Hvad skal der til, for at jeg er tilfreds med mine egne malerier?
Afhænger min tilfredshed af omverdenens bedømmelse? Eller kommer den indefra? Det har jeg tænkt en del over inspireret af en film, jeg så.
Film om Monet
Forleden dag var jeg inde og se en film om Claude Monet, hvor det var ham selv, der kom til orde via citater fra hans breve.
Claude Monet – en verdenskendt kunstner – hvis værker i dag bliver solgt til 3 cifrede million-beløb. Det, der slog mig i filmen, var hans enorme selvkritik. Det var ikke meget, der kom igennem hans selvkritiks nåleøje. Han syntes ganske enkelt ikke, at ret mange af malerierne var færdige. At erklære et maleri for færdigt, var ifølge Monet at anse det for at være perfekt.
Nu skal det siges, at salget ikke gik strygende i hans første mange år som kunstner. Han led gennemgående af seriøs pengemangel til højt op i alderen. Så det var ikke en fantastisk samtids anerkendelse, der kunne booste hans selvtillid som kunstner.
Alligevel kunne det ikke komme på tale at skifte erhverv for at forbedre økonomien. At male var en indre nødvendighed, som satte alt andet i anden række. Og han stræbte hele tiden efter det helt perfekte maleri som den helt rigtige manifestation af det, han ville vise med sin kunst.
Det lød i filmen ikke til, at det var ret tit, han opnåede det ud af de over 1000 malerier han nåede at male i sit liv. Og hvis han kunne komme tilbage og opleve salget og anerkendelsen af sine malerier i dag, er jeg ikke sikker på, det ville gøre nogen forskel for hans tilfredshed med malerierne.
Hvorfor er der nogen, der dedikerer deres liv til at frembringe kunst?
Er det fordi man kan, eller fordi man ikke kan lade være? Historien er fyldt med kunstnere beriget med et særligt talent, der har ført dem ind på en levevej, hvor de dårligt har haft til dagen og vejen.
Disse kunstnere har beriget eftertiden med uvurderlige værker, og vi kan takke dem for, at de blev ved – trods konstant modgang og manglende anerkendelse af samtiden.
Mange nutidige kunstmalere svarer på spørgsmålet om, hvorfor de maler, at det er fordi, de ikke kan lade være. Jeg snakkede også med en, der sagde, at hun malede, fordi hun kunne.
Talentet og opgaven
Der ligger det i det, at når man er udstyret med et talent, så har man også pligt til at påtage sig den opgave at forvalte det ordentligt. Og når man først er gået i gang med det, så fanger bordet. Du går fra at være fritidskunstner til at påtage det som et fuldtidserhverv, som mere og mere skubber alt andet til side.
Det fører mig så tilbage til, hvad der skal til, for at jeg er tilfreds med mine malerier. Jeg har indset, at det intet har med andres bedømmelse at gøre.
To malerier – hvorfor er det ene godt og det andet ikke?
Disse to malerier er nogle, jeg malede samtidig. Det første er jeg nogenlunde tilfreds med, men det andet er jeg ikke tilfreds med. Når jeg har vist de to malerier til nogen, er det nr. to, folk har valgt som det bedste. Jeg har undret mig, men måtte konstatere, at jeg stadig ikke var tilfreds med det maleri.
Nu har jeg taget konsekventsen og maler det om.
Og egentlig er det rart at konstatere, at nok så meget ros, ikke kan få mig til at ændre mening om et af mine egne malerier.
Maleri og udtryk
At give sig i kast med et maleri er – i hvert fald for mit vedkommende – at udtrykke et eller andet. Så kan det blive nok så flot og dekorativt. Men har det ikke opfyldt sin mission med det udtryk, så er det forfejlet og altså ikke godt nok. Det er der ikke nogen, der kan ændre på, selvom de synes, det er nok så flot.
Som jeg forstod filmen med Monet, så var han vildt optaget af naturens skønhed og foranderlighed. Han ville fange lyset, når det skiftede, og havde mange malerier i gang på samme tid. Han fik malet nogle vidunderlige malerier, men opgaven med at fange øjeblikket i sit motiv, har været en næsten umulig opgave, når lyset hele tiden skiftede. Og med et så vanskeligt ønske i udtrykket, var det nok svært at blive tilfreds med sine malerier.
Kunstnerens rolle
Spørgsmål som: Hvad er kunst og: Hvornår kan man kalde sig kunstner, er nogle evige spørgsmål, der kan gives uendelig mange svar på. Jeg har tidligere beskæftiget mig med det i en anden artikel om kunstnerens rolle.
Men da kunstner ikke er en beskyttet titel, så er det faktisk op til den enkelte, om man synes, man kan kalde sig kunstner. Og jeg mener, at det kan kun den enkelte afgøre.
Der er dog en hel kunstverden, som stiller mange regler op for, hvornår man er kunstner, og hvornår ens værker kan ophæves til at være kunst.
Men jeg mener, at forholdet mellem kunstneren og skabelsen af dennes værker er så intimt og flygtigt, at der ikke er andre, der kan blande sig i den proces.
Se flere artikler i kategorien: Malerier – at se dem og male dem
Er du til sort/hvide billeder eller vil du have malerier med farver? En af de væsentligste grunde til, at jeg … Læs mere
Er det en fordel at maleriet er malet med olie?
Oliemalerier på lærred som er mere end 100 år gamle eksisterer endnu, hvorimod den vandbaserede akrylmaling er et nyere fænomen. Vi ved ikke, hvor længe sådan et maleri kan holde, eller hvad der sker med det, når det runder de 100 år. I princippet kan vi sige, at det er lige meget, da vi selv sjældent holder så længe. Men netop malerier er noget, som går i arv, så måske er det ikke så lige meget endda, og det er sikrere at holde sig til et oliemaleri på lærred.
Store malerier – hvad vil det egentlig sige, for det er et meget relativt begreb. Nogle gange, når jeg får en bestillingsopgave på et maleri, og vi skal finde ud af størrelsen, bliver det meget tydeligt:
Kunden kan evt sige: Det skal være et stort maleri – sådan i hvert fald 30 X 40 cm
Ok – det er en størrelse, jeg vil betegne som meget småt.
Derfor vil jeg nu definere, hvad store malerier er hos mig.
Der er uendelig mange grunde til i det hele taget at male, men jeg kan kun forholde mig til, hvorfor jeg gør det.For det første, fordi jeg kan. Det har jeg så ikke altid kunnet. På et tidspunkt havde jeg den der fornemmelse af at stå foran lærredet med et inderligt ønske om at dække det med det skønneste maleri. Når jeg så gik i gang med en dyb indlevelse og en inderlig følelse af skabertrang, blev det noget værre smøreri.
Er kunst-gallerier meget finkulturelle? Der er mange, som forbinder kunst gallerier med noget, hvor man ikke rigtig tør gå ind. Dels fordi tingene er voldsomt dyre, og fordi man skal have super meget forstand på kunst, for ikke at føle sig som en hund i et spil kegler.