Hvor langt er vi kommet i kvinders frigørelse?
Igen er vi nået til kvindernes internationale kampdag. Den har jeg startet med at læse det indlæg, jeg skrev for fire år siden (se nedenstående) og spekulerer nu på, om vi er kommet videre siden da. Jeg ved det ikke rigtig. Prøv selv at bedømme det.
Dette skrev jeg for 4 år siden
I dag er det kvindernes internationale kampdag. Er det nu nødvendigt? – Det er det vist desværre.
Nogle gange kan jeg godt få en underlig følelse over at tilhøre en race, som grundliggende i flere kulturer bliver anset for mindre værd.
I vesten skulle vi i teorien være lige, men ved forrige præsidentvalg i USA stod valget mellem sådan en som mig og en farvet mand. Begge dele var helt exceptionelt. Det var første gang, sådan nogen var kandidater i et præsidentvalg. Og så har vi siden fået Danmarks første kvindelige Statsminister.
Hvad er det, der mere eller mindre får os til at tro på, at foruden alle de mennesker som ikke er passende blege i huden, så er der ca halvdelen af jordens befolkning, som ikke helt har samme status som den anden halvdel – mere eller mindre grelt alt efter kultur og religion.
Kvinden i 1950´erne
De, der har set matador, har set optakten til 50 ´erne. Kvinde kend din plads!
At vokse op i det ti-år har sat et vist præg på personligheden, der ikke kom til at sprudle af overskud og selvværd. De rollemodeller der var til rådighed var husmoderen, som ikke selv havde valgt sin beskæftigelse, og hvis man kiggede på film og litteratur, var det som regel de lidt hjælpeløse kvinder, der skulle reddes af den stærke mand.
Ja jeg gad da ikke blive voksen, for det var da nogle gevaldig kedelige roller, der var udsigt til.
Men det er jo ikke lige til at standse tiden og forblive i barndommen, men tiden førte heldigvis også kvindefrigørelsen med sig. Kvinderne kunne efterhånden indtage en anden position end den evige hushjælp, og fremtiden så lidt lysere ud.
Alligevel satte det sine spor at vokse op i en tid, hvor små piger skulle være stille og velopdragne og i hvert fald ikke tro, at de nogensinde blev så meget værd som drenge og mænd. Et kønsskifte kunne så overvejes, og der var også en periode, hvor jeg prøvede at lade som om, jeg var en dreng.
En stærk kvindefigur
Det holdt jo heller ikke, og jeg måtte holde op med at foragte alt kvindeligt for i stedet at finde en kvindemodel, som ikke gav mig mig kvalme, og som ikke prøvede at finde styrke ved at være maskulin. Man kunne blive heks, men i stedet blev jeg flamenca. En stærk kvinde, som er stolt af at være kvinde.
Kvindeenergi i mine malerier
For ikke at skrive side op og side ned om hvor meget indre styrke vi kvinder skal mobilisere, og hvor meget mændene skulle respektere deres egne kvindelige energier, så siger jeg det med malerier. Alle mine mange dansere er den feminine energis mange aspekter – den kvindelige råstyrke i malerier af dansere.
Det er mit bidrag til kvindernes internationale kampdag. 🙂
Helle Borg Hansen
