kunstner og flamencodanser, der forener de to kunstarter ved at male mine danse og danse mine malerier.

Og disse malerier er malerier af kvinder, der frit kan udfolde det store potentiale, der er i det at være kvinde

Vil du have gratis billetter til
kunstmessen

ART Hillerød?

ARTHillerød stand 68 HBH-Art

Du modtager spændende artikler, nyheder om events og nye værker, gode tilbud mm
Du kan til enhver tid afmelde igen