Og hvordan bliver man kunstmaler?
Der er uendelig mange grunde til i det hele taget at ville være kunstner og give sig for alvor i kast med at male. Men jeg kan kun forholde mig til, hvorfor jeg gør det.
For det første, fordi jeg kan.
Det har jeg så ikke altid kunnet. På et tidspunkt havde jeg den der fornemmelse af at stå foran lærredet med et inderligt ønske om at dække det med det skønneste maleri. Når jeg så gik i gang med en dyb indlevelse og en inderlig følelse af skabertrang, blev det noget værre smøreri.
Nødvendigheden af at beherske teknikken
Samme følelse havde jeg som barn, når jeg sad foran mine bedsteforældres klaver og ønskede at lokke noget af den smukke musik, jeg havde hørt i radioen, ud af tangenterne.
Når man skal spille på et instrument, er der en bred forståelse for, at man må lære at beherske teknikken for at kunne frembringe musik.
Der er opfattelsen noget anderledes, når vi kommer til maleri. Men i virkeligheden er malerier, frembragt uden nogen tekniske færdigheder, i bedste fald et dekorativt farvesammensurium.
At styre maleriet og samtidig være åben over for det, som ikke lader sig styre
Da jeg for alvor blev fanget ind af det at male, satte jeg mig for at kunne så meget teknik, at jeg kunne styre udtrykket i maleriet og samtidig blev i stand til at modtage det, som maleriet tilbød mig. For i maleprocessen opstår hele tiden noget, som ikke lader sig styre: et specielt penselstrøg, en sammenblanding af farver, en pludselig opstået form eller andet. Og alle disse ting bliver hele tiden tilbudt, hvorefter det er kunstnerens opgave at modtage dem eller fjerne dem.
Så foruden at beherske teknikken med at sætte farver sammen, blande dem, få balance i billedet, frembringe et troværdigt motiv osv, skal kunstneren også kunne se – virkelig se, hvad maleriet tilbyder, og om det passer med kunstnerens egne ideer.
Det er en mageløs proces, og jo mere jeg maler, des mere klar bliver den. Og teknikken bliver bedre, så det falder mig let at blande lige de farver, jeg vil have, og at tegne de figurer, jeg ønsker – med lige den bevægelse og det udtryk, jeg havde tænkt mig.
Og så alligevel – måske opstår der lige noget i billedet, som får mig til at ændre min første ide – og samarbejdet mellem kunstner og maleri er begyndt. Så bliver processen endnu mere mageløs, og jeg føler, at jeg kan male.
Det er derfor, jeg gør det.
Kulturel opdragelse – er det et trin på vejen til at blive kunstner?
Hvordan man bliver kunstner er der nok mange bud på, men for mit eget vedkommende har det været en lang vej.
Da jeg var barn, lagde mine forældre vægt på, at jeg og min bror fik en kulturel opdragelse, men det var bestemt ikke med henblik på en kunstnerisk levevej. Levevejen skulle varetages af en akademisk uddannelse og så kunne det med kunst og musik henvises til hobby og fritidsbeskæftigelse.
Kulturen blev udviklet ved at mange søndage blev tilbragt på diverse kunstmuseer. Det kunne godt blive lidt voldsomt for en lille pige, og på et tidspunkt havde jeg det sådan med museer, at det var noget, man kun gik på om søndagen, hvis man alligevel kedede sig.
Michelangelo
Alligevel blev det et museumsbesøg i Firenze, som kom til at prente sig i mit sind og være en væsentlig faktor i min kunstneriske skaben.
Det var mødet med Michelangelo på Galleria dell’Accademia i Firenze.
Jeg var 10 år, og inden rejsen havde mine forældre fortalt grundigt om de ting, vi skulle se på turen, så det forekom ret spændende – selv for en 10 års pige.
Vi kom ind i salen, hvor David stod for enden og så totalt pragtfuld ud, og marmoren levede på en helt uforklarlig måde.
Alligevel blev det ikke ham, der blev min store kærlighed. Derimod var det de ufuldendte slaver, der flankerede ham som en allé på begge sider.
De kæmpede for at komme ud af deres stenblokke, og det liv og den kraft, de udtrykte, har haft en utrolig indflydelse på mit kunstneriske udtryk.
Hvis du klikker her Galleria dell’Accademia kan du se billeder fra museet.
At være kunstner
Jeg slugte senere en masse litteratur om Michelangelo, og for en person som ham var der ingen tvivl, om hvorvidt han skulle være kunstner eller ej. Han var det bare – og måtte skabe. Og sådan har det været for alle de kunstnere, jeg i den grad beundrer. De gik ikke på kompromis, og levede ofte må de mest fortvivlende måder, hvis de ikke blev anerkendt af samtiden.
Et klart eksempel er Van Gogh som kun fik solgt et enkelt maleri i sin levetid – til sin egen bror. Han levede i total fattigdom, men havde ikke noget valg. Han var kunstner og måtte leve efter det, selvom det var en yderst dårlig rentabel stilling i hans tilfælde – indtil han var død.
Kunsten
At gå så helhjertet ind for det, man føler er en nødvendighed, er et fantastisk mod, og siger ikke så lidt om kunstens styrke. At den kan få nogen til at dedikere hele sit liv til noget, som i mange tilfælde overhovedet ikke bliver anerkendt af omverdenen. Så taler vi ikke bare om dekoration eller brødkunst, men om noget, der ligger dybt i sjælen.
Hvordan bliver man kunstner?
Og så tilbage til mit udgangspunkt for denne artikel. Er det overhovedet noget, man bliver, eller er det noget, man er?
Ethvert menneske har noget at udtrykke, men hvert menneske har også sin egen måde at gøre det på.
Jeg har altid kredset om det kreative. Kunne som barn sidde i timevis og kopiere billeder fra kunstbøger. Mærkede frustrationen over børne-farveladernes og papirets dårlige kvalitet, der gjorde, at farverne var fesne og papiret bulede. Holdt mig derfor til tegning med blyant i mange år og udfoldede min farveglæde gennem forskellige håndarbejder.
Endelig – via en række kunsthøjskoleophold, min mor forærede mig, da jeg var blevet voksen – fik jeg farver og tegning til at forene sig både på noget godt papir og på lærred. Og så tog det fart.
Jeg vidste nu, at jeg er kunstner helt ind i sjælen. Det er min måde at udtrykke mig på, og en måde, hvor jeg mærker en direkte forbindelse til noget større udenfor mig selv.
Jeg har dog totalt manglet det dedikerede mod, der gjorde, at jeg betingelsesløst fulgte min kunst. Jeg har gjort adskillige svinkeærinder undervejs, indtil jeg landede på hylden, hvor jeg ved, at jeg hører til.
Havde jeg gået den lige vej, var jeg sikkert blevet en bedre kunstner, men var måske blevet lidt mindre klog på livet.
Tegne- og maleteknik
Men det, jeg har gjort er, at jeg ikke stoppede med at tegne, da jeg blev teenager og voksen. Derfor vågnede jeg ikke op som 40-årig og kun kunne tegne børnetegninger, fordi jeg havde stoppet udviklingen. Jeg havde et fundament, som jeg kunne bygge videre på. Derfra udviklede jeg både tegne og maleteknik, og jeg er i stand til at udtrykke det, jeg vil, uden at gå på kompromis pga manglende teknik.
Derfor er jeg også i stand til nu at male hvad som helst, jeg vil. Og er der noget, jeg ikke kan – så kan jeg lære det.
Men nu skal du ikke give op her, selvom du er en af dem, der holdt op med at tegne og male før du fyldte 10 år.
Så skal du lige se nærmere på dette malekursus, hvor jeg vil hjælpe dig med at tage tråden op, der hvor du slap den. Eller se hvad jeg ellers kan tilbyde, hvis du vil lære at male.
Og det er ikke kun beregnet til, at du skal udvikle dig til kunstner. Det er også utolig vigtigt bare at få aktiveret din kreativitet på en god måde.
Afvejning mellem ego og sjæl som kunstner
At leve som kunstner og tjene sine penge på sine egne malerier og skulpturer, er en konstant udfordring til at holde fast i sin egen kerne. Der er så mange ting, der kan komme ind og forstyrre balancen.
En ting er tidens trend. I flere år var det noget, jeg var totalt ude af trit med.
En galleriejer sagde til mig om et af mine malerier: “Hvor er det dog flot!! – Men jeg vil aldrig kunne sælge det til nogen af mine kunder.”
Her var kunsten at holde fast og ikke begynde at vakle rundt efter det, som jeg troede folk ville købe.
Det lykkedes heldigvis. Jeg fandt efterhånden frem til mit eget udtryk, og tidens trend kom også lidt nærmere til det.
I hvert fald begyndte jeg at sælge pænt. Og så stod faren for at falde i den grøft, hvor jeg skelede til, hvad det var for en stil, der gik mest af. Med andre ord: skulle jeg følge pengestrømmen og populariteten, eller mit eget indre?
Og her er det gået op for mig, at kunsten kræver en afvejning mellem ego og sjæl med en kraftig hældning mod sjælen.
Kommer egoet først ind og kører med klatten i form af en umættelig slubren af folks beundring, og hvor den egentlige inspiration udspringer af ønsket om at tjene penge, så dør udtrykket. Jeg har nærmet mig den tilstand nogle gange, og blev ude af stand til at skabe.
Inspiration – guddommelig eller hvad?
Når den kunstneriske proces føles rigtig, så har jeg noget, der skal kommunikeres. Jeg føler mig guidet i processen, og når maleriet er færdigt, er jeg klar over, at jeg ikke har været alene om det.
Det lyder måske lidt mærkeligt, men har man ikke altid talt om den guddommelige inspiration? Og det må være en tilstand i den stil, jeg befinder mig i, når jeg går ind i mit indre malerum.
Når jeg så sælger, bliver jeg oprigtig glad, fordi jeg ved, at jeg ikke er gået på kompromis med det egentlige formål med at skabe. Så har jeg været tro mod kunstnerens rolle.
Maleriet deltager aktivt og går sine egne veje
Det er sjældent, jeg har en fast ide om, hvordan maleriet skal ende med at være. Maleriet går ofte sine egne veje, og så må man som kunstner følge med og deltage i den dialog det lægger op til. Maleprocessen er en konstant vekslen mellem bevidst handling og ubevidst følgen.
Ind i mellem kan det færdige maleri tage fusen på mig, ved at der har sneget sig noget ind, som jeg slet ikke har været med til. Det oplevede jeg senest, hvor en kunde kiggede på et maleri, jeg lige havde gjort færdigt. Så siger han, at der er en ulv i billedet. Hvad??? Det var et maleri af en flamencodanser, og jeg havde ikke malet nogen ulv.
Men se lige her:
En anden gang, hvor jeg malede et portræt af en grækerhund, dukkede der et mørkt område frem, som jeg tænkte, var en overfortolkning fra min side om hundens hårde liv.
Jeg havde maleriet på hovedet, og var i gang med baggrunden, uden at jeg havde malet noget af motivet. Så dukkede det mørke område frem nederst i billedet. Da jeg vendte det om – ja så kan du se, hvad det er.
Når den kunstneriske proces er ægte, og den fungerer, er den totalt magisk
Øjnene og kunsten – lær at se
En ting, der spiller en væsentlig rolle i kunsten – både for kunstneren og beskueren – det er øjnene. Du kan se på en klar sommerhimmel og bare konstatere, at den er blå. Du kan også se på den og observere, at den blå har utrolig mange nuancer fra det dybblå til de lidt støvede jordfarver. Prøv selv at gå ud og se.
Kig på denne video, hvor jeg låner dig mine øjne til at se på naturen. Den er en del af dette online malekursus
Se i det hele taget på omgivelserne og se, om du kan finde noget kunst uden for de etablerede steder. Hvis du læser denne artikel om en tur til Malaga, så giver jeg dig en uformel guide rundt i kunstens Malaga
Den kunstneriske proces kan ikke fremtvinges
Sjældne gange er døren til malerummet lukket, og så er der heldigvis masser af andre ting at tage sig til. Sætte rammer sammen, rense pensler, rive maling, it-arbejde og meget mere. Hvis jeg forsøger at fremtvinge maleprocessen, så dur det ikke.
Kunsten gør mig ydmyg og taknemmelig. Den skal behandles med respekt, og har man et talent, har man pligt til at bruge det via sjælen. – Så kan egoet få lov til at hygge sig lidt med resultaterne.
For at blive billed-kunstner, må du lære at male
For at blive kunstner inden for et område, må du mestre teknikken. Det gælder, om det er som musiker, maler, artist eller hvad som helst. Og så på et tidspunkt melder det klassiske spørgsmål sig: Hvad er kunst i det hele taget
Men hvordan lærer man at male? Klik på det spørgsmål, og du vil finde nogle svar.
Helle Borg Hansen
Se mere om min vej til at blive billedkunstner
Se også artiklen om at male flotte billeder
Vil du selv være kunstner, så se artiklerne i kategorien: Malekurser
Se flere artikler i kategorien: Malerier – at se dem og male dem